sur smileyPå IT-siden starter året skidt. Jeg har erfaret en temmelig problematiske udvikling af Notebook-softwaren som hører til Smarttech, der producerer SMARTboard: I efteråret har flere kollegaer fået spejlet deres computere, og i den forbindelse har mange klaget over at Lesson Activity Toolkit (den ‘mappe’ i programmet med bl.a. Notebooks interaktive flashfiler, som jeg også har lavet flere tavlefiler med), er forsvundet sporløst. Jeg har ikke brugt meget energi på – indrømmer jeg gerne – at undersøge om den da virkelig ikke kunne downloades igen fra et mere autoriseret sted, men et par hurtige Google-klik førte mig til denne side hvor den synes at kunne downloades fra. Om den manglende værktøjskasse skyldes Smarttechs seneste (uforskammede!) tiltag, ved jeg ikke, men i hvert fald har Smarttech fra april 2014 besluttet at indføre en årlig licens på Notebook-softwaren under navnet SMART Notebook Advantage. At læse om dette tiltag er som at læse en dårlig tekst på New Speak, og hvordan vi på skolerne skal forholde os til dette tiltag, har jeg slet ikke noget bud på. Vi investerede for 6 år siden på min skole i SMARTBoards i samtlige lokaler, vi har brugt 6 år på at producere undervisningsmaterialer i bl.a. Notebook-softwaren, og at skulle sige farvel til disse tavler – eller bare Notebook-softwaren – ville være en betydelig tabt arbejdsfortjeneste. Samtidig virker det som ren afpresning nu pludselig at skulle betale en årlig licens for at få opdateringer på den software (og den service) vi troede var med i købet. Jeg starter året med at være godt sur, men måske er der nogen derude der kan berolige mig.

EP