I dag var der på skolen pædagogisk dag for hele skolen om bl.a. IT i undervisningen, og selvom man er på barsel, kunne man jo godt lige snige sig ind og høre det inspirerende oplæg som lektor i pædagogik på SDU, Michael Paulsen, holdt for både elever og lærere.  Her talte han om god og dårlig (måske mest den dårlige) IT-kultur i skolen og kom med et par tips og tricks til måder at anvende et par af de ’nye’ teknologier på. Jeg vil prøve at samle lidt op på nogle af de pointer som Michael Paulsen fremlagde, som jeg især bed mærke i.

For det første synes det helt centralt at vi som lærere er os bevidste om at vi har inviteret et virkelig kraftigt værktøj/legetøj ind i klasselokalet ved at invitere computere og internet indenfor. Dette kræver selvfølgelig en klar bevidsthed fra vores side om hvordan vi ønsker at bruge dette værktøj, og hvad det rent faktisk kan, for selvfølgelig skal det ikke blot bruges til at shoppe sko med eller statusopdatere Facebook-profilen i skoletiden. Og ja, let’s face it: Det sker også. Men Michael Paulsen præsenterede to helt centrale måder at angribe IT på, som er med til at skabe dårlige IT-læringsmiljøer: Det ene er FORBUD, det andet er LIGEGYLDIGHED.  Det var lige vand på min mølle!
Derudover er det væsentligt med en bevidsthed om at man ikke kan multitaske, og det hæmmer læringen at statusopdatere sin Facebookprofil mens man lytter til et lærerforedrag om 1. verdenskrig. Derimod talte Michael Paulsen om at multiplekse og netop bruge de sociale medier til at reflektere over undervisningen, imens den foregår. Og selvom dette også kræver et højt koncentrationsniveau, og selvom ikke alle elever vil være i stand til at producere refleksioner omkring et emne, samtidig med at de også skal lytte til et oplæg om emnet, så giver et åbent kommunkationsforum (som f.eks. Twitter eller Facebook) eleverne mulighed for netop at deltage på deres eget niveau: De der ønsker at dele deres refleksioner, kan gøre dette, mens andre elever kan nøjes med at læse med. Forskellen fra en almindelig efterfølgende klassediskussion er, at ALLE elever har mulighed for at følge med i refleksioner UNDERVEJS og er ikke henvist til at vente til efter oplægget for at høre om andres refleksioner. Dette betyder altså at flere elever blidt sparkes ind i refleksionen tidligere, mens oplægget står på, og ikke blot skal i gang med at forholde sig til materialet bagefter.
Du kan læse mere om Michael Paulsens forskning om IT i klasseværelset i artikelserien De to tårne, Glashuset, Reden og Maskinen som alle findes i fagforeningsbladet Gymnasieskolen.

Men hvis ligegyldighed og forbud kendetegner den dårlige brug af IT i undervisningen, hvad kendetegner så den gode? Michael Paulsen gav os som sagt et par tips og tricks med på vejen, og det der var helt kendetegnende her, var den AKTIVERENDE, INKLUDERENDE brug af IT. Især fremhævede han Twitter frem for Facebook, fordi kun et fåtal af eleverne i forvejen kender til Twitter, hvilket gør det lettere for læreren at etablere en kultur omkring brugen heraf. Derudover er det lettere at sortere i kommunikationsstrømmen ved hjælp af hashtags (#), og generelt er der ikke så mange forstyrrelser på Twitter (reklamer, andre venner uden for skolen), som der er på Facebook. Og så er Twitter-netværket ikke afhængigt at ‘venskaber’ og invitationer. Her kan alle følge alle uden anmodninger kræves.

Vi skal selvfølgelig som lærere ikke bare bruge IT for at være med på noderne, eller fordi der lige er et sjovt lille program. Der skal være en fundamental mening med det; altså det skal helst kunne noget, som ikke ellers kan lade sig gøre – eller i hvert fald ikke uden større krumspring. Og det kan back channeling (fordi alle elever kan deltage synkront og reflekterende i en diskussion), wikis (fordi det kan være en let og systematisk måde for hele klassen at videndele på og dele noter). Det kan text-to-speech programmer (som gør det muligt for elever at høre deres skriftlige produkter oplæst, eller muligt for dig at differentiere oplæste tekster eller diktater), lydoptageprogrammer (som gør det muligt at give alle elever taletid og faktisk høre hvad der bliver sagt efterfølgende), og det kan sociale medier som f.eks. Facebook fordi vi her har mulighed for at samle en bred vifte forskellige medietyper – hurtigt og nemt – og kommentere hinandens produkter, for ikke at nævne den lynhurtige kommunikation Facebook giver mulighed for.

EP