Gør lektielæsningen autentisk

Lektielæsning er en af de større gordiske knuder for rigtig mange gymnasielærere. Hvordan får vi eleverne til faktisk at løse de opgaver, vi beder dem om at løse uden for skoletiden, og hvordan sikrer vi, at undervisningen ikke skal laves helt om når vi møder eleverne på klassen, fordi halvdelen alligevel ikke har løst lektien? Jeg bilder mig ingenlunde ind at have et endegyldigt svar, men vil alligevel vove at fremsætte to teser:

Det skal være væsentligt at læse lektier, og lektierne skal tydeligt indgå i timen.

Af samme grund spørger jeg aldrig mine elever hvor mange eller hvor få har læst. Jeg går selvfølgelig ud fra, at de har læst, for øvelserne jeg har forberedt, bygger klart på lektien. Har man ikke læst, kan man dårligt deltage i øvelserne.

Ja ja, siger du, selvfølgelig kan man ikke løse opgaven uden at have læst lektier. Men, hånden på hjertet, vi har da nok alle sammen ind imellem prøvet at gennemgå lektien for eleverne, så de strengt taget faktisk ikke havde behøvet at læse, for vi genfortalte jo lektien alligevel.

Jeg spørger heller aldrig mine elever, om de har læst, fordi jeg simpelthen ikke vil give dem frit lejde til at sige nej. Det er min egen idiosynkrasi, er jeg ganske klar over, men ikke desto mindre åbner jeg med et sådant spørgsmål op for muligheden for at indrømme ikke at have læst. Og det vil jeg ikke. Selvfølgelig kommer eleverne ind imellem og fortæller mig at de af den ene eller anden grund ikke har læst, og det accepterer jeg så i mere eller mindre grad, men det er aldrig mig der åbner op for ballet. Så det er altså udgangspunktet for nedenstående 6 ideer til hvordan man måske kan få lektien indarbejdet tydeligt i timen og derved gjort den væsentlig.

  1. Giv altid eleverne et fokuspunkt for lektielæsning. Skal de læse en tekst, hvad skal de så bruge denne læsning til? Skal de kunne besvare nogle vedlagte spørgsmål? Skal de kunne genfortælle teksten? Skal de have en ide om tekstens tema? Sørg for at eleverne altså ved, hvad de skal læse efter.
  2. Lad eleverne stå til ansvar for deres forberedelse. Dette kan fx ske ved at eleverne starter timen med at udveksle svar på læsespørgsmål fra lektielæsningen på speeddates eller ved at eleverne holder små præsentationer på klassen.
  3. Få eleverne til at besvare arbejdsspørgsmål – eller lave arbejdsspørgsmål til en (differentieret?) lektie inden timen i et Google Docs-dokument, en Padlet eller et andet synkronskrivningsværktøj – eller i hvert fald et værktøj som de kan dele med dig. Brug så disse svar eller spørgsmål som springbræt til den videre diskussion når I ses på klassen. Hvis de skal lave spørgsmål, er det jo oplagt at eleverne skal lave autentiske undrespørgsmål til teksten. Altså, hvad studser de selv over.
  4. Gør lektien overskuelig for mere fagligt udfordrede elever, og sig fx at eleverne skal læse 20 minutter på en lektie frem for at sige at de skal læse så og så mange sider. Dette kræver selvfølgelig at de efterfølgende opgaver på klassen er differentierede, men én opgave kunne jo være at starte med at de elever der nåede det hele, skal genfortælle resten af teksten for de elever der nåede mindre. Er det en helt central, kernefaglig tekst, kan de der allerede har læst teksten færdig, arbejde med at lave en remediering af teksten som lektie til den efterfølgende time mens de der stadig mangler lidt, får som lektie at få læst teksten færdig.
  5. Hvis der er mulighed for det, kan eleverne selv finde den lektie de skal læse. Dette har jeg fx brugt i forbindelse med et Yahya Hassan-forløb hvor eleverne selv skulle finde og læse en artikel om Yahya Hassan, og jeg gjorde det samme da vi læste Grundtvig hvor eleverne selv skulle finde en Grundtvig-salme de ville arbejde med. Det kunne måske især give mening at bede eleverne finde og læse deres egen artikel som introduktion til et nyt emne hvor eleverne så netop kan præsentere deres artikler for hinanden. På den måde akkumuleres forhåbentlig en hel del mere viden, end hvis alle bare havde læst den samme artikel som du havde fundet.
  6. Flip the classroom. Egentlig er jeg ikke nogen overbevist fan af dette. Jeg synes det passer glimrende til et skolesystem/undervisningssystem der er præget af en forelæsningskultur. En sådan kultur ligger langt fra den gymnasiedagligdag jeg kender til, hvor lange forelæsninger er undtagelsen (og nærmere er endnu en variationsmulighed), og eleverne i stedet hyppigere bedes om at være aktive i at komme frem til en fælles forståelse af materialet vi arbejder med. Men det er en helt anden diskussion. I lektiesammenhæng tænker jeg dog, at man kunne bruge timen på klassen til netop at tvinge eleverne til at læse, læse, læse (en beskæftigelse mange faktisk desværre ikke længere har så let ved). Lærerens rolle ville her være at hjælpe undervejs i læsningen hvor der eventuelt kunne være problemer med at forstå teksten. En elev ville så måske kunne henvende sig til læreren så snart der var noget i teksten der spændte ben for forståelsen. Pointen er desuden at læreren kan hjælpe eleverne med at skabe den ro som læsning kræver, og med at skabe den tid læsning tager. Og så kunne eleverne jo hjemme forberede den analyse og fortolkning af teksten som vi ellers plejer at arbejde med sammen på klassen. Disse analyser/fortolkninger kunne man så arbejde med i den efterfølgende time hvor eleverne skal præsentere deres lektier for hinanden og sammen skabe et produkt der leverer en formfuldendt analyse og fortolkning.
EP

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *