Hurtigt! Sig et ord!

Glosespillet her kræver kun et par overordnede kategorier fra din side, måske sat praktisk ind i en PowerPoint så hele klassen kan se med, og et stopur. Del eleverne ind i grupper af 4-6, og placer dem så de sidder omkring et bord eller på anden måde kan nå hinanden. Hver gruppe vælger en genstand af en passende størrelse, der kan sendes rundt fra elev til elev: Det kan være en sodavandsflaske, et viskelæder, et penalhus eller noget andet der er let at få fat i. Du afslører nu en kategori, og den elev der holder genstanden skal nu hurtigt sige et ord inden for denne kategori før han/hun må sende genstanden videre til næste elev, der nu skal sige et nyt ord inden for kategorien. Man må naturligvis ikke gentage ord der allerede er blevet sagt. Og den elev der holder genstanden når du råber stop (efter ca. 30 sekunder eller 1 minut), taber runden. Giv nu eleverne næste kategori, og lad en ny runde af spillet starte. Kategorier inden for dette spil kan f.eks. være ‘amerikanske stater’, ’tillægsord’, ’ord der starter med s’, ’ord der ender på st’…
Øvelsen er rigtig god til at træne ordforråd i fremmedsprog, men kan også bruges som en repetitionsøvelse til begrebstræning. Du kan se eksempler under materialer hvor du hente to PowerPoints, men du skal selv komme brugerdefinerede animationer på, således at hver kategori først afsløres når du klikker, og alle kategorierne ikke vises med det samme.

EP

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *