20 forslag til sidste time

good-byeDet er igen ved at være den tid på året hvor vi har de sidste undervisningstimer med vores elever. I den anledning kommer her 20 forslag til (mere eller mindre faglige) aktiviteter man kan lave i den sidste undervisningstime,.

Til klasser du ser igen efter ferien:

  1. Spil Jeopardy, Kahoot eller brug en anden quiz-platform om emner gennemgået på klassen.
  2. Lav en rap der fortæller om fem ting du har lært i dette fag i år.
  3. Spil Outburst eller Hurtigt! Sig et ord med kategorier fra undervisningen.
  4. Eleverne skriver hver en top fem over de bedste undervisningssekvenser fra året (og uddyber på klassen).
  5. Eleverne laver i store grupper en fælles plache (på store ark papir) der illustrerer alt hvad de har lært i dette fag i år. De skal sørge for at organisere planchen rimelig overskueligt. Der kan tegnes eller bruges billeder, som klippes ud og klistres på. Plancherne præsenteres på klassen.
  6. Lav læreren mod eleverne: Læreren laver spørgsmål til eleverne, og de laver spørgsmål til læreren om alt hvad der er gennemgået i årets løb.
  7. Eleverne skriver en ode til et fagligt begreb.
  8. Eleverne skriver et brev til sig selv om hvad der er centralt at huske fra dette fag når de starter igen efter ferien.
  9. Lav en graf over årets undervisning. Hvad var højdepunkterne, og hvor var lavpunkterne? Følg evt. op med at diskutere (og designe) det perfekte indhold for næste skoleår.
  10. Ton året ned: Alle elever skriver et stikord på tavlen der karakteriserer undervisningens indhold. Herefter tones året op: Alle skriver resumeer af årets undervisning på 200 ord med mindst 7 stikord fra tavlen.

Til klasser du skal sige farvel til:

  1. Eleverne skriver et afskedsbrev til læreren.
  2. Eleverne skriver et brev til lærerens kommende elever.
  3. Eleverne skriver en anbefaling til læreren, som denne ville kunne bruge i en evt. jobsøgning.
  4. Lav en ’find én at takke for…’
  5. Gå til eksamen
  6. Lav en top ti over hvordan faget vil kunne bruges senere i livet i ’den virkelige verden’.
  7. Skriv skåltaler til hinanden (eller til personificerede faglige begreber), og drik et glas æblejuice af høje glas mens I lytter til hinandens taler.
  8. Lav klassepriser. Læreren opfinder et antal kategorier – ligeså mange som der er elever – og eleverne skal nu enten individuelt eller i grupper fordele disse kategorier. Kategorier kan være ‘bedst forberedte’, ‘mest kreative’, ‘mest positive’, ‘mest motiverede’, ‘mest flittige’, ‘mest opmærksomme’, ‘flest sjove indfald’ o.s.v.
  9. Kopier sider fra en gammeldags venindebog, og få eleverne til at udfylde dem individuelt. Saml dem sammen og kopier dem evt. til et lille hæfte til klassen som et minde.
  10. Alle skriver en lille seddel over det de frygter mest til en eventuel eksamen i faget. Læreren læser en seddel ad gangen højt, og klassen kommer med input til strategier der kan bruges til at løse den frygtede situation.

Mangler du flere ideer, kan du læse eller genlæse indlæg om de sidste timer her og her og her.

One comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *