En lille refleksion – ren selverkendelse

Min sidste undervisningsdag før barslen var ret hård. Jeg havde tre klasser og et møde, og da vi nåede hen mod kl. 15 (den sidste halve time af sidste undervisningsmodul) med 1.y, var jeg godt brugt. Jeg havde planlagt en lille grammatisk repetitionsøvelse med fejlsætninger.

Eleverne fik et stykke papir (som også var på SMARTBoardet, men ideen var at eleverne skulle løse opgaven selv først, og så skulle vi samle op på Boardet efterfølgende) med 7 fejlsætninger og plads til rettelser. De grammatiske forklaringer havde jeg faktisk givet dem, men de stod hulter til bulter nederst på siden, så opgaven gik altså ud på at rette fejlsætningerne og finde den grammatiske tilsvarende forklaring til sætningerne nederst. Du kan hente øvelsen her eller under materialer (og så håber jeg ikke jeg har nuppet sætningerne et eller andet andet sted fra, men at jeg faktisk selv har lavet dem. Det er et par år siden, og jeg kan ikke rigtig huske det, så hvis du føler at din ophavsret krænkes, så sig lige til, så jeg kan kreditere dig med det samme).
Nå, men fordi jeg var så træt så træt, gjorde jeg noget jeg sjældent gør: Jeg satte mig ned bag katederet og sad helt stille og slappede af. Normalt plejer jeg at gå rundt, hjælpe elever der spørger, tjekke om alle er med, spørge til elever jeg mistænker måske har problemer osv. Men i denne time satte jeg mig altså ned og holdt mund. Og resultatet var at der var fuldstændig ro i klassen. Ingen talte sammen (selvom de altså gerne måtte), alle sad de med hver deres opgave og løste løs. Efter ca. 10 minutter rejste jeg mig igen og begyndte at gå rundt som jeg plejer, og straks begyndte eleverne at summe med deres naboer om opgaven – måske endda at småsnakke om andre ting end lige opgaven.
Bagefter kunne jeg ikke lade være med at tænke at mit relativt høje energiniveau nok ikke altid er en fordel, men faktisk med til at skabe en vis uro. Mon ikke der virkelig er noget sundt i at sætte sig ned og signalere ro for eleverne? Og interessant er det i hvert fald, at tavsheden og koncentrationen overhovedet ikke blev italesat, men skete helt naturligt i det øjeblik jeg bare satte mig ned, slappede af og holdt min mund.
Konklusionen er i hvert fald at det kan være en fordel ind imellem ikke at rutte med sin tilgængelighed som lærer når eleverne skal løse individuelle opgaver.
EP

2 comments

  1. Kære Eva
    Vi er vist mange herude som smugkigger og nyder godt af alle dine indlæg. Sikke en utrættelig og energisk iderigdom og iver efter at videndele, trods en ofte ringe respons fra læserne… Tusind tak for inspirationen og hav en fantastisk barsel! Pia Rørkær Sigh

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *