Let rettearbejdet – Fejlretter

Det er efterhånden godt fem år siden at vi på mit gymnasium gik over til at modtage alt skriftligt arbejde elektronisk og ligeledes at rette det elektronisk. Og det har i al den tid været diskuteret om det tager længere eller kortere tid at rette opgaver elektronisk end på papir. Ligeledes har det i al den tid – og længe før dette – været diskuteret hvordan man kan effektivisere retteprocessen, for det tager så frygtelig lang tid at skrive det samme om og om og om igen til de samme elever – hvad enten det sker i hånden eller elektronisk.

Det er her et program som Fejlretter kommer ind i billedet, for det er netop et program der kan være med til at lette den tunge rettebyrde. Fejlretter er et tilføjelsesprogram til Word, og programmet byder bl.a. på let-at-lave standardkommentarer og oversigter og statistikker over fejltyper hos den enkelte elev hvilket både betyder at det tager kortere tid at få rettet en opgave i bund, og at det er hurtigt at danne sig et solidt overblik over hvilke fejltyper der især optræder i opgaven eller hos eleven generelt.

Programmet kan købes separat, men følger med helt gratis ved køb af ENGRAM-grammatikken (som også laves af firmaet August og Hemmingsen I/S, der står bag Fejlretter). Som du kan du se på nedenstående billede, lægger Fejlretter sig ved siden af de andre faneblade i Word.

Klikkes der ind på fanen vil man kunne se hvordan Fejlretter-båndet faktisk ser ud. Her har jeg først en hjælpefunktion og indstillings-funktionen, som er den jeg bruger når jeg skal lave nye knapper og lister. Herefter har jeg selv tilpasset MIT Fejlretter med andre Word-funktioner jeg hyppigt bruger når jeg retter. Derefter følger Fejlretters grundlæggende funktioner, som netop er muligheden for at indsætte en oversigt/statistik over fejltyper og kommentarer, og endelig har vi så fejltyperne, som jeg i dette tilfælde selv har tilpasset.
Med programmet følger ellers et sæt knapper med fejltyper til engelsk, men de er knyttet til ENGRAM-grammatikken, og medmindre man bruger denne grammatik med eleverne, skal man altså lave sine egne knapper. Det er til gengæld meget hurtigt og nemt og giver faktisk sig selv når man først har klikket på ’indstillinger’. Det er programmets helt store force!
Jeg besluttede mig for at prøve at undgå at læse Fejlretters ellers meget udførlige og klare vejledninger, og i stedet se om jeg selv kunne gennemskue programmet. Det kunne jeg sagtens, og jeg har altså aldrig være nogen teknix-fix, så brugervenligheden er ganske glimrende, og skulle der alligevel være problemer med at finde ud af programmet, er der altså hurtig hjælp at få i de tilhørende vejledninger – ligesom programmet også tilbyder online support uden at det koster ekstra.
Efter at have prøvet Fejlretter af på 3 stilesæt, er jeg kommet frem til følgende betragtninger:
 
Fordele:
 
– Let at indstille mine standardkommentarer.
 – Standardkommentarerne sparer mig for rigtig meget tid, da jeg med bare et klik kan indsætte den tekst jeg før ville have skrevet igen og igen.
– Da programmet er et tilføjelsesprogram til Word, har jeg stadig alle andre kendte Word-funktioner lige ved hånden, og jeg kan sætte de mest brugte ind i mit Fejlretter-bånd, så jeg ikke engang behøver at skifte faneblade. Jeg har altså et helt igennem personligt tilpasset stileretter-Word-bånd.
– Der er mulighed for mange forskellige lister med fejltype-knapper, så jeg kan altså have lister til flere forskellige fag hvilket betyder at jeg ikke behøver at have alle de fejltyper fremme på båndet som jeg ikke skal bruge til det pågældende stilesæt. Dette betyder i praksis at jeg, når jeg skifter mellem fag, kun har knapper fremme der er relevante for det fag.
– Statistikkerne giver et superhurtigt og overskueligt overblik over en elevs progression eller mangel på samme, ligesom statistikken kan være med til at skabe et helt klart fokus for eleven.
– Der er rig mulighed for support til selv de mindste problemer med programmet. Ikke bare igennem de udførlige vejledninger, men også ved direkte kontakt med producenterne.
– Der er ligeledes gratis mulighed for at få både Fejlretter og den tilhørende grammatik ENGGRAM præsenteret i en workshop på skolen. Det er service!
 Ulemper:
 
– Da fejltyperne alle markeres ved hjælp af kommentarbobler, bliver dokumenter med mange fejl hurtigt uoverskuelige. Uden endnu at have diskuteret dette med mine elever er min egen umiddelbare reaktion at det er svært for visse elever at se hvilke kommentarer hører til hvilke markeringer.
– Det er ærgerligt at man ikke kan flytte rundt på rækkefølgen af sine fejltype-knapper efter man har oprettet dem i en liste. Jeg fik for eksempel ikke alle mine fejltyper omkring verber oprettet i et hug, og det betyder at jeg nu ikke har ordentlig mulighed for at organisere mine knapper, så alle verbum-knapperne er placeret sammen, alle substantiv-knapperne og alle ordstillingsknapperne ligeledes. Men Fejlretter lover at der snarest kommer en opdatering der gør dette muligt!
– Prisen er ganske rimelig for Fejlretter: 130 kroner for en licens for 1 år, og jeg er ikke i tvivl om at de penge hurtigt har tjent sig selv hjem i sparet tid, men oprettelsesgebyret på 799,- som skolen også skal betale, synes jeg trækker ned. Det fine koncept at man ellers kun betaler pr. licens (altså, pr. lærer der ønsker at bruge programmet), bliver pludselig en noget dyrere affære, hvis kun en enkelt eller to lærere ønsker programmet, selvom oprettelsesgebyret kun skal betales én eneste gang pr. skole. Jeg tænker at det må kunne gøres smartere.
– Endvidere ville det klæde Fejlretter med en ganske gratis prøveperiode på fx en uge eller to, frem for en prøvelicens i 30 dage, der koster 60 kroner. En prøve er nu engang i min optik gratis, så man på et kvalificeret grundlag kan beslutte sig for endeligt køb.
– Jeg oplevede under min afprøvning af programmet at jeg to gange faktisk mistede min nyoprettede liste (den ene gang skyldtes dette muligvis at mit Word crashede mens jeg den anden gang ikke havde oplevet nogen problemer). Jeg mistænker tilpasningen af Fejlretter-båndet med andre Word-funktioner for at give disse problemer, men ved det faktisk ikke. Heldigvis er det rigtig let at gemme sine lister ved hjælp af ’eksport’, og ligeledes få dem lagt ind igen ved hjælp af ’import’, så dette viste sig ikke at være noget større problem. Men husk lige back-up’en!
Alt i alt
 
Iltre IT-sjæle vil nok argumentere for at Fejlretter ikke kan noget som man ikke selv ville kunne gøre i Word med makroer og autokommentarer, men det har jeg simpelthen ikke tid til at finde ud af, og de (mange!) mellemregninger sparer Fejlretter mig så for. Fejlretter sparer mig for den irrationelle irritation der helt urimeligt sniger sig ind i mine kommentarer når jeg kommenterer den samme fejl for tiende gang. Og Fejlretter sparer mig vigtigst af alt for rettetid, som kan konverteres til mere målrettet indsats for den enkelte elev!
Jeg tror ikke Fejlretter vil komme til helt at erstatte det rettesystem jeg selv har fået udviklet med brug af tekstfremhævningsfarve fordi fejltypekommentarerne bliver for uoverskuelige i opgaver med mange fejl. Og mine tekstfremhævninger kan på en meget overskuelig måde kopieres med over når eleverne i næste stil afleverer deres egne fejl som fejlsætninger med dertilhørende rettelser og forklaringer. Her gør min tekstfremhævning det meget let for mig selv at se (hvis eleven nu har sakset lidt for meget i sætningen) hvilken fejltype eleven skulle rette.
Men jeg vil helt sikkert bruge Fejlretter som supplement til mine andre rettestrategier – uanset fag, og her er det klart pengene værd. Her vil jeg benytte standardkommentarer til grammatiske spidsfindigheder som jeg alligevel ikke normalt tekstfremhæver, men netop kommenterer alligevel, og her sparer Fejlretter mig for rigtig mange klik og formuleringer.
Selvom jeg ikke er overbevist om at programmet kan stå alene i stileretningen, er Fejlretter uden tvivl en klar effektivisering af retteprocessen, og det elsker vi undervisere jo!
EP

One comment

  1. Tak for en fyldestgørende anmeldelse Eva.
    Det var en stor fornøjelse at læse, hvordan du har oplevet Fejlretter i dit rettearbejde. Vi er på Fejlretter-teamet glade for, at du har haft lyst til at skrive en så omfattende anmeldelse med mange gode og konstruktive forslag til forbedringer af programmet samt interessante forslag til, hvordan Fejlretter kan bruges i rettearbejdet.

    Du peger først og fremmest på nogle centrale fordele ved brug af Fejlretter i det elektroniske rettearbejde, hvor Fejlretter kan give underviseren værktøjer til at spare tid ift. at kommentere elektronisk på særligt gængse fejl i elevopgaver. Her kan genvejstaster samt indstillinger af mere omfattende kommentarer give underviseren mulighed for at spare tid i rettearbejdet samtidig med at kvaliteten af rettearbejdet, og dermed elevens udbytte af underviserens rettelser, desuden har potentiale til at kunne forbedres. Det er desuden positivt, at du ser statistikken som en klar fordel. Den opsummerende statistik er noget vi vil arbejde videre med ift. at gøre denne endnu mere værdifuld for både elev og lærer.

    Hvad der måske er mere interessant (for os i al fald), er de oplistede ulemper ved Fejlretter. Idet Fejlretter er et helt nyt program, er det spændende at læse den konstruktive kritik af programmet. Mange af dine punkter er helt oplagte forbedringsmuligheder, og vi har allerede på nuværende tidspunkt udbedret nogle af de centrale punkter, som du også selv bemærker i dit indlæg.

    Vi har således ændret priserne for Fejlretter, så de i højere grad er gennemskuelige og ikke indeholder gebyrer ved oprettelse. Vi har således fjernet oprettelsesgebyret, således at man som skole alene betaler for antallet af licenser, som man ønsker at benytte – én licens pr. underviser. Oprettelsesgebyret havde også nogle uheldige konsekvenser for mindre skoler, som eksempelvis kun har en faggruppe i sprogfagene på 5-6 lærere. Her er oprettelsesgebyret særligt udfordrende økonomisk. Derfor har vi besluttet helt at fjerne oprettelsesgebyret, så man fremover alene betaler for de licenser, man bruger.

    Vi har desuden valgt at imødekomme dit ønske om gratis prøvelicenser. Det er en god idé, som vi har implementeret med det samme 🙂

    Vi har i særdeleshed sat et større arbejde i gang i forhold til at undersøge, hvorfor du har oplevet at Word crashede et par gange under dit rettearbejde. Dette er noget som vi naturligvis vil løse, idet dette er et stort irritationsmoment for brugere af Fejlretter.

    Afslutningsvis vil vi takke for din anmeldelse, og vi er glade for at du alt i alt ser Fejlretter som værende et stærkt værktøj i det elektroniske rettearbejde.

    Bh.
    Marcus og Nicklas
    Udviklere af Fejlretter – elektronisk retteprogram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *