Og så blev det rigtig spændende…
Modul 5

Eleverne blev nu delt ind i grupper af tre-fire, så de alle arbejdede sammen med kammerater der havde set de samme to reklamefilm som dem selv.

I disse grupper blev eleverne tilknyttet et Google Docs-dokument som fx dette hvor alle grupper med samme film altså kunne skrive i.  Og her skulle eleverne først diskutere de analyser de var kommet frem til hjemme, og herefter skrive de pointer som de i fællesskab blev enige om. Vi samlede efterfølgende kort op på klassen med fokus på om der kunne siges noget generelt for alle 6 reklamefilm, og her kom selvfølgelig humoren, stereotypiske fremstillinger, fordomme osv. på banen, og vi fik samlet op på hvilket image disse reklamer tilfører avisen, hvem målgruppen af reklamefilmene er, og hvordan alt dette passer med sloganet ’Den levende avis’.

Så var det blevet tid til at sætte gang i ’Så gør dog noget!’-projektet. Marianne, som er i pædagogikum i klassen og har billedkunst som andet fag, havde forberedt en godt 30 minutters præsentation inklusiv diskussion hvor hun præsenterede forskellige moderne kunstværker, fortalte kort om kunstneren og konteksten og bad eleverne komme med bud på hensigten/problemstillingen som kunstnerne tager op med værkerne. Jeg kan desværre ikke gengive kunstværkerne her, men i blandt var (som introduktion) Bjørn Nørgaards ”Hesteslagtning”, Jens Haanings ”Turkish Jokes” (1994) , Superflex’ ”Flooded McDonald’s” (2009) , Kristian Hornsleths ”Village Project” (2006) , Marco Evaristtis ”Spisebord, Marco-design” (2006), Marco Evaristtis ”The Last Fashion” (2008), Marco Evaristtis ”Terrorialista” (2001), og endelig Lilibeth Cuencas ”Absolute Exotic” (2007)

Eleverne var meget optagede af værkerne og diskuterede livligt de provokerende elementer – især Hornsleths projekt medførte en voldsom diskussion om hvorvidt det at få taget sit navn fra sig for en gris virkelig var et overgreb eller ej.

Alle disse kunstværker skulle tilføre lidt inspiration til projektet eleverne nu skulle i gang med. Du kan se opgaveformuleringen her.

Eleverne skal arbejde i grupper til første del af projektet, og det betyder at de må forhandle sig frem til det emne de synes er bedst at arbejde med i denne sammenhæng.

Den sidste halve time af dette modul gik således med at komme i gang, og hele næste modul (som endnu ikke er afholdt) vil således gå med at arbejde med projektet. Jeg glæder mig til at kunne skrive om resultatet når vi har set det.

EP