To nye babyer på vej

Den ene er faktisk netop kommet til verden og ligger i mine arme lige nu. Her er den:

to babyer

 

Den har intet mindre end fire forældre: Jakob Bækgaard, Kristine Lund Knudsen, Stinna Straagaard Pedersen og mig selv. Det er en bog der sætter fokus på at få eleverne i tale og fokus på at lære dem grundlæggende analysegreb inden for forskellige genrer, og dette gøres igennem fire anderledes emner (Open Up: Working with Genre, Twisted Minds: Approaching Written Texts, G’online: Comprehending the World Wide Web og Beat It: The Lyrical Expression of American Hip Hop) med nyere kvalitetstekster, der ikke er kendt fra andre antologier. Og så er bogen spækket med undervisningsideer, så emnerne er lige til at gå ind og undervise i. Selvfølgelig er tanken at disse undervisningsideer også kan overføres på alle mulige andre tekster og emner, så bogen kan forhåbentlig – ud over at være interessant for eleverne – også være en inspirerende saltvandsindsprøjtning til lærerens undervisning.

Man kan læse nærmere om bogen her og se gratis arbejdsark og links knyttet til bogen her.

Og den anden baby… Den må gerne vente til august med sige dav til verden.

Endelig har jeg lige en servicemeddelelse. Bloggen har fået en Facebookside hvor link til indlæg også postes. Det betyder at der er mulighed for at følge med her når der er nye indlæg på bloggen, nu hvor den irriterende email subscription stadig (!) ikke virker. Så du kan faktisk følge 111variation på både Facebook og på Twitter. Bare klik på ikonerne til højre på bloggen.

Stilheden skyldes….

Det har været lidt roligt på bloggen på de sidste par måneder. Det er jeg klar over. Det skyldes at tiden er gået med at arbejde på denne her:

Open Wide

Tre af mine kolleger, Jakob, Kristine og Stinna, og jeg har sammen skrevet på denne bog det sidste års tid, og nu er den faktisk sådan rigtig på vej. Bogen er tænkt som en grundbog til de gymnasiale uddannelser, men kan også bruges i udskolingen. Den sætter fokus på at overvinde de barrierer eleverne måtte have ved at tale engelsk, og så træner den grundlæggende tekstanalytiske kompetencer gennem fire anderledes og tidssvarende temaer: Open Up – Working With Genre, Twisted Minds – Approaching Written Texts, G’online – Comprehending the World Wide Web og Beat It – The Lyrical Expression of American Hip Hop.

Noget af det bedste ved bogen, synes vi selv, er den store variation af arbejdsopgaver og nærmest grydeklare, tilrettelagte forløb. Så hvis man mangler tid til at opfinde en undervisningstime omkring en tekst fra bunden, så giver bogen en eller flere opskrifter på hvordan timerne inden for de enkelte temaer kan se ud. Og mange af bogens ideer til arbejdsopgaver er direkte overførbare på andre forløb og tekster. Så her skulle altså gerne være masser af inspiration at hente.

Nu glæder vi os rigtig meget til bogen kommer på gaden engang lige før sommerferietid.

Forløb om britiske sonetter

Keats: On the sonnet

Copyright: Philip Chapman-Bell – Keats “On The Sonnet”

De af jer der er medlemmer af engelsklærerforeningen og derfor får Anglo-files, har sikkert læst artiklen om The Sonnet – et undervisningsforløb om sonetter og den britiske litteraturhistorie af Bodil Aase Frandsen i det seneste nummer (#175, februar, 2015). Jeg læste artiklen med stor fornøjelse, især fordi jeg selv netop er i gang med et forløb jeg kalder Seven British Sonnets, og fordi artiklen gav mig rigtig god inspiration til hvordan jeg i fremtiden kan udvide dette forløb, og gav mig gode ideer til eksamensspørgsmål.

Forløbet bruger jeg i min 2.g-klasse (B-niveau), og selvom forløbet hedder Seven British Sonnets er det nok udvidet til egentlig at være 8 sonetter hvor den ene er en sonet eleverne selv skal finde. Forløbets hovedfokus er egentlig ikke litteraturhistorie, men nærmere at beherske tilgange til at læse poesi og beherske den fagterminologi der knytter sig hertil. Men helt at undgå litteraturhistorie er jo svært, hvis ikke umuligt, så en vis overfladisk introduktion til Shakespeare som repræsentant for overgangen mellem middelalder og renæssance og Wordsworth som romantiker er også med. Forløbet består af 4 Shakespeare-sonetter (5 med en sonet til prøveeksamen), 1 sonet af Wordsworth, 1 af Rupert Brooke og 1 WWI-sonet som eleverne selv skal vælge.

Jeg har forsøgt at skrive mit forløb ind i en meget tilgængelig forløbsoversigt og forløbsplan, så det skulle være ret let at overtage hvis nogen skulle få lyst. Modulerne er af 95 minutters varighed. Til hvert modul er også en SMARTBoardfil. Har man ikke den software der skal til for at åbne denne filtype, kan man åbne disse gratis på Notebook Express.

Hvis man er interesseret i disse filer, kan man sende mig en mail, og så sender jeg dem gerne. I første omgang lægger jeg de første 4 moduler op. Resten følger når jeg får tid til at skrive disse pænt og ordentligt sammen.

Jeg har ikke læst ordentlig korrektur, så eventuelle fejl og mangler må I lige bære over med.

Forløbet findes her eller under materialer.

Shakespearedag

Den 8. januar holdt vi Shakespearedag på min skole. Jeg fik ideen i foråret da jeg var på engelsklærerkursus i New York, hvor en kollega fra Herning Gymnasium fortalte mig hvordan de greb sådan en dag an. Det syntes jeg lød som så glimrende en ide at jeg fik mine kolleger overtalt til at gøre Herning Gymnasium kunsten efter. Dagen var for alle elever i 3.g med engelsk på A-niveau, og ideen var både at skyde deres obligatoriske Shakespeare-forløb i gang (jeg ved godt at et decideret forløb om Shakespeare ikke er obligatorisk, men ikke desto mindre er det sådan alle engelsklærere på mit gymnasium griber Shakespeare an), men også sætte fokus på det særlige ved engelsk på A-niveau.

Vi startede dagen i skolens auditorium hvor skuespiller Ian Burns fra That Theatre  holdt et forrygende oplæg om Shakespeare, hans tid og liv.

Herefter gik eleverne til to runder workshops á en time, som de på forhånd havde valgt sig ind på.

1: How to insult thy neighbour: Learn how to insult your friends and enemies in a sophisticated way, just like Shakespeare did.

2: What is he talking about: Learn to understand this crazy language of Shakespeare.

3: A rose by any other name…: Learn to understand Shakespeare’s metaphors.

4: Move it, Shakespeare: Be an actor for an hour and dramatize Shakespeare.

5: Shakespeare sonnet race: Beat your friends to it – learn Shakespeare before they do.

6: How to become a sonneteer: Hook up at every party by sweet talking.

Jeg stod for workshop nummer 3, der handlede om metaforer. Det skulle være en repetition af metaforer og deres egenskaber sat i sammenhæng med Shakespeare, og jeg greb workshoppen an på denne måde:

  • Eleverne kom ind og skulle allerførst færdiggøre følgende sætninger med substantiver:
    • Love is….. Revenge is…..   Greed is ……
  • Uden at tale videre om deres sætninger, så vi nu denne film om hvad metaforer egentlig er.
  • Efter en opsamling på filmen gennemgik jeg forskelle og ligheder mellem metafor, personifikation, simili, metonymi og symbol. Jeg lagde især vægt på at eleverne forstod at billedsprog hyppigt er bygget op omkring et kildeområde og et målområde, og at kildeområdet netop er med til at vise os hvilket indtryk billedet styrer os imod.
  • Så genfortalte jeg ultrakort handlingen fra første akt af Romeo og Julie inden vi læste ’chorus’ til andet akt sammen. Faktisk startede vi med at læse en moderne transskription af teksten, så de havde en ret klar fornemmelse af hvad der stod, og derefter læste vi selve sonetten. Du kan finde sonetten og transskriptionen her.
  • Eleverne fik nu 5 minutter til at finde alt det billedsprog (altså, eksempler på det billedsprog vi lige havde talt om) i sonetten.
  • Vi gennemgik hvad de havde fundet sammen (så vidt jeg lige kan se, er der kun personifikationer og metaforer), og vi fandt målområde og kildeområde for hver metafor/personifikation.
  • Herefter studerede vi kildeområderne og diskuterede hvilket billede af kærlighed blev tegnet igennem disse kildeområder, og eleverne kunne med lethed se at det var en dødelig, farlig, ekstrem, forheksende kærlighed, der her blev portrætteret.
  • Endelig skulle eleverne se på deres egne metaforer fra starten af timen (love is…, revenge is…., greed is…). De læste deres sætninger højt for hinanden og skulle nu vælge én, som de ville udvide til fire linjer inden for samme semantiske felt som kildeområdet. Jeg ville have brugt Romeos monolog om Julie i balkonscenen som eksempel (”But soft, what light through yonder window breaks” hvor hele billedet der tegnes af Julie kredser om lys (light, sun, moon, fair…)). Men det eksempel glemte jeg, så jeg lavede bare min egen udvidelse som eksempel på stående fod ud fra én af deres sætninger.
  • Og slutteligt hørte vi selvfølgelig et par af deres eksempler, og nogle af disse blev læst højt for alle de andre 3.g A-niveau-elever senere på dagen.

Jeg ville altså gerne have at eleverne gik fra min workshop med en klar fornemmelse for hvordan man identificerer et sprogligt billede, og hvordan man kan bruge disse sproglige billeders kildeområder til netop at tolke hvilken stemning teksten vil have frem. Pure and simple.

Efter de to workshoprunder samledes eleverne igen i auditoriet til show-off. Her præsenterede nogle grupper deres produkter fra formiddagens workshops inden vi satte Shakespeare in Love på, som vi så sammen.

Og det var dagen: En anderledes måde at skyde Shakespeare i gang på.

EP