Om en uge møder mine elever ind i skole igen, og jeg var godt i gang med at forberede året første moduler, da det gik op for mig, at jeg havde forberedt de to første moduler i min 3.g-klasse med fokus på skriftlighed, hvor eleverne nærmest ikke skulle mæle et ords engelsk.

Det går alligevel ikke. Så som en lille welcome back-snakke-øvelse har jeg nu sammensat en PowerPoint med billeder fra nogle af sommerens begivenheder med tilknytning til Storbritannien og USA. Eleverne skal sådan set bare sidde i par og dechifrere de billeder, jeg har lagt i PowerPointen: Hvem vises, hvad ser vi, og hvad er omstændighederne omkring billedet? Eleverne skal skiftes til at tale, mens makkeren supplerer. Vi samler kort op på klassen til sidst og ser, hvordan vi kan kæde (nogle af) begivenhederne sammen med de forløb om hhv. USA og Storbritannien, som vi allerede har været igennem.  Jeg har snuppet alle billeder uden skelen til ophavsrettigheder, så jeg deler ikke lige PowerPointen her, men fortæller gerne, hvad jeg har fundet billeder af:

  • England taber EM-finalen / Gareth Southgate (som stopper)
  • Keir Starmer vinder valget i Storbritannien
  • Attentat mod Trump i Pennsylvania
  • Kamala Harris bliver demokraternes præsidentkandidat i stedet for Biden
  • Taylor Swifts post på SoMe: ”Person of the Year”-coveret på TIME Magazine, hvor hun optræder med en kat om halsen og teksten ”Cat Ladies Stand Back and Stand By”.
  • BRAT-coveret og et billede af Charli XCX
  • Celine Dions come-back fra OL-åbningsceremonien (fordi hun er fra Canada, og fordi min klasse var i Paris på studietur)
  • Simone Biles med guldmedalje og hendes tweet ”I love my black job”
  • Tithebarn Road, Southport, med blomster
  • Optøjer i Southport

Og så ønsker jeg ellers jer alle en rigtig god skoleopstart.