Motivationsdiskursen er ved at tage en drejning. Fra at have handlet om variation i undervisningen, lærerens ansvar for at individualisere undervisningen, lærerens ansvar for at gøre undervisningen anvendelsesorienteret og virkelighedsnær, ja kort og godt, fra at handle om lærerens ansvar for at gøre undervisningen interessant hele vejen igennem, så er der begyndt at komme en diskurs der fokuserer på elevens egen del af ansvaret for at være motiveret for at deltage i sin uddannelse.
For en god uges tid siden deltog jeg i Center for Ungdomsforsknings store konference om motivation, som blev afholdt på Akademiet For Uhæmmet Kreativitet (AFUK), hvor vi blev taget imod af unge med klovnenæser (altså, sådan helt bogstaveligt). På scenen åbnede leder for AFUK Daghøjskolen, Stine Pilmark, dagen ved netop at tale om motivation sammen med eleven Emma. Deres lille oplæg kredsede om en helt central motivationsfaktor: at blive set, altså, relationen. Og IKKE bare relationen til underviserne, men i mindst lige så høj grad til fællesskabet. Det interessante ved dette oplæg var netop den vægt Stine Pilmark lagde på ansvaret over for fællesskabet som den helt nødvendige grundsten for motivationen. Manglende ansvarsfølelse over for fællesskabet fører alt for let til mangel på motivation når det kommer til at løse de opgaver gruppen eller klassen stilles i fællesskab. Står man ikke til ansvar over for fællesskabet, så er man jo i princippet ligegyldig, og det er demotiverende.
At mangel på motivation tydeligt viser sig som mangel på ansvarsfølelse over for fællesskabet kom også en anden oplægsholder, som jeg hørte ugen inden konferencen på Center for Ungdomsforskning, ind på. Dette var lektor i mediefag og engelsk på Ørestad Gymnasium, Per Helmer Hansen, som netop påpegede hvor ligeglade elever synes at være med fx oprydning (efter sig selv) på skolen og deres energiforbrug på skolen, to områder der lige præcis repræsenterer fællesskabet. I sin kronik i Gymnasieskolen ”Gymnasiet – værested eller lærested” fra december 2012 (og i sin bog Et nyt gymnasium – ikke værested, men lærested. Frydenlund, 2012) kritiserer Per Helmer Hansen netop at ordet motivation dominerer debatten om unges lyst til læring, fordi motivation i denne diskurs er lig med lærerens evne til at gøre eleven interesseret i sin egen uddannelse og det enkelte fag.
Det er måske netop den form for motivation (den lærerorienterede) der gør sig gældende når formand for Danske Skoleelever Agnete Vienberg Hansen siger at ”[e]leverne skal kunne se meningen med at lære. Det kan man med en dygtig lærer, som eleverne har lyst til at lytte til. Det kan i høj grad få os elever til at opføre os bedre.”
Selvom jeg stiller mig hovedrystende over for Niels Egelunds ønske om mere straf og disciplin i skolerne – og generelt over for hele disciplineringsdiskursen – så begynder jeg også at synes at både Per Helmer Hansen og Knud Romers indspark til motivationsdiskursen er tiltrængt.
På mit gymnasium er vi rigtig mange undervisere som gør en dyd ud af at nå vores elever hvor de er og derfra hive dem ind i deres nærmeste udviklingszone med god anderledeshed, variation, innovationsprojekter og kreative opgaver – bare for at nævne noget af alt det vi kan. Alligevel sidder der jo elever som aldrig kan nås. Min særdeles afholdte og dygtige kollega oplevede – da hun bad en elev lukke ned for Facebook – at eleven svarede: ”Jeg synes jeg har ret til at gå på Facebook hvis lærerens undervisning er kedelig”. Jeg lover at min kollegas undervisning er både fagligt og pædagogisk uovertruffen, så jeg lader kommentaren tale for sig selv.
Hvornår holder det op med alene at være lærerens ansvar at få denne type elever med i undervisningen? Hvornår holder det op med at være den enkelte lærer der skal kæmpe den samme kamp mod vindmøllerne om og om igen i hver eneste time? Måske er det på tide at skolerne som institutioner tager på sig at ændre motivationsdiskursen til at handle om ansvaret for fællesskabet så ingen føler de har ret til at melde sig ud af gruppearbejder og klassediskussioner og undervisningen i almindelighed når den ikke lige har deres interesse, om selvdisciplinering (IKKE at forveksle med disciplinering), og at motivationen skal være der – i hvert fald et godt stykke hen ad vejen – inden eleverne træder ind ad døren til klassen. Selvfølgelig skal vi som lærere hjælpe elevernes motivation på vej, og vi skal gøre alt hvad vi kan for ikke at dræbe den motivation eleverne kommer med, med uvedkommende undervisning, men motivationen kommer altså ikke alene ved varieret, anvendelsesorienteret, aktiverende og [indsæt selv en passende strømning] undervisning. Og det kan ikke være vores job i gymnasiet at gøre læring smertefri, for det er den sjælden. Det kræver arbejde, men jeg vil hellere end gerne vise mine elever at arbejde og fordybelse godt kan være sjovt samtidig med at det er hårdt – som jeg tror flere, for eksempel, vil synes at sport også kan være det. Det er det jeg arbejder for hver eneste dag, og langt størstedelen af mine elever arbejder med. De sidste – den relativt lille procentdel som en stor del af diskussionen drejer sig om, og som synes at fylde så uendeligt meget i et klasselokale – skal altså også lære at forstå at motivation ikke kun skal komme udefra.