5-års fødselsdag

5 år blogdag

I dag for præcis fem år trykkede jeg for første gang ‘publicer’ på bloggen her. Og jeg har gjort det til min egen lille tradition at fejre min blog-fødselsdag lige siden, som man blandt andet kan se her og her.

Det første indlæg var (stort set) det indlæg man i dag kan læse under ’om denne blog’, og skulle fungere som mit visitkort så man som læser kunne se hvorfor jeg overhovedet kastede mig ud i det der med at blogge, og fra hvor og af hvem jeg havde ladet mig inspirere i mit undervisningssyn.

Der er sket meget på de fem år, og jeg har muligvis været det nogle med et en vogue-udtryk vil kalde en kængurupædagog, men selv synes jeg nok mit syn på god undervisning har holdt fast i de tre kerneord som jeg nævnte allerede dengang: variation, aktivitet og kreativitet. Selvom jeg bestemt har ladet mig inspirere af mange nyere strømninger både inden for pædagogik, didaktik og inden for værktøjer til undervisningen, så vil jeg i hvert fald selv mene at jeg ikke er den type lærer der kaster alt andet over bord for en ny strømning, men tager det jeg kan bruge og lader resten ligge.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at prøve at skitsere nogle af de strømninger der igennem de sidste fem år har været med til at ændre min undervisning: Hvad har de kunnet bidrage med, og hvilke aspekter har jeg ladet ligge.

  1. På min skole fik vi installeret SMARTBoards i 2009 (eller var det 2008?), og den interaktive tavle (og projektor i alle lokaler) var bestemt med til at gøre flere aspekter af min undervisning noget mindre omstændelig og mere dynamisk. I starten lavede jeg rigtig mange interaktive øvelser med eleverne oppe ved tavlen, og man kan læse om disse øvelser under kategorien ’Smartboard i undervisningen’, fx om hvordan man laver et repetitionsspil her, eller hvordan man kan bruge boardet til digtlæsning her, eller hvordan man kan bruge mange af de præfabrikerede skabeloner til småspil i Notebooksoftwaren her. Mens jeg stadig er stor fan af den interaktive tavle sådan generelt, fordi jeg ikke behøver at stå ved computeren og skrive, og fordi jeg kan gemme bestemte noter lavet i timen til eleverne, så er det ikke ret tit at jeg bruger den interaktive tavle som elevernes redskab mere. De bruger i stedet deres egne computere, som giver alle mulighed for at deltage synkront. For denne mangel er den klare ulempe ved den interaktive tavle, som kun tillader et tryk ad gangen. Og så generer det mig at selve softwaren, Notebook, er så tung og langsom at køre, men indtil videre er jeg ikke helt overbevist om at OneNote er lige så let at skrive i og designe layout på. Derudover har jeg så mange Notebook-tavler liggende, som jeg stadig genbruger og kan ikke helt overskue at skulle bruge tid på at redesigne til OneNote endnu.
  2. Web 2.0. Jeg har efterhånden blogget om en del små programmer, bl.a. med udgangspunkt i alfabetet, som jeg med mere eller mindre succes har brugt i undervisningen. De 7 mest effektive og mest holdbare, som jeg til stadighed vender tilbage til, kan du læse om her. Her er diverse Jeopardy-skabeloner eller quiz-programmer som fx Kahoot ikke med. De kan være skønne til repetition eller en sjov opstartsaktivitet, men ikke så meget som værktøjer der giver mulighed for fordybelse og refleksion, som de andre nævnte værktøjer gør det.
  3. Cooperative Learning. Jeg købte bogen Cooperative Learning i 2010 (Kagan og Stenlev: Cooperative Learning. Alinea, 2009). Mange af ideerne i bogen kendte jeg allerede til i lidt andre former (for eksempel ligner det jeg kalder speed-dating, Kagans dobbeltcirkler), men der var bestemt også ideer til elevsamarbejder som jeg ikke havde prøvet før, og som jeg siden i mere eller mindre modificerede former har anvendt ganske meget, fx  møde på midten eller chef-sekretær. Mere skeptisk er jeg over for teorien omkring gruppesammensætninger som beskrives i bogen, som for mig at se bliver lidt for religiøs. Så hele teambuildingtanken hopper jeg let og elegant over, og gruppesammensætningerne varierer fra gang til gang alt efter hvad jeg lige synes passer. Derudover lægger bogen ikke meget op til opsamlinger, men går nærmest ud fra at eleverne igennem samarbejde kommer frem til rigtige resultater hver gang. Det mener jeg også man som underviser bør forholde sig kritisk til.
  4. Lektiefri undervisning. I en kort periode havde jeg lidt fokus på lektiefri undervisning. Det kom der et enkelt forløb ud af. Siden jeg forsøgt at have fokus på at afhjælpe eleverne i pressede perioder med nogle af metoderne fra forløbet så de netop i disse perioder ikke får (så mange) lektier for til min undervisning, men netop kan fokusere lidt mere på de større projekter (AT, da-his-opgave, SRO eller SRP) der arbejdes med.
  5. Omlagt skriftlighed/studietid. I 2012 begyndte vi på min skole at lægge timer ind i skoleskemaet der skulle bruges til at afvikle elevtimer på skolen. Vi startede med såkaldt halve skrivedage (3 timer til at skrive), og året efter fulgtes disse skrivedage op af såkaldte studiemoduler, som lærerne kunne vælge sig ind på og bruge til at afvikle elevtid eller til lektielæsning med eleverne. Men det var først efter et kursus om rettestrategier med oplæg fra bl.a. Hanne Leth Andersen at jeg fik konkrete værktøjer til at arbejde med den omlagte skriftlighed og det at være sammen med eleverne i skriveprocessen frem for bare at skulle evaluere det mere eller mindre færdige produkt derhjemme adskilt fra eleverne. I år har jeg arbejdet temmelig målrettet med rettestrategier, som altså også har involveret det at arbejde med opgaverne med eleverne på klassen, vise dem klare krav til de forskellige genrer, refleksioner over feedback, flere mindre opgaver og mere stilladsering. Jeg synes oprigtigt mine elever er blevet bedre til at skrive af dette fokus – i hvert fald i de genrer som de undervises i.
  6. Synlig læring. Efter et par foredrag og kurser om synlig læring, prøvede jeg små dryp af i dette forår, som du kan læse om her. Denne sommer har jeg fået læst lidt af litteraturen på dansk om synlig læring. synlig læringJeg har her især ladet mig inspirere af at fokus er på at eleverne ved hvor undervisningen vil have dem hen, og læreren ikke bare kommer ind i lokalet og serverer undervisning (hvor god eller veltilrettelagt den end måtte være) uden hensyntagen til om eleverne faktisk lærer noget eller ved hvad pointen med den undervisning er. En ting er den ideelle verden hvor alle elever selvfølgelig er klar til at modtage denne undervisning og åbenlyst kan se sammenhænge med tidligere gennemgået stof og derigennem se pointerne med undervisningen, men noget andet er virkeligheden hvor rigtig mange elever har svært ved at ‘knække koden’ uden den hjælp som synlig læring sætter fokus på. Denne hensyntagen kan blandt andet ske gennem evalueringer i mange afskygninger. Men det der har generet mig ved litteraturen om synlig læring, er at jeg faktisk synes ideerne til opfølgningen af evalueringerne mangler. Mens litteraturen glad og gerne fortæller hvordan og hvor hyppigt jeg skal evaluere, er den mindre tilbøjelig til at fortælle mig hvordan jeg skal bruge de 30 (afhængig af klassestørrelse) forskellige evalueringer jeg får tilbage, og hvordan jeg skal indarbejde denne feedback i min næste lektion. Burde jeg selv vide dette? Er det noget alle (andre) lærere bare kan, altså differentiere deres næste lektion like this *knips* i 30 individualiserede segmenter? Det generer mig altså at mange af tiltagene virker ukonkrete hvor det forventes at læreren griber alle muligheder for at differentiere og individualisere undervisningen, så hver enkelt elev har et individuelt formuleret mål og får individuel feedback til hvordan dette nås. Selvfølgelig differentierer jeg min undervisning jævnligt, og selvfølgelig vejleder jeg den enkelte elev ud fra det niveau han eller hun nu er på, men ikke hele tiden og ikke i hver eneste lektion. Når litteraturen gang på gang siger at “undervisningen justeres ud fra evalueringen”, er det altså den justering jeg meget gerne ville se nogle forslag til. Og så synes jeg at mange af evalueringsforslagene lader det være for meget op til eleven at  vurdere sig selv eller undervisningsudbyttet. Jeg er klar over at elever er gode til netop at vurdere deres eget niveau, men ikke altid, og spørgsmålet er også om de svarer oprigtigt når de siger at de har lært noget, eller om de svarer det de forventer jeg gerne vil høre. Jeg har også fulgt med i noget af kritikken af Hattie og hele evalueringskulturen, fx på Facebook,  men det er slet ikke målbarheden jeg synes er interessant i synlig læring – eller som er den del jeg lader mig inspirere af. Faktisk tværtimod. Muligvis betyder det at jeg går helt galt i byen. I stedet er det jeg vil arbejde med fra synlig læring netop at blive bevidst om at gøre eleverne bevidste om hvad de er i gang med at lære, gøre dem bevidste om hvordan de arbejder hensigtsmæssigt med stoffet, og så vil jeg faktisk gerne arbejde på at bruge de evalueringer jeg løbende foretager mig på en måde der skaber en bedre undervisning for de elever der evaluerer, så evalueringen netop ikke bare fortæller noget noget om status quo, men faktisk bruges til at pege en retning ud for mig og eleverne. Hvordan dette så skal ske, er det jeg lige have udtænkt gode redskaber til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *