Inauguration module (January 20, 2021)

Her kommer et forslag til et engelskmodul som kan tematisere Joe Bidens indsættelse. Det er ikke megakreativt, ej heller rigtig tilpasset virtuel undervisning, men det kan måske være en hjælp, hvis man gerne vil undervise i indsættelsen, allerede inden ugen er omme, uden meget tid til forberedelse.

Hvis eleverne ikke allerede har set talen, kan man jo passende starte med at spille Biden Bingo. Giv eleverne disse ord, og bed eleverne vælge 10 blå og 5 røde. De blå giver 1 point hver, de røde giver 2. Vis så eleverne talen, mens de følger med på deres selvvalgte bingoplader, og se så hvem der får flest point.

Del herefter eleverne i to: Halvdelen skal være retorik-forskere og lede efter sproglige virkemidler i talen. Den anden halvdel skal være politikere og lytte/læse efter politiske budskaber. Talen findes her på skrift. Og her på video. Når eleverne har undersøgt deres område, sættes de i matrix-par, hvor de sammenligner, hvilke politiske budskaber udtrykkes hvordan, og de diskuterer hvorfor.

Der samles op på klassen, hvor hvert par præsenterer et politisk tema og et virkemiddel, der bruges til at udtrykke dette tema, og parret forklarer også, hvad de mener effekten af dette virkemiddel er.

Lyt herefter til Amanda Gorman recitere sit digt “The Hill We Climb”. Spørg eleverne, om de kan lide det. Hvis ja, hvad kan de lide ved det? Hvis nej, hvad tiltaler dem ikke? Er der særlige ord, fraser og/eller virkemidler, der fanger deres opmærksomhed. Hvad mener de umiddelbart digtet handler om?

Herefter kan eleverne i grupper diskutere følgende spørgsmål i grupper. Her skal de nok starte med at lytte til digtet en gang til:

  • The poem is called ”The Hill We Climb”. How can this title be interpreted?
  • Amanda Gorman has said herself about the poem that she hoped it would “speak to the moment” and “do this time justice” (fra BBC). Does the poem succeed in this? If so, how? If not, why not?
  • What similarities and differences in style, tone and themes do you see between Amanda Gorman’s poem and Joe Biden’s inauguration speech?

Der samles op på klassen, og eleverne kan slutteligt se og diskutere disse to billeder og citatet fra Amanda Gormans ”The Hill We Climb”:

Norman Rockwell, ”The Problem We All Live With” (1964)

Kamela Harris Ruby Bridges meme

Angela Gorman from “The Hill We Climb”: “… a nation that isn’t broken, but simply unfinished, we the successors of a country and a time where a skinny black girl descended from slaves and raised by a single mother can dream of becoming president, only to find herself reciting for one.”

 

Nå, men New York Times var hurtigere, end jeg var, og deres forslag til en time om Amanda Gorman kan ses her.

Poesiplakater

På hjemmesiden poesiplakater.dk skriver producenterne følgende om deres produkt:

FORSKØN DIN VERDEN! FORLÆNG DIT LIV! LÆS POESI!

Dansk litteratur bugner af digte, der hungrer efter at blive læst, sanset, elsket. Poesiplakater er poesi til folket — i stort format og smukt design.

Poesiplakater er godt for øjet og sundt for sjælen, og hver måned kommer nye digte, nye digtere og nye unikke plakater til på Poesiplakater.dk.

Jeg er vild med poesiplakaterne, og jeg er taknemmelig for, at vi har omkring 15-20 plakater hængende rundt om på skolen (når vi ellers har lov til at komme på skolen), og nu har jeg endelig fundet ud af at inddrage disse kunstværker i undervisningen også. Jeg brugte dem først som introduktion til lyrik-læsning: Eleverne blev sendt rundt på skolen for at finde et digt/en plakat, som talte til dem – enten fordi de hadede eller elskede det. De tog billeder af plakaterne og lagde disse ind i klassens Team, hvorefter vi talte om, hvilke de havde valgt og hvorfor. Hvorfor synes du Jørgen Leths Jeg er dygtig er ”skørt”? Hvorfor er den grafiske fremstilling af Strunges Kaos og explosion ”interessant”? Og dette blev så udgangspunktet for, hvordan vi kan tale om digte med mere faglige, analytiske termer. Er man ikke så heldig at have poesiplakater hængende på sin skole (eller kan man bare ikke komme i skole på grund af nedlukning), kan man jo bede eleverne vindueskigge efter plakater inde på hjemmesiden i stedet.

Selve kigget på poesiplakater var egentlig optakt til et Klaus Rifbjerg-forløb, jeg kører, og her starter vi med at se på et par Konfrontations-digte og et par Amager-digte, som vi også sammenligner i udtryk og tematik. Da vi havde brugt to moduler på dette og på at opstille nogle ’Rifbjerg-regler’, skulle eleverne nu selv i gang med at skrive digte. De fik hver en seddel med et rum, en hverdagsgenstand og et litterært virkemiddel af mig. Og så måtte de vælge, om de ville skrive et Konfrontationsdigt eller et Amagerdigt. De fik ca. 45 minutter på klassen, og var man ikke færdig, var det lektie til den efterfølgende time. Eleverne brugte nu det efterfølgende modul på at skabe deres egne poesi-plakater. På www.canva.com er det gratis (man skal dog logge ind med Google eller Facebook) og nemt at skabe smukke grafiske fremstillinger til plakater.

Plakaterne downloades til PDF, og jeg får dem printet til eleverne. Det var også deres julegave fra mig i 2020 – deres plakat i ramme – og de nåede lige at få den, inden vi alle blev sendt hjem (så ingen roman-gevinster i år…).

Escape room med litterær analyse

Så er vi tilbage ved den virtuelle undervisning fra i morgen. Hvis man mangler inspiration til, hvad man skal lave, kan man læse, hvad Morten fra Inkshed laver med sine engelskelever i morgen her. Det er en ready-to-teach-øvelse til levels of formality, og jeg er vild med den.

Hvis man har lyst til at slippe eleverne løs i virtuelle escape rooms, kan jeg også anbefale dette. Du må gerne give dine engelskelever linket til mit grammatikrum her (bare kopier linket). Løsninger til rummet med engelsk grammatik kan du hente under materialer eller her.

Men man kan også sagtens lave noget, der ligner et escape room, med litteratur og litterær analyse. Jeg laver escape rooms i OneNote, hvor jeg opretter en ny notesbog til det nye escape room. Herfra er det nemlig relativt nemt at dele linket til notesbogen med både elever og kolleger. Men alt det tekniske kan du læse om hos Sidsel fra Sportmat.dk.

I stedet vil jeg gerne vise et eksempel på, hvordan man kan lægge mere analytiske opgaver ind i et escape room.  Jeg har skamløst kopieret en del og ladet mig inspirere kraftigt af andre spørgsmål og opgaver fra Martin Jørgensen, som har lagt en issuu med opgaver op. Jeg kender ikke Martin Jørgensen – og har heller ikke prøvet voldsomt på at finde og kontakte ham, inden jeg postede dette indlæg – så hvis du læser med, Martin Jørgensen, og er virkelig træt af, at jeg har brugt dine opgaver på denne måde, så skriv endelig, og så piller jeg det ned igen.

Escape room’et findes her. Og koderne til de enkelte sider findes her. Men læs lige resten af indlægget, som beskriver, hvordan det fungerer.

På introduktionssiden finder eleverne en stribe ret konkrete spørgsmål, og det angives, hvilke bogstaver og tal fra disse svar indgår i koden til den første gåde.

Herefter finder eleverne mere analytiske spørgsmål under de følgende sider, og hver gang de har et godt svar, kontakter de læreren med dette. Da jeg afprøvede det i det fysiske klasselokale, kom eleverne bare op til mig ved katederet, men i den virtuelle version, hvor jeg forestiller mig, eleverne diskuterer spørgsmålene i kanaler i Teams, kalder eleverne på mig, når de er klar til at svare, og så kommer jeg ind i deres møde. Ja, nogle gange må de vente, mens jeg får snakket færdig med andre grupper.

Når en gruppe har svaret tilfredsstillende på et mere analytisk spørgsmål, får de endnu et konkret/fakta-baseret spørgsmål af mig, som de skal finde svaret på og indtaste som koden til næste fane. Dette spørgsmål gav jeg eleverne på en lap papir i den fysiske version, mens jeg i den virtuelle version bare vil skrive spørgsmålet i gruppens kanal-samtale. Det gælder om at holde tungen lige i munden her, så man ved, hvilken gruppe er nået til hvilket spørgsmål. I den fysiske version klarede jeg dette ved, at hver gruppe havde en farve, og spørgsmålene var så printet ud i de forskellige farver. Så gul gruppe fik bare næste spørgsmål fra den gule bunke, som lå i en den rigtige rækkefølge fra start. I den virtuelle version kan jeg se i kanalen, hvilket spørgsmål jeg postede til dem sidst.

Hvis du gerne vil køre mit escape room med dine elever, kan du bare kopiere dette link til dem, og hente kode-spørgsmål og -svar her. Så er du klar. Eleverne kan bare klikke på linket og prøve at undslippe døden…

Forløb om videnskabsformidling

I foråret – før coronaen satte ind og efter mine daværende 2.g’er havde afleveret deres SRO – besluttede jeg mig at lave et forløb om videnskabsformidling, der skulle have to sigter: For det første skulle det vise denne naturvidenskabelige klasse noget om, ja, videnskabsformidling, hvis de nu selv skulle beslutte sig for at skrive en formidlingsopgave i deres SRP året efter, og for det andet skulle forløbet hjælpe eleverne med at træne den personlige stemme.

Materialer til forløbet var:

  • Elevernes kemi-bog
  • Elevernes egne SRO-opgaver
  • Artikler fra hhv. Videnskab.dk og DTU, som de havde fået udleveret i forbindelse med deres SRO
  • Hans Rosling: Factfulness (introduktionen)
  • Hans Joachim Offenberg: Myrer (uddrag, Tænkepauser)
  • Den globale opvarmning – Jordens klima (film, NOAH-kanalen)
  • Slip din viden løs: Håndbog i faglig formidling (teori om dos and don’ts i videnskabsformidling)

Det første modul handlede om at analysere de to artikler, som eleverne havde brugt i deres SRO, deres egen SRO og deres kemibog med udgangspunkt i retoriske pentagram. Herefter skulle de give hver tekst point (fra 1-4), hvor den, der ville være lettest at forstå for en humanist som mig, skulle have 4 point, og den, der ville være sværest at forstå for mig, skulle have 1. Og vi fik en god snak om, hvilke (sproglige) kriterier de havde givet deres karakterer ud fra: Brug af fagbegreber over for hverdagseksempler, inkluderende sprog, typer af illustrationer osv. I første modul nåede vi også at lave den indledende quiz i Hans Roslings bog og tale om effekten af denne quiz. Vi nåede faktisk også at læse (noget af resten af) introduktionen til Hans Roslings bog, hvorefter vi talte om alle de sproglige virkemidler, han bruger, og vi startede på en liste over disse (fordi de er ret generelle for videnskabsformidlingen).

Som lektie til andet modul havde eleverne selv fundet et stykke videnskabsformidling derhjemme: Det kunne være en lektie (til et ikke-humanistisk fag. I hvert fald ikke et stykke skønlitteratur), en artikel fra Videnskab.dk, videnskabsformidling i en avis eller lignende. Og de skulle tænke over, hvordan denne tekst formidlede til dem, og om der blev anvendt nogle af de virkemidler, vi havde oplistet i timen.

Efter et kortere gruppearbejde, hvor alle virkemidler blev vendt, læste eleverne et uddrag af Offenbergs Myrer (fra Tænkepause-serien udgivet af Aarhus Universitet). Her markerede eleverne alle de virkemidler, vi allerede havde på vores liste, i én farve, og alle nye virkemidler blev markeret i en anden. Endelig samlede vi op med de nye virkemidler.

Med hele denne lange liste af virkemidler i baghovedet fik eleverne nu tid til på klassen at skrive en indledning til en populærvidenskabelig artikel om deres SRO. Deres målgruppe var sådan nogen som mig: rimeligt alment dannede mennesker, der nok er interesserede, men ikke har den helt brede naturvidenskabelige forståelse (men til gengæld sætter pris på god formidling). At færdiggøre denne indledning var også lektien til tredje modul.

I det tredje modul læste eleverne deres indledninger højt for hinanden, og de kommenterede hinandens produkter, ud fra hvilke virkemidler var til stede, og om de fungerede godt eller ej. Herefter så vi den filmen (kampagnefilm? dokumentar?) Den globale opvarmning produceret af den danske miljøorganisation NOAH. Også her diskuterede vi virkemidler i formidlingen og skrev nye virkemidler til på vores liste – samtidig med at vi naturligvis talte om, hvilke virkemidler film-mediet kan gøre brug af i videnskabsformidlingen, som sproget ikke kan, og hvordan man sprogligt så kan kompensere for dette.

Endeligt gennemgik jeg listen over dos and don’ts fra bogen Slip din viden løs: Håndbog i faglig formidling, inden jeg præsenterede eleverne for deres næste aflevering, som selvfølgelig var en populærvidenskabelig artikel over deres SRO. Man kan se opgaveformuleringen her eller under materialer.

Jeg gav mundtlig feedback (optaget med skærmoptager), og jeg kommenterede udelukkede de steder, hvor eleven havde anvendt virkemidler og effekten af disse. Det var altså ikke en ’det skal du øve dig i fremover’-feedback, men mere en konstatering af, at jeg kunne se elevens anvendelse af virkemidlerne specifikke steder, og hvordan det virkede på mig som læser.

Heksagonale forbindelser

Heksagonale forbindelser kan bruges til at lave synteser over forløb eller specifikke tekster. Det kan forgå på denne måde:

  1. Uddel heksagoner til eleverne. Enten har læreren skrevet centrale begreber på heksagonerne, eller eleverne kan selv finde på centrale begreber, som skal skrives ned på brikkerne. Man kan hente min skabelon til heksagon-brikker her. Print skabelonen, skriv begreberne på, og bed grupperne selv klippe heksagonerne ud. Eller print og klip ud, giv hver elev tre heksagoner, og sæt herefter eleverne sammen i grupper á tre med deres i alt ni udfyldte heksagoner. Eller giv eleverne tre heksagoner hver at udfylde, saml heksagonerne sammen og bland dem, og sæt herefter eleverne i grupper á tre med ni tilfældige heksagoner.
  2. Eleverne diskuterer nu, hvordan man bedst kan sætte heksagonerne sammen til en sammenhængende model. Hver heksagon kan i princippet matche seks andre brikker, men alle sider, der rører hinanden, skal på en eller anden måde have en sammenhæng, eleverne kan forklare.
  3. Når gruppen er blevet enige om den stærkeste model, skal de forklare forbindelserne. Hver eneste forbindelse. Grundigt. Og disse forklaringer skal forberedes, så eleverne kan præsentere dem for andre grupper. Eleverne skal altså sørge for at tage et billede af deres model, som deles med klassen. De kan med fordel give hver forbindelse et nummer (ved at lægge en lille seddel med et tal på forbindelsen, inden de tager billedet) og også nummergive forklaringerne, så det er tydeligt, hvilken forklaring hører til hvilken forbindelse.
  4. Sæt eleverne i matrix-grupper, der præsenterer deres modeller for hinanden, og lad eleverne dele billeder af deres modeller og de skriftlige forklaringer med hinanden på deres læringsplatform. Eller lad et par grupper præsentere deres heksagon for hele resten af klassen.

Jeg er selv blevet ret vild med heksagonale opsamlinger, fordi eleverne hele tiden udfordrer hinanden i måden at pusle begreberne sammen på, og fordi ikke to grupper kommer frem til samme løsning. Så grupperne har noget nyt at byde hinanden, når de mødes til præsentationerne.

Kamala Harris-meme som opvarmningsøvelse

Gordon Jones & Bria Goeller (Good Trubble, Sacramento): “That Little Girl Was Me” (2020)

Jeg ved godt, at jeg er last mover på det her meme, men jeg ville alligevel lige dele ideen om at bruge den som opvarmningsøvelse. Forleden startede jeg timen med at vise eleverne i 3.g billedet. Heldigvis var der et par stykker, som spontant udbrød, at det jo var Kamala Harris (så langt, så godt!). Deres opgave var nu at forklare mig memet. De måtte selv researche for at finde frem til referencerne i billedet.

Det tog dem overraskede kort tid at finde frem til navnet Ruby Bridges, og selv hvis de ikke i forvejen havde haft Kamala Harris at gå ud fra, er jeg sikker på, de ville kunne have fundet frem til dette. Nogle elever havde også fundet ud af, at det var en pastiche over et andet billede. Så herefter viste jeg dem Norman Rockwells billede af Ruby Bridges, “The Problem We All Live With” , som de sammen analyserede kort ud fra den historiske kontekst, de selv havde fundet frem til i deres søgning på Ruby Bridges, (og hvad de vidste fra vores forløb om Black Lives). Endelig vendte vi tilbage til memet med Kamala Harris og diskuterede nu symbolikken i billedet.

Det tog ikke mere end 15 minutter, men det gør mig altid glad og tilfreds, når jeg kan få eleverne til at sætte deres faglige viden i spil med højaktuelle temaer – bare i en enkelt lille opvarmningsøvelse.

Escape Room med engelsk grammatik

Det er længe siden jeg har designet en ny aktivitet fra bunden, og derfor er jeg helt høj over mit første forsøg på at lave et escape room. Jeg har længe taget tilløb til det, for siden jeg først hørte om ideen i en inspirationsgruppe på Facebook, har jeg syntes, at det lød skægt, men jeg kunne slet ikke overskue, hvordan det skulle skrues sammen, så det ikke tog oceaner af tid at lave – og ikke blev kedeligt for eleverne og bare lignede dårligt camouflerede grammatikopgaver. Men jeg havde slet ikke behøvet at bekymre mig!

Jeg gik i gang en aften med at sætte nogle små grammatikopgaver sammen (noget havde jeg liggende, noget fandt jeg hurtigt på), og så skrev jeg små ledetråde til hver opgave. Der er i alt seks-syv opgaver. Jeg gad ikke knokle med lækkert design. Så lavede jeg en ny sektionsgruppe i elevernes Klassenotesbog med OneNote (for sektioner kan man nemlig låse med et kodeord), og her lavede jeg så en ny sektion for hver ’task’. Det ser sådan her ud:

Det tog mig maksimalt to timer at lave. Det der tog længst tid var at prøve at skrive ledetråde på vers, men her hjælper www.rhymezone.com heldigvis ret godt til. Opgiver man denne del, vil jeg skyde på, at man kan kreere et escape room på ca. en effektiv time.

Man kan se Josephine Eibys video-guide (fra Alinea, og man skal være logget ind), hvis man gerne vil vide hvordan man rent teknisk bærer sig ad med at lave escape rooms med hhv. Google Form eller OneNote. Der er også andre video-vejledninger at finde på Youtube – og man må selvfølgelig også gerne skrive til mig og spørge, hvis man vil lave det i Klassenotesbogen med OneNote. Og gider man ikke gøre det teknisk, kan man jo bare have opgaverne på papir – måske i kuverter – og så skal kodeordet siges til læreren. I så fald kan det være praktisk at give hver gruppe en farve, og så printe et helt sæt af opgaverne i gruppernes farver. På den måde er det let at holde styr på, hvem der er kommet til hvad.

En enkelt af mine opgave blev udleveret på papir (homofon-labyrinten), men ellers blev min version som sagt afviklet digitalt, som foregik ved, at jeg delte klassen ind i grupper á 3-4. Jeg præsenterede velkomst-siden for klassen samlet, og så gik de ellers i gang i grupperne. Når en gruppe gik i stå, kaldte de på mig og fik en ledetråd (jeg spurgte dem, hvad de havde tænkt, og kunne så spore dem på rette vej). Ellers gik jeg lidt rundt og bød mig til (og lokkede med at sælge ledetråde). Det tog mine elever ca. 90 minutter at komme igennem rummet. (Så den ene time, der står på forsiden af rummet, er IKKE nok. Derudover sagde jeg til eleverne, at hver ledetråd kostede fem minutter, så der var også et konkurrence-element grupperne imellem).

Du kan hente mit escape room med opgaverne her. To opgaver har jeg ikke selv lavet: homofon-labyrinten kommer oprindeligt fra min bror, og malapropism-opgaven er hentet fra Frankfurt International School.  Til sidst i hæftet er der et retteark (med nøgler til næste opgave) og billeder med eksempler på, hvordan rummet så ud. Så kan du bare copy-paste og udskifte øvelser efter behov. Hvis der er fejl og mangler, må du leve med det, men du må meget gerne fortælle mig det, for så vil jeg gerne rette det. Men hvis man ikke gider at copy-paste eller lave sit eget, kan man faktisk også bare tilgå mit rum her og lade eleverne slippe fri direkte i mit rum. De skal bare have linket.

Som nævnt, og som man kan se på billederne nederst i mit escape room-dokument, havde jeg intet gjort ud af design. Det var bare opgaver på hvid baggrund, men eleverne gik til det med en helt anden iver end normalt. Jeg blev faktisk temmelig overvældet over deres entusiasme. Så det er ingenlunde sidste gang, jeg prøver at lave et escape room. Og jeg har lovet mine danskelever at lave et i dansk også.

Claudia Rankines Citizen som værklæsning

Til et forløb om Black Lives fik jeg trumfet igennem at købe et klassesæt hjem af Claudia Rankines Citizen: An American Lyric, som jeg netop er i ved at afslutte læsningen af med min 3.g-klasse. Dette blog-indlæg bliver bare en lille anbefaling af bogen. Bogens genre placerer sig, som titlen indikerer, i spændingsfeltet mellem lyrik og prosa, og bogens 160 sider består af små scene – eller tableauer om man vil – som både beskriver konkrete episoder eller følelser, som det fortællende ’you’ oplever, og kombinerer disse med mere offentligt kendte historier og begivenheder så som Serena Williams’ tenniskarriere. Derudover benytter bogen sig af billeder af kunstværker og referencer til popkultur, som indholdet i teksten spiller op ad. Billedet af Caroline Wozniacki, der poserer som Serena Williams, medførte en helt utrolig nuanceret og reflekteret diskussion i min klasse – noget jeg ikke oplever hver dag.

Bogen virker overskuelig for eleverne, men den er ikke let! Og den kræver intens nærlæsning flere steder. Men dette opvejes altså af de korte sider og de mange billeder, som gør den indbydende for selv den mest litteraturforskrækkede gymnasieelev.

Jeg har som sagt læst bogen ind i et Black Lives-forløb, hvor jeg brugte Dorthe Hjort Jensens gennemarbejdede og gennemdidaktiserede forløb til The Hate U Give som grundlag. Dette forløb findes på Gyldendals Engelskportal, og her er der masser af pre-reading-øvelser og materialer om Black American History og introduktion til begrebet systemic racism.

Så mangler man inspiration til et alternativt værk om Black Lives in the USA, kan jeg altså klart anbefale Claudia Rankines Citizen.

Skolestart (og blog-jubilæum)

Så er sommerferien slut, og vi er langsomt ved at indfinde os på forberedelsespladserne, inden eleverne (i hvert fald hos os) møder ind i næste uge.

Jeg håber, alle læsere har haft en skøn ferie og fået koblet godt og grundigt fra. I mit eget tilfælde havde jeg faktisk et mindre jubilæum midt i ferien: Bloggen her fyldte faktisk 10 år d. 19. juli. Og selvom det er gået stødt ned ad bakke med frekvensen af indlæg, efterhånden som der kom børn, OK13 og 2 %-besparelser til, er planen nu stadig at lade bloggen leve i i hvert fald 10 år mere. Men det bliver nu sværere og sværere at finde på nye ideer, synes jeg, ikke mindst fordi jeg elsker genbrug, og langt de fleste af mine forløb og øvelser er efterhånden godt gennemtærskede, men jeg vender alligevel tilbage til dem gang på gang – både på grund af tidsnød, men også fordi jeg synes, de fungerer for mig. Det betyder dog også, at bloggen her nok ikke kan undsige sig også at bære præg af genbrug, så jeg starter det nye skoleår med at poste et link til et gammelt indlæg: Jeg skal ikke selv starte op med nogen nye klasser i år, så jeg har ikke det store behov for at lave introduktionsøvelser og lær-hinanden-at-kende-øvelser, men hvis du leder efter lige netop den type øvelser, kan der måske være ideer at hente i dette blogindlæg om skolestart, jeg skrev på cirka samme tidspunkt for fem år siden. Her skulle være et par tips og tricks til opstart med nye elever, men også et par tips og tricks, hvis du er ny lærer.

Ellers regner jeg med at skoleåret byder på et nyt forløb om Black Lives Matter med udgangspunkt i Claudia Rankines fantastiske lille værk Citizen: An American Lyric, som jeg har planlagt at kombinere med øvelser fra Gyldendals Engelskportals forløb af Dorthe Hjort Jensens om romanen The Hate U Give (jeg bytter altså The Hate U Give ud med Citizen).

Desuden har jeg jo for lang tid siden lovet at poste et forløb om Minimalism in Graphic Fiction, TV-series and short stories med udgangspunkt i The End of the F****** World af Charles Forsman. Forløbet er baseret på Morten Mølgaard Petersens indlæg om samme, og så snart det er renskrevet, kommer det på bloggen.

Endelig har jeg også lovet at poste et lille forløb om videnskabsformidling, og det kommer ligeledes, når jeg har fået det renskrevet.

Ellers er jeg meget åben for inspiration, så hvis du sidder inde med en god ide til noget som helst, du godt kunne tænke dig at dele med mig, så hører jeg meget gerne fra dig.

Rigtig god skolestart derude!

Det virtuelle pararbejde

Ligesom i den almindelige undervisning har jeg en mistanke om, at det kan være svært at holde eleverne til ilden med at få talt engelsk i de virtuelle rum, når jeg ikke lige står og ånder dem i nakken. Som tidligere nævnt bruger vi på min arbejdsplads Teams, og her laver jeg kanaler til eleverne, hvor de kan arbejde i par og i grupper. Forleden skulle de diskutere nogle arbejdsspørgsmål, som de havde forberedt sig på hjemmefra. Og jeg bad dem optage deres samtale i kanalen (som jo er supernemt og effektivt). De skulle tale i ca. 7 minutter. Normalt plejer jeg at surfe mellem kanalerne til brudstykker af deres samtaler, men her lod jeg dem stort set være for sig selv. Jeg kiggede kun lige forbi kanalerne for at sikre mig, at samtalerne faktisk blev optaget. Der var også enkelte par, der lige skulle have gentaget, at dette var et krav. Men ellers blandede jeg mig ikke i snakken.

Normalt er der 28 elever i klassen, men enkelte var fraværende, og deres partnere (som de selv havde fået lov at vælge inden), blev smidt ind i kanaler med andre par (så der i nogle grupper var tre elever). Da eleverne var færdige, endte der altså med at være 11 optagelser. Nogle var lidt kortere, andre en smule længere end de 7 minutter.

Om aftenen satte jeg mig til at lytte til optagelserne, som jo bare lå i kanalerne, og mens jeg lyttede, kommenterede jeg skriftligt (noget af) det, jeg hørte, fx ”god pointe at xxx” eller ”godt, Søren, at du lægger mærke til…” eller ”måske kunne I have uddybet metaforen yyy lidt” . Jeg skrev kun, mens jeg lyttede, så rettearbejdet tog altså knap halvanden time for de 25 elever, der var til timen.

Jeg sendte mine skriftlige kommentarer til dem i chatten i Teams og bad om feedback på opgavetypen, som har været ret positiv. De er jo altid glade for feedback, men ville selvfølgelig helst have præsenteret deres svar for mig personligt. Men hvis jeg skal tale med 11 grupper i 7 minutter, skal alle andre grupper sidde meget selv imens, så dette var et rigtig godt alternativ til både at få hørt eleverne og givet dem respons.

Selv synes jeg, det var en fremragende måde at lave pararbejde og mere uformelle præsentationer på (som jo i opgavens natur var mere en samtale end en præsentation): Jeg fik sikret mig, at eleverne snakkede engelsk, og jeg fik et godt indblik i deres forståelse af teksten og faglige niveau, både sprogligt og indholdsmæssigt.