Associations-repetitionsspil

Jeg har lavet et nyt repetitionsspil. Selve strukturen har jeg ikke selv fundet på, men taget fra et spil jeg spillede i en anden sammenhæng. Jeg har bare kopieret ideen over på noget (dansk)fagligt. Du skal holde tungen lige i munden, for der er mange regler. Du skal bruge: Prikkort, ca. 50 begrebskort med ord eller billeder på begge sider, røde og blå stykker papir til som ‘dæk-brikker.

  • Eleverne deles ind i hold. Jeg har lavet spillet til to sæt, dvs. klassen skal deles ind i fire hold, som skal dyste mod hinanden to og to. Der kan sagtens være mange elever på et hold.
  • Et ’sæt’ elever består af et rødt og et blåt hold. De vælger hver en gamemaster.
  • De to gamemasters får et fælles prik-kort. De to gamemasters er de eneste to der må se dette kort.

    Prikkortet er kortet med cirklen omkring. HUSK, kun de to gamemasters må kunne se kortet.

  • Nu lægges tilfældige begrebskort (de gule kort) på bordet. 20 i alt, i en 5 x 4 matrix svarende til prik-kortet.
  • Det gælder nu om for gamemasteren at få holdet til at vælge de ord, der svarer til holdets farve-prikker. Dvs. rødt hold skal sige de ord der ligger på de røde prikkers pladser.
  • Rødt hold starter altid, og de har derfor en prik mere (et kort mere at gætte) end blåt hold.
  • Gamemasteren må sige et ord og et tal, typisk et ord der kan associeres til nogle af kortene og et tal der fortæller, hvor mange kort gamemasteren tænker på. Det kunne fx være ”Holberg 2” (og så håbe på at holdet kan regne ud at det er ‘oplysningstid’ og ‘1700-tallet’ der tænkes på).
  • Rødt hold skal nu diskutere sig frem til hvilke(t) kort gamemasteren tænker på. Når de har deres bud klart peger de på et kort ad gangen og foreslår dette. Er det korrekt, må de lægge et af deres røde kort over begrebskortet (se billedet ovenover). Svarer de forkert og peger på et kort der slet ikke er markeret på prik-kortet, mister de turen. Svarer de forkert og kommer til at pege på et kort med en blå prik, mister de ikke bare turen, men blåt hold må desuden lægge et blåt kort over begrebskortet. Turen går også videre til næste hold, når holdet har gættet alle de kort som gamemasteren gav ledetråd til.
  • Det gælder om at være det første hold til at sige alle de ord, der er markeret med prikker i holdets farve, dvs. rødt hold skal gætte 8 ord og blåt hold 7.
  • Man må ikke sige ord der står direkte på et kort.

Jeg har lavet ca. 50 kort med danskfaglige begreber, og de er printet både foran og bagpå, så man bare kan vende kortene og spille to runder. Derudover kan man selvfølgelig bare blande kortene og få et helt nyt spil. Jeg har lavet mine kort med et gratis ”flash cards for print”-program, og jeg gemte dem som PDF, som du kan se her. Det betyder at hvis man skal justere i ordene, må man selv i gang med at skrive ind og printe. Prikkortene lavede jeg manuelt: Jeg lavede tabeller i word og markede selv tilfældige prikker, inden jeg klippede.

De røde og blå kort er bare rene stykker rødt og blåt pap klippet i stykker.

 

Spillet er ikke så let, men jeg håber det kan få en masse hjerneaktivitet i gang, når eleverne skal repetere hvad de forskellige begreber dækker over og hvad de har med hinanden at gøre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *