Jeg går til bekendelse: Jeg har fået mine elever til at skamfere et Vita Andersen-digt. Men vi gjorde det i en god sags tjeneste og for netop at undersøge 70ernes “bekendelseslitteratur” over for en mere modernistisk skrivestil.
Jeg har aldrig før læst Vita Andersen med en klasse, og det var ”Hun ser godt ud” fra Tryghedsnarkomaner (1977), det gik ud over. Det samme med det ikoniske Bazar-klip fra 1984 med Strunge og Tafdrup over for Baidel og Bjørnkjær: Jeg har ikke vist det klip til elever i 15 år, men hold nu op, hvor kan det klip – på allermest tåkrummende vis – sætte 70ernes hverdagsrealisme over for 80ernes postmodernisme.
Her kommer en skitse over modulet.
Læs i litteraturhistorien hjemmefra. Saml op med noter på tavlen til hver af de to perioder. Alle siger en pointe.
Se klippet fra Bazar (vi så de første 20 minutter). Nok er klippet grynet, og nok begynder eleverne at blive fjerne i blikket, når Pia Tafdrup tager på sig at forklare den modernistiske poesis udvikling i Europa, men det er så herligt forløsende, når Baidel afslutter Tafdrups talestrøm med et ”jeg forstår ikke et ord af, hvad du siger”. Det kan eleverne sådan set godt relatere til, og de har ingen problemer med at overføre begreberne fra litteraturhistorien på klippet og se, hvor skarpt linjerne var trukket op mellem de to poetiske fløje.
Læs Vita Andersen “Hun ser godt ud” sammen. Hvad lægger eleverne mærke til? Hvad er de nysgerrige på?
Forkort digtet! I par, reducér de 72 verselinjer til 36, men hav fokus på at fastholde intentionen i digtet.
Send resultatet til et nabopar. Reducér den nye version, I selv får, yderligere ned til 18 verselinjer.
Og så én gang til: ny version fra en anden gruppe; reducér den til 9 linjer – de 9 mest sigende linjer i digtet.
Send igen de endelige 9 linjer til naboparret. Med ord eller fraser fra kun de 9 linjer skal der nu skrives en modernistisk version af digtet.
Elever læser deres modernistiske omskrivninger af Vita Andersen op, og det bliver tydeligt at begge stilarter – hverdagsrealismen og postmodernismen – har fundet vej ind i elevernes bevidsthed.
Da jeg med glimt i øjet spurgte en af eleverne, hvad man skulle kunne for at forstå hendes omskrevne digt, citerede hun hurtigt og kækt Pia Tafdrup: ”Man skal såmænd ikke kunne noget særligt.” Hun havde hørt godt efter.
Hvis du mangler lige mangler en podcast, som kan tegne tendenser inden for undervisning og give dig (nye) vinkler på mange forskellige aspekter af lærergerningen, så er BRN – BAM Radio Network måske noget for dig. Det er en amerikansk undervisningspodcast, som i ret korte afsnit beskæftiger sig med både nye trends og eviggyldige problemstillinger i undervisningsverdenen.
Jeg har lige hørt et af de ældre afsnit på 10 minutter om feedback på (især) skriftlighed. Flere af pointerne kender vi, men de er fine at få repeteret. For eksempel understreges det i podcasten, hvor sundt det er at huske på, at vi ikke giver feedback for at gøre den afleverede opgave perfekt, men for at gøre den næste opgave bedre. Så hvad er det, vi gerne vil lære eleven med den feedback, vi giver, og står dette klart for eleven?
Den sidste pointe om feedback fra motivations-psykolog Edward L. Deci er ”Be honest, and clear, and direct, and supportive”. Det er i hvert fald fire adjektiver, jeg godt vil have skinner igennem i den feedback jeg giver fremover.
BAM Radio Network står bag 5000 mini-podcasts om undervisning (jeg ved ikke, om de alle kan findes på sitet), og man kan følge BRN på Spotify eller andre podcast-apps.
Den anden dag kom jeg til at tænke på Peter Adolphsens ”En million historier”, og så var det, jeg tænkte, at jeg da kunne forberede en million moduler efter samme skabelon.
Så det har jeg gjort ud fra seks overordnede sekvenser, som en traditionel (engelsk-)time vel kan siges at bestå af: warm-up, pre-reading, reading/comprehension, post-reading, grammatik, cooler. Yes, det er meget skematisk sat op, men måske kan det alligevel inspirere interesserede i en snæver vending. Under hver kategori er der 10 forslag, som altså kan kombineres på kryds og tværs i 10x10x10x10x10x10 muligheder.
Så hent og print dine en million moduler lige her (eller under materialer), klip dem til og hæft dem sammen og vupti…
Det bliver ikke til en adventskalender herfra. Til gengæld har jeg lavet et jule-break-the-box-spil.
Eleverne skal samarbejde, to par sammen, så i grupper på fire. Men de skal samarbejde ved at kommunikere og ikke ved at se på hinandens ark.
Når de løser opgaverne, finder de frem til 4 tal og en rækkefølge som tallene skal skrives i, og de fire tal kunne bruges til at låse en hængelås eller et pengeskab op, som indeholder julegodter.
Jeg fik mulighed for at afprøve spillet i dag i min 2.g-klasse. Det tog dem ca. 30 minutter at få låst hængelåsene op.
Så hvis du mangler en juleaktivitet til dit engelskhold, kunne dette måske være noget for dig.
Eleverne skal have mulighed for at bruge deres telefoner til at slå ord og begreber op og til at afspille en sang.
Du kan hente opgaverne lige her eller under materialer. Der indgår også en lærermanual. Og nej, jeg har ikke pyntet opgaverne med et eneste juletræ eller julehjerte. Glædelig jul derude.
Forleden på iSLCollective så jeg et spil, som jeg straks kopierede til min egen version (men ikke har prøvet af endnu). Don’t say very bygges op på en Game of Goose-spilleplade eller lignende, og eleverne spiller spillet i par eller grupper á 3. De skiftes til at flytte deres brik hen på et felt og skal nu hurtigt sige et synonym til feltet. Man kan sige, at eleverne får 5 sekunder, og hvis de ikke kan nå at sige et passende synonym, er det tilbage til start. Ideen med spillet er at nuancere elevernes ordforråd og få dem ud over ‘good’, ‘bad’, ‘positive’, ‘negative’, ‘small’ og ‘big’ i deres karakteristikker.
Som forberedelse kan man bede elever undersøge spillepladen og slå ordene op i deres synonymordbøger, inden spillet går i gang.
Du kan hente min version af spillet her under materialer.
