Årets julekalender har rettestrategier som tema. Jeg bruger selv relativt store mængder af tid på at forsøge at udtænke effektive rettestrategier og allerhelst rettestrategier som giver eleverne en vis fornemmelse af kontinuitet og progression. Jeg er langt fra sikker på at jeg har fundet mit endelige ståsted, når det kommer til at rette elevernes skriftlige produkter, men jeg synes samtidig at jeg har fundet frem til mere effektive strategier de seneste år, end dem jeg rettede og gav feedback efter de første mange år af mit lærerliv. Hver hverdag i december (indtil jeg går på juleferie) vil jeg præsentere nogle af de rettestrategier jeg arbejder med. Mange af dem har tidligere optrådt på bloggen.

Jeg fik denne ide efter af have læst et interview med blandt andre Nanna Flindt Kreiner fra Rysensteen Gymnasium i Gymnasieskolen for snart længe siden. Ideen går ud på at en del af elevens opgave er at skulle markere forskellige meta-refleksioner i teksten, fx de fire elementer i en tragtindledning, elementerne i et afsnit med PEE(L)-modellen, eksempler på adjektiver og adverbier i teksten, eksempler på kommatering hvor kommaet er sat mellem ledsætning og hovedsætning, eller hvad det nu er man gerne vil se om eleverne har tjek på. Man kan se et eksempel på en sådan opgaveformulering, som jeg selv har givet mine elever her. I mine rettelser er det så disse meta-markeringer jeg forholder mig til.