Årets sidste timer i mine klasser

Traditionen tro kommer her et indlæg med et par forslag til hvad man kan lave med sine klasser i den sidste time inden ferien. Her er hvad jeg skal lave i den sidste time med (nogle af) mine klasser i år:

Min 3.g danskklasse, som jeg jo siger helt farvel til, skal lave følgende:

  • Skrive et brev til min kommende 1.g danskklasse om hvad denne klasse kan forvente sig af danskfaget og af mig som lærer.
  • Høre en tale fra deres lærer hvori jeg nævner dem alle og det indtryk de efterlader mig med.
  • Stille læreren alle de spørgsmål de ikke har turdet stille de sidste tre år (om både faglige og personlige ting og livet generelt).
  • Spille ”find én du vil takke for….”
  • Måske også spille det ret svære repetitionsspil hvis der er tid.

Min 1.g engelskklasse skal:

 

Min 2.g danskklasse (som jeg kun har haft til låns) skal:

  • Diskutere alment dannende spørgsmål, som Rikke Tranberg Madsen uploadede i gruppen ”Ideudvikling for danskundervisere” på Facebook. Jeg har sat spørgsmålene ind i et M&M-spil, så hvert spørgsmål får en farve der passer til en M&M. Eleverne sidder i grupper på 3, trækker en M&M og svarer på det spørgsmål der svarer til farven. Man skal tale om spørgsmålet i 1 minut. Når man har svaret, må man spise sin chokoladeknap. Når alle i gruppen har trukket to M&Ms og svaret, skifter spørgsmålene. Vi spiller 3 runder i alt, så hver elev svarer altså på 6 spørgsmål.
  • Spille læreren mod eleverne: Eleverne laver 10 faglige spørgsmål til mig (og de må bruge alt hvad de har til rådighed for at finde spørgsmål og svar – også Google og Wikipedia). Jeg finder på 10 spørgsmål til dem om faglige ting vi har talt om på klassen. Så ser vi hvem der vinder.
  • Eleverne skrive et brev til sig selv – og deres gamle lærer, som de får tilbage efter ferien – om hvad de har lært, mens jeg har haft dem. Så kan både de og deres gamle lærer starte med at læse dette brev næste skoleår, og de kan se hvad de skal og kan bygge videre på. Øvelsen havde nu også fungeret, vil jeg mene, selvom det var mig der skulle fortsætte med dem, for vi ville så kunne bruge oplæsningen af brevene næste skoleår til at repetere stoffet fra året før ganske kort.

Man kan læse gamle indlæg om årets sidste timer her, her og her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *