Repetition af det faglige ordforråd

Når eleverne skal repetere et emne og teksterne inden for dette, kan man i grupper give dem en lang stribe faglige gloser/begreber (årstal kan også inkluderes) der er knyttet til emnet. Gloserne skal være klippet separat ud – et sæt pr. gruppe. Og gider man ikke klippe det hele selv, kan man jo printe ordene på et ark og bede grupperne selv klippe dem ud inden øvelsen går i gang.

Herefter får eleverne titlen på en af (kerne)teksterne, og eleverne skal nu diskutere hvilke af gloserne/begreberne, der kan knyttes til denne tekst – og selvfølgelig forklare hvorfor. Når teksten er færdigdiskuteret, kan eleverne tage et billede til deres noter af de valgte gloser, inden de så skriver en sammenfatning af deres diskussion på ca. 5 minutter. Herefter får de en ny titel på en tekst som skal diskuteres. På den måde får eleverne rig mulighed for både at give faglige forklaringer på gloserne/begreberne, de får god træning i at sætte teksterne ind i emnets sammenhæng, og de får også tydeliggjort hvordan der kan drages paralleller mellem teksterne. Tak til Mia for den ide.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *