Nytårsforsætter 2017

2017Allerførst, rigtig godt nytår!

Til nytåret 2016 lavede jeg – som jeg efterhånden har gjort det til tradition – en liste med 3 nytårsforsætter, som jeg måtte nøjes med at vælge et fra, men jeg må nok indrømme at jeg dårligt har levet op til nogen af de tre. Til mit forsvar skal sige at jeg kun har haft fire måneder til at opfylde nytårsforsætter (på grund af barsel), og desuden blev jeg faktisk nødt til at droppe nr. 3 helt bevidst igen: Jeg gik i gang med at forberede AWL-ordforrådsøvelser ind i årets første forløb, men det blev alt for løsrevet i forhold til den resterende undervisning, og i stedet fokuserede jeg på gloseøvelser i tilknytning til tekstlæsning, som man bl.a. kan læse om her og her og her.

Jeg ville have arbejdet mere systematisk med notetagning, og det har jeg – indrømmet – heller ikke rigtig fået gjort. Men jeg har dog brugt flere af øvelserne i forbindelse med lærerforedrag, ligesom jeg igennem mit arbejde med OneNote Klassenotesbogen får bedre overblik over elevernes notatteknikker, som jeg altså stadig har planer om at arbejde videre med.

Benspændspædagogikken har jeg også stadig til gode. Men jeg er sikker på at jeg kan få et par kolleger med på ideen i det nye år.

Så her kommer listen med de med de 5 nytårsforsætter (som jeg jo altså frit kan vælge blot en fra) for 2017:

  1. Større fokus på de elever der har virkelig svært ved faget, både på grund af manglende motivation og på grund af stærke faglige udfordringer. Jeg har tyvstartet lidt og allerede arbejdet en smule med dette i indeværende skoleår. Det glæder jeg mig til at skrive om.
  2. At blive bedre til at konflikthåndtere og at turde tage elevernes klasserumstrivsel på mig. Jeg har førhen behændigt undgået at skulle forholde mig til dette (jeg er en elendig mægler og særdeles konfliktsky), men min nuværende undervisningssituation gør det nødvendigt at jeg (også) tager denne rolle på mig.
  3. Ok, vi tager en reprise: Rasmus Kragh Wendelbos benspænds-leg.
  4. Et større mundtlighedsfokus: at arbejde bevidst og fokuseret med at gøre den mundtlige sprogfærdighed bedre, både gennem glosetilegnelse, udtaletræning og automatisering af grammatiske regler.
  5. Portefølje-arbejde. OneNote Klassenotesbogen giver fantastiske muligheder for at arbejde med porteføljer. Så det skal jeg til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *