I foråret – før coronaen satte ind og efter mine daværende 2.g’er havde afleveret deres SRO – besluttede jeg mig at lave et forløb om videnskabsformidling, der skulle have to sigter: For det første skulle det vise denne naturvidenskabelige klasse noget om, ja, videnskabsformidling, hvis de nu selv skulle beslutte sig for at skrive en formidlingsopgave i deres SRP året efter, og for det andet skulle forløbet hjælpe eleverne med at træne den personlige stemme.
Materialer til forløbet var:
- Elevernes kemi-bog
- Elevernes egne SRO-opgaver
- Artikler fra hhv. Videnskab.dk og DTU, som de havde fået udleveret i forbindelse med deres SRO
- Hans Rosling: Factfulness (introduktionen)
- Hans Joachim Offenberg: Myrer (uddrag, Tænkepauser)
- Den globale opvarmning – Jordens klima (film, NOAH-kanalen)
- Slip din viden løs: Håndbog i faglig formidling (teori om dos and don’ts i videnskabsformidling)
Det første modul handlede om at analysere de to artikler, som eleverne havde brugt i deres SRO, deres egen SRO og deres kemibog med udgangspunkt i retoriske pentagram. Herefter skulle de give hver tekst point (fra 1-4), hvor den, der ville være lettest at forstå for en humanist som mig, skulle have 4 point, og den, der ville være sværest at forstå for mig, skulle have 1. Og vi fik en god snak om, hvilke (sproglige) kriterier de havde givet deres karakterer ud fra: Brug af fagbegreber over for hverdagseksempler, inkluderende sprog, typer af illustrationer osv. I første modul nåede vi også at lave den indledende quiz i Hans Roslings bog og tale om effekten af denne quiz. Vi nåede faktisk også at læse (noget af resten af) introduktionen til Hans Roslings bog, hvorefter vi talte om alle de sproglige virkemidler, han bruger, og vi startede på en liste over disse (fordi de er ret generelle for videnskabsformidlingen).
Som lektie til andet modul havde eleverne selv fundet et stykke videnskabsformidling derhjemme: Det kunne være en lektie (til et ikke-humanistisk fag. I hvert fald ikke et stykke skønlitteratur), en artikel fra Videnskab.dk, videnskabsformidling i en avis eller lignende. Og de skulle tænke over, hvordan denne tekst formidlede til dem, og om der blev anvendt nogle af de virkemidler, vi havde oplistet i timen.
Efter et kortere gruppearbejde, hvor alle virkemidler blev vendt, læste eleverne et uddrag af Offenbergs Myrer (fra Tænkepause-serien udgivet af Aarhus Universitet). Her markerede eleverne alle de virkemidler, vi allerede havde på vores liste, i én farve, og alle nye virkemidler blev markeret i en anden. Endelig samlede vi op med de nye virkemidler.
Med hele denne lange liste af virkemidler i baghovedet fik eleverne nu tid til på klassen at skrive en indledning til en populærvidenskabelig artikel om deres SRO. Deres målgruppe var sådan nogen som mig: rimeligt alment dannede mennesker, der nok er interesserede, men ikke har den helt brede naturvidenskabelige forståelse (men til gengæld sætter pris på god formidling). At færdiggøre denne indledning var også lektien til tredje modul.
I det tredje modul læste eleverne deres indledninger højt for hinanden, og de kommenterede hinandens produkter, ud fra hvilke virkemidler var til stede, og om de fungerede godt eller ej. Herefter så vi den filmen (kampagnefilm? dokumentar?) Den globale opvarmning produceret af den danske miljøorganisation NOAH. Også her diskuterede vi virkemidler i formidlingen og skrev nye virkemidler til på vores liste – samtidig med at vi naturligvis talte om, hvilke virkemidler film-mediet kan gøre brug af i videnskabsformidlingen, som sproget ikke kan, og hvordan man sprogligt så kan kompensere for dette.
Endeligt gennemgik jeg listen over dos and don’ts fra bogen Slip din viden løs: Håndbog i faglig formidling, inden jeg præsenterede eleverne for deres næste aflevering, som selvfølgelig var en populærvidenskabelig artikel over deres SRO. Man kan se opgaveformuleringen her eller under materialer.
Jeg gav mundtlig feedback (optaget med skærmoptager), og jeg kommenterede udelukkede de steder, hvor eleven havde anvendt virkemidler og effekten af disse. Det var altså ikke en ’det skal du øve dig i fremover’-feedback, men mere en konstatering af, at jeg kunne se elevens anvendelse af virkemidlerne specifikke steder, og hvordan det virkede på mig som læser.