Køn og identitet

Køn og identitet er et hot emne i mine to fag, og jeg glæder mig til at køre et forløb i engelsk om netop dette næste skoleår. Forløbet skal basere sig på den nye bog fra Lindhardt og Ringhof, Unsex Me af Mette Brynaa Hansen og Anne Louise Haugaard Christiansen, som indeholder fire overordnede kapitler. Disse kapitler dækker over kønsroller og ligestilling (kapitlet Man to Woman), kønsidentiteter uden for traditionelle normer (kapitlet Gender Bender), kropsidealer (kapitlet Mind Your Body) og endelig rettigshedskampe (kapitlet Deeds and Words).

Jeg synes bogen har cool tekster og et lækkert layout, som tiltaler vores elever, og opgaverne er varierede og kreative. Det sætter jeg jo pris på. Samtidig er det et tema der er velegnet til at lægge (queer)teori ned over, så det fagligt indholdsmæssige niveau hæves hvilket gør temaet eksamensegnet.

Nå, men det hele skal ikke være boganmeldelse. Årets AT-censur inspirerede mig nemlig til noget supplerende materiale til emnet. Her stødte jeg blandt andet på denne fantastiske reklame fra Moneysupermarket.com. Den passer som fod i hose til en diskussion om det flydende kønsbegreb.

Og hvis jeg havde tid til det, så ville jeg egentlig bede eleverne om at se de to sæsoner af serien Transparent fra 2014 fra Amazon Studios (kan ses på Viaplay). Serien viser et skønt portræt af flydende identiteter, ikke bare køns- og seksualitetsidentiteter, men også identitet igennem religion og familieforhold. En sød og underholdende serie, der sætter tunge tematikker på dagordnen på en let tilgængelig måde. Selvfølgelig kan jeg ikke bare sætte eleverne til at se ca. 10 timers amerikansk serie. I virkeligheden vil jeg nok helst lade serien ligge, for den ville egne sig godt til et studieretningsprojekt med psykologi, mediefag eller måske samfundsfag, forestiller jeg mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *