Facebook-opdateringer til at lære de nye elever at kende

Så starter de nye elever. De kommer vrimlende ind ad døren på mandag, og det er altid rart at have en øvelse klar som både du og eleverne kan lære hinanden at kende med.

De fleste af vores nye elever har jo nok en aktiv Facebook-profil, og eleverne kan så – både på dansk eller på fremmedsprog – udvælge 10 statusopdateringer fra hele deres Facebook-tidslinje, som de så skal forbinde og sammenskrive til en lille fortælling om sig selv. De kan selvfølgelig også udvælge 10 statusopdateringer, give dem til en ny klassekammerat de ikke kender på forhånd, og så digte en lille historie om den person hvis statusopdateringer de har fået. Har en eller flere elever ikke en Facebook-profil, kan disse opdigte ti statusopdateringer fra deres liv, som de så skriver ud fra.

Teksterne kan enten postes på en online væg, eller de kan læses op for hele klassen. Og vil man gerne bruge dem som et springbræt til mere fagligt indhold, kunne det være oplagt at tale om sætningskonstruktioner (hvad er en helsætning? Hvad er en ledsætning? Hvordan skaber man variation i en tekst? Hvordan skal statusopdateringer omskrives for at indgå i en præsentationstekst, som er en anden genre?). For en Facebookopdatering er ofte en meget fragmenteret sætningsdel, og det kan altså netop være en god anledning til at sætte fokus på hvordan den type tekst som eleverne kommer til at skrive i deres gymnasietid (og i rigtig mange andre sammenhænge her i livet), skal indeholde helsætninger.

EP

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *