Ikke af den romantiske slags, vel. Det må de unge mennesker selv klare. Men en af de pointer, jeg tog til mig fra Randi er smidt ud af gruppen, som jeg nævnte i sidste indlæg, var, at en måde at sikre sig, at eleverne får talt sammen med flere kammerater og får ’problemløst’ og bliver inddelt i (forskellige) par samtidig, er ved at lade dem organisere sig på en linje efter forskellige principper. Jo jo, bevares, det har jeg gjort før, men ikke så ofte, for jeg havde svært ved at finde på organiseringsprincipper, og jeg syntes ikke altid, eleverne fik talt nok, og jeg var ikke klar over, hvor godt det er for fællesskabet netop at tale om forskellige småting fra deres hverdag på denne måde. Men det er det, for på den måde lærer eleverne hinanden at kende bare en lille smule mere, og det kan være med til at kitte dem sammen og bidrage til fornemmelsen af et (fagligt) fællesskab, som igen kan være med til at gøre dem tryggere over for hinanden og give dem mere lyst til at deltage i både det faglige og det sociale fællesskab. Fordelen ved at være sproglærer er, at der faktisk er en faglig dimension knyttet til den måde at lave grupper på, fordi eleverne træner kommunikative kompetencer på fremmedsproget til at få stillet sig på plads.
Her kommer en liste med 40 forskellige forslag til, hvordan eleverne kan organisere sig på en linje, og de inddeles så i par eller grupper ud fra den række. TAK til dem, der har bidraget med inddelingsideer. Eleverne stiller sig på række …
efter husnummer
alfabetisk efter gadenavn
efter antal bøger på deres værelse/i hjemmet
efter antal telefoner i hjemmet
efter antal kæledyr de har haft
efter antal køretimer de har haft
efter antal fritidsjob de har haft
efter antal lande de har været i
efter højeste snapstreak
efter antal bukser de ejer
efter antal sko de ejer
efter antal (kilo)meter de har til skole
efter tid de har gået til en fritidsaktivitet
efter længste køretur de har været på
efter hvornår på året de har fødselsdag
efter hvornår de sidst spiste en is
efter antal storfamiliemedlemmer (onkler, fastre, mostre, fætre og kusiner)
efter hvornår de står op til hverdag
efter hvor stor deres (lands)by er
efter antal øer de har været på
efter deres fraværsprocent 😉
efter antal minutter de brugte på deres seneste aflevering
efter hvornår de sidst har været med tog
efter hvornår de sidst købte bland-selv-slik
efter yndlingstal
alfabetisk efter mormors fornavn
efter hvornår de sidst har været i en forlystelsespark
efter hvornår de sidst har været til koncert
efter hvornår de sidst har været i en svømmehal
efter antal pandekager de kan spise
efter antal steder de har boet
efter antal dansklærere de har haft
efter antal bøger de har læst
efter hvornår de sidst har været i biografen
efter antal kortspil de kender
efter hvor mange hovedstæder de kan nævne
efter hvor lang tid de bruger på telefonen om dagen
alfabetisk efter den sidste sang de hørte
efter hvornår de gik i seng i går
efter hvor gammel de tror læreren er (år, måned, dag)
Lige nu er jeg hjemme på skriveorlov, men når jeg igen er tilbage på arbejde, venter der mig et par store klasser på 30+ elever, og store klasser er med til at fremhæve et af mine handicap: Jeg har en tendens til at overse visse elevtyper. Det er nok især de lidt mere stille, men ellers ret velfungerende elever, som laver deres ting, men som kan synes, det faglige er temmelig udfordrende, og som ikke bryder sig om at tale særligt højt.
Så nu prøver jeg at indføre tre dogmer for undervisningen:
1) Fast rutine med at jeg skal ned til xx, yy og zz hver time. Jeg laver en rotationsordning, så jeg hver 14 dag vælger tre andre elever ud, der er i fokus. Det er ikke noget, jeg fortæller eleverne.
2) Dele-klasser/stationstræning. Jeg skal mindst en gang hvert tredje modul sørge for at klassen deles i udvalgte sekvenser, så jeg giver min fulde opmærksomhed til en mindre gruppe. Det skal ikke bare være gruppearbejde, hvor eleverne arbejder selv, mens jeg suser rundt mellem grupperne og hører lidt forskellige brudstykker af deres samtale. Nej, det skal være sekvenser, der er planlagt som en aktivitet mellem læreren og den mindre gruppe af elever.
3) Flere mundtligheds-optagelser. Under nedlukningerne eksperimenterede mange lærere med forskellige former for optagelser af mundtlige opgaver. Jeg blev ret glad for at optage mindre gruppearbejder og gruppediskussioner. Disse optagelser tog jeg med tilbage til klasselokalet efter nedlukningen: Jeg beder stadig elever om at optage mindre gruppearbejder – eller i hvert fald opsamlingsdiskussioner – i grupperne. Jeg har god erfaring med, at det ikke tager ret lang tid at give feedback på disse optagelser. Hvis otte grupper afleverer en fem-minutters optagelse, tager det mig kun godt en time at give hver eneste elev lidt feedback på noget, de siger i optagelsen. Jeg skriver nemlig mine kommentarer, mens jeg lytter til optagelsen.
Jeg har ikke udtænkt en evaluering af hele processen endnu.
Jeg er godt træt af, at skulle finde på aktiviteter, som er mere eller mindre faglige eller mere eller mindre sociale, men får eleverne væk fra skærmen. Derfor satte jeg stor pris på at min kollega Marianne gav mig denne her ide til en klassekonkurrence, som skal køre i den kommende uge op til vinterferien. Mine dansk-elever inviteres til at dyste mod mig og hinanden i en eller flere af følgende tre discipliner:
1: Fysisk bevægelse (vi tæller skridt i mine klasser, mens min kollega var noget sjovere og valgte at udfordre eleverne i antal sjip. Andre forslag kunne naturligvis være antal kilometer gået/løbet, antal dansede minutter, eller hvad man nu kan finde på.)
2: Antal læste sider i skønlitterær fysisk bøg (så altså ikke noget skærmlæsning)
3: Lav sund og LÆKKER mad. Der postes billeder løbende, og læreren er dommer.
Hver dag (i konkurrence nummer 3 dog bare ved lejlighed) postes der updates i dertil indrettede kanaler i Teams, og jeg har endda udlovet præmier til de 3 vindere, når vi ses igen.
Som ekstrovert menneske og lærer kan jeg let blive frustreret i mødet med introverte elever. Jeg har to mundtlighedsfag som baserer sig på samtalen, diskussionen, villigheden til at lære af hinanden, lytte og blive klogere sammen.
Min empati kommer til kort her, for jeg forstår ganske enkelt ikke disse elever. Jeg har umanerligt svært ved at sætte mig ind i de mekanismer som får i øvrigt engagerede og kvikke elever til at klappe i som østers, selvom de har gode svar at byde ind med, så snart svaret skal leveres på klassen. I det seneste nummer af Gymnasieforskning (nr. 12. December, 2017) læste jeg med interesse artiklen “Hvorfor oplever jeg det så ubehageligt, når alt er godt” som præsenterede Mette Alma Kjærsholm Boies ph.d.-projekt om elevers stemme. Her præsenteres netop nogle af de mekanismer som kan ses hos den føromtalte elevtype, og selvom artiklen ikke kommer med konkrete forslag til at gribe situationen an som lærer, vækkede den min interesse for problemet og gjorde mig bevidst om endnu en af mine achilleshæle. Og nu har jeg researchet lidt på feltet med Google som min bedste ven.
Det er allerførst væsentligt at skelne mellem de introverte elever og de generte elever. De introverte elever er ifølge de links jeg har besøgt kendetegnet ved gerne at ville præsentere deres resultater – også gerne på klassen – og ikke være tilbageholdende med at vise deres faglige kunnen, men de arbejder ikke godt sammen med mange forskellige klassekammerater og foretrækker i højere grad selvstændigt arbejde. De generte elever derimod ofte hæmmede af en bekymring for at ’udstille’ sig selv (måske på grund af faglige svagheder), og de bryder sig derfor som oftest ikke om at tale åbent på foran større forsamlinger (klassen). Jeg fokuserer i første omgang på de introverte elever, for hvem den største udfordring altså er gruppearbejdet og det at skulle tvinges ind i forskellige samarbejder, mere end en faglig udfordring. Men som dette blogindlæg fra The Scholarly Teacher forklarer, er der jo mange grunde til at elever ikke nødvendigvis er så aktivt deltagende i de mundtlige dimensioner af et fag.
Når det er sagt, vil jeg alligevel vove pelsen og komme med et par forslag til hvordan man måske kan tage højde for de introverte elever i undervisningen:
Lad eleverne vælge mellem gruppearbejde eller gennemgang på klassen. Gruppearbejderne sendes ud med relevante arbejdsspørgsmål, mens de elever der hellere vil gennemgå en tekst med læreren på klassen gør dette. Når et vist tidsrum er gået (ca. 30 minutter), bytter grupperne, og klassegennemgangsgruppen sendes ud med en opgave som enten kan løses individuelt eller i par, fx en kreativ fortolkning af det gennemgåede stof, en research-opgave der skal finde baggrundsmateriale eller med en opgave hvor de skal indspille de netop gennemgåede klassesvar i en podcast. Imens fremlægger gruppearbejdsfolkene på klassen, og deres svar diskuteres med læreren.
Lidt i samme dur som ovenstående kan man lade eleverne vælge om de vil arbejde med en opgave i grupper eller individuelt. Det klassiske gruppearbejde, som ofte består af en række arbejdsspørgsmål, kan ofte også løses individuelt, så lad eleverne gøre dette, hvis de er mest trygge ved dette, inden der samles op på klassen.
Lav i en periode faste grupper, så især de introverte elever bliver mere trygge ved den gruppe de nu engang skal arbejde sammen med. Jeg har tidligere skrevet en lille serie blogindlæg om gruppedannelser og metaarbejdet med det gode gruppearbejde. Disse indlæg findes her, her, her og her.
Giv eleverne mulighed for at svare på skrift. Dette kan fx ske igennem TodaysMeet (små, hurtige svar) eller – ved længere svar, der fx er produceret i en lektie – i Klassenotesbogen i OneNote eller andre dokumenter der kan deles. Her kan alle elever (ikke kun de introverte) få en stemme, og læreren kan dernæst bede resten af klassen diskutere udvalgte svar. Min kollega Sidsel har i øvrigt skrevet om en øvelse hvor hun på forhånd havde udvalgt korrekte elevsvar og på klassen fik dem til at fremlægge deres svar. De vidste altså at de blev fremhævet netop fordi de havde svaret korrekt. Man kan læse om Sidsels ide her. Pointen med at skrive i fx TodaysMeet eller Tricider er at det ikke nødvendigvis er forfatteren selv, der skal kommentere sin pointe, men at denne udelukkende kan bruges som oplæg til diskussion, samtidig med at læreren kan få indblik i mere tilbageholdende elevers refleksioner.
Indlæg længere tænkepauser. Når jeg stiller spørgsmål ud i klassen, plejer jeg ret hurtigt (inden for fem-ti sekunder) at vælge en håndsoprækker til at besvare spørgsmålet. Det plejer at sikre et vist flow og tempo i timen, men er ikke nødvendigvis særligt gavnligt for de mere introverte, reflekterede elever. Så i stedet kan man aftale med klassen at de får et helt minuts tænkepause over et givent spørgsmål. Man kan udvide med en ’think-pair-share’ hvor klassen efter tænkepausen deler tankerne med naboen inden de præsenteres for resten af klassen.
Jeg vil også gerne prøve at lave et indlæg om, hvordan jeg tror de mere generte elever (eller dem der er bekymrede for (faglig) opmærksomhed) kan tilgodeses. Men det må blive et andet indlæg.
Til dette indlæg har jeg – ud over ovennævnte artikel fra Gymnasieforskning – ladet mig inspirere kraftigt af følgende blogindlæg:
Lige om lidt slutter grundforløbet hos os, og 1.g’erne kommer i deres helt nye studieretningsklasser. Jeg skal selv have en studieretningsklasse og har også haft et grundforløbshold, men kun tre af eleverne fra min grundforløbsklasse fortsætter jeg med at have.
Hos os har vi i grundforløbet arbejdet med en ny struktur hvor eleverne blev sat i kontaktgrupper á 7 elever, og som fællesfagslærer var jeg også kontaktlærer for en af disse kontaktgrupper. Derudover var elevernes første engelskaflevering en lille biografi om sig selv i form af en Seven Things I Don’t Know About You-opgave. Denne opgave gav mig en ganske værdifuld indsigt i elevernes personlighed og liv uden for skolen, og jeg vil mene den har været et solidt grundlag for mit efterfølgende relationsarbejde med klassen. Derudover har min kontaktgruppe brugt mig til at tale om deres kommende studieretningsvalg og deres generelle udfordringer ved gymnasiet. Alt i alt har grundforløbsarbejdet resulteret i at jeg, mere end nogen sinde før på så kort tid, har fået et indgående kendskab til eleverne, som jeg tror har haft stor betydning for både deres tilgang til faget og – i al beskedenhed – deres tilgang til skolen mere generelt.
Og nu starter de så i nye klasser. Med helt nye lærere. Og de skal starte forfra med at opbygge et forhold til deres nye lærere som først skal til at lære deres styrker og svagheder og bagage at kende.
I går var jeg så på et lokalt kursus om evaluering af grundforløbet, og her talte vi meget om det store stykke arbejde forskellige gymnasier har lavet i forbindelse med at få deres elever til at falde trygt og godt til på deres nye uddannelse. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvad der nu skal ske med al det gode relationsarbejde der har ligget i de sidste tre måneder. Går det bare til spilde nu? Har deres nye lærere samme mulighed for at opbygge den viden som vi som grundforløbslærere har haft? Og er eleverne ligeså indstillet på at for formidlet den nødvendige viden om sig selv én gang til? Måske er de. Måske kommer det helt af sig selv (men næppe lige så hurtigt). Men det er alligevel rasende irriterende hvis det gode relationelle fokus fra de sidste tre måneder bare går tabt.
Derfor optager det mig hvordan denne viden om eleverne kan overleveres på en hensigtsmæssig måde til elevens nye lærere.
Man kunne for eksempel oprette en klassenotesbog (i OneNote – eller bare et fællesdokument i Google) for hvert lærerteam i grundforløbsklasserne. Her kunne alle klassens lærere skrive om de elever lærerne nu engang har relevante oplysninger om. Efterfølgende skulle noter om hver elev fordeles til de nye klasseteams. Herefter kan det nye klasseteam så gennemgå oplysninger om eleverne for at skabe sig et overblik over hvilke udfordringer der skal tages højde for i klasserumsledelsen.
Selvom jeg generelt er af den opfattelse at elever skal have lov til at ’starte på en frisk’ når de møder en ny lærer, så synes jeg det er meget hurtigt efter deres gymnasiestart at de skal starte på en frisk igen, og det er jeg ikke sikker på eleverne har brug for. Flere elever giver udtryk for at der har været så meget nyt og en vis usikkerhed forbundet med deres start i gymnasiet (fordi de netop ikke var placeret i et klasserum som de kunne regne med at fortsætte i), og de glæder sig til at få lidt mere ro til at falde helt til. Det mener jeg at en overlevering af det relationelle arbejde kan være med til at understøtte. Derudover har vi erfaring med denne type overlevering fra vores elever med autismespekterforstyrrelser, og her er det et særdeles hjælpsomt redskab, som afhjælper flere potentielt frustrerende oplevelser.
Den anden dag faldt jeg over den lille video nedenfor fra Edutopia på Facebook. Den viser hvordan en amerikansk skole får alle lærere til at angive deres viden om bestemte elever, og hvis det viser sig at næsten ingen lærere kender noget særligt til en elev ud over dennes navn og ansigt, skal man være ekstra opmærksom på at ’få set’ denne elev. Jeg synes faktisk tanken er rigtig fin og kunne godt drømme om at prøve noget lignende på en pædagogisk dag for netop at sætte fokus på det relationelle arbejde.
Hvis nogen ligger inde med erfaringer med eller gode ideer til overlevering af relationel viden mellem lærerteams, så er jeg meget interesseret i at høre om det. Kommentarfeltet er åbent.
Som ekstrovert menneske og lærer kan jeg let blive frustreret i mødet med introverte elever. Jeg har to mundtlighedsfag som baserer sig på samtalen, diskussionen, villigheden til at lære af hinanden, lytte og blive klogere sammen.