Julekalender 2018: karakterer følger refleksion – 5. december

Årets julekalender har rettestrategier som tema. Jeg bruger selv relativt store mængder af tid på at forsøge at udtænke effektive rettestrategier og allerhelst rettestrategier som giver eleverne en vis fornemmelse af kontinuitet og progression. Jeg er langt fra sikker på at jeg har fundet mit endelige ståsted, når det kommer til at rette elevernes skriftlige produkter, men jeg synes samtidig at jeg har fundet frem til mere effektive strategier de seneste år, end dem jeg rettede og gav feedback efter de første mange år af mit lærerliv. Hver hverdag i december (indtil jeg går på juleferie) vil jeg præsentere nogle af de rettestrategier jeg arbejder med. Mange af dem har tidligere optrådt på bloggen.

 

Selvom jeg plejer at undgå karakterer for skriftlige opgaver det første år, lader jeg som regel eleverne få karakterer for deres skriftlige afleveringer i 2. og 3. g. Men det kræver at de gør noget for det. Når eleverne får deres stile tilbage, må de sidde på klassen og læse deres kommentarer og nye fokuspunkter grundigt igennem. De skal reflektere over hvad jeg faktisk skriver til dem og overveje hvad de kan gøre for at arbejde med dette. Når de er klar, kommer de op til mig ved katederet og forklarer hvad de har lært af den feedback jeg har givet dem. Herefter giver jeg dem en lille seddel med deres karakter. Jeg oplever tit at elever har kigget det forkerte sted efter feedback eller måske ikke rigtig forstået mine pointer, og på denne her måde kan jeg faktisk sikre mig at de forstår den feedback jeg giver dem – såfremt i hvert fald de ønsker en karakter. For ikke alle elever er interesserede i at få denne, og de kommer så ikke op til mig for at forklare deres opfattelse af feedback’en.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *