Hvor blev læselysten af?

Inden for den sidste måneds tid er jeg to gange blevet præsenteret for gymnasierektorer som har udtalt sig om vigtigheden af at rykke eleverne ud af deres vante teenagezone og præsentere dem for kunstværker som umiddelbart ligger meget langt fra deres verden. Vi skal lade eleverne stifte bekendtskab med en dimension af verden de ikke nødvendigvis selv vil opsøge. Vi skal som autoriteter inden for vores felt vise dem at noget kunst er bedre end noget andet, at der er en kanon som de bør kende til. Candide frem for rap-tekster. Helt uenig med blandt andre Asger Sørensen kan man dårligt være. Hvad er skolen hvis ikke et sted der udfordrer elevernes forestilling om verden? Hvad er skolen hvis vi blot bekræfter eleverne i at de er sig selv og deres værdier nok? Hvad er skolen hvis vi aldrig vender eleverne bort fra det narcissistiske spejlbillede?
Men samtidig synes jeg at kløften mellem det klassiske dannelsesideal og den virkelighed vi står i som lærere, er blevet større. Og min største frygt er at dræbe al lyst til at udfordre denne kløft fordi den simpelthen er blevet for uoverstigelig. Et konkret eksempel: Jeg har de seneste par år et par gange oplevet at have i hvert fald to elever (begge drenge) der drømte (drømmer) om at blive journalister. Som dansklærer havde jeg vel alle forudsætninger for her, med disse to drenge, at få elever der var oprigtigt interesserede i at lære at læse godt og skrive godt. Og alligevel sidder jeg tilbage med en knugende fornemmelse efter endt forløb fordi jeg desværre tror jeg har dræbt al lyst til dansk hos dem. Selvom jeg nu nok synes jeg har gjort hvad jeg kunne i form af at variere undervisningen og tydelige krav, så har det bare ikke helt været nok. Deres kreative lyst til det danskfaglige er jeg bange for jeg har skyllet ud med badevandet. Hvordan har jeg så gjort det? Måske har der været lidt for meget fokus på at rykke dem ud af teenagezonen, lidt for meget fokus på at lade dem svinge sig op og over deres nærmeste udviklingszone, lidt for meget fokus på at lade dem stifte bekendtskab med en fremmed verden uden at lade dem spejle sig selv.
De fleste af os kan nok hurtigt blive enige om at den gyldne middelvej må være det helt rigtige (det er den jo altid!). Men jeg tror at min lektie til næste år, til næste omgang gymnasiepoder, skal være at give plads til kreativiteten. Rigeligt med plads. Plads til at skrive uden for genrerne, plads til at læse af lyst, plads til at reflektere over hvad der overhovedet giver lyst. Plads til sig selv.
Så, jo, det kunne være skønt at læse Candide, som en kollega sagde til mig i dag, men giv mig det forløb hvor det bare fungerede, og eleverne fængslede fulgte med. Ikke bare de øverste 10 procent.
Et par ideer til hvordan vi måske kan få lidt af lysten tilbage i klasselokalet, og hvordan vi bruger lysten som springbræt til noget uden for eleverne selv, har jeg fundet på http://www.readwritethink.org/. Det første jeg vil gøre næste år er at lave en lave et ‘graphic map’ over elevernes gode og dårlige læseoplevelser og få dem til at kortlægge deres læsehistorik. Herigennem er håbet at få tematiseret i hvilke situationer eleverne faktisk har nydt at læse, og så vil jeg prøve at spille på det i årene der kommer.
Et andet forløb fra http://www.readwritethink.org/ som jeg bestemt skal prøve af (det bliver nok i engelsk) er  ‘hero’s journey’ (måske i et storytelling-forløb), hvor jeg vil lade eleverne udfylde den interaktive øvelse tilknyttet forslaget, og herefter få dem til at skrive en myte med deres helt.

EP

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *