jessica-westheadJeg fik en mail den anden dag fra Jessica Westhead, som trofaste 111-læsere måske kan huske at have hørt om før. Hendes novellesamling And Also Sharks læste jeg dele af med en klasse tilbage i 2011, og klassen skrev til hende, sendte hende videohilsner, og fik videohilsner tilbage. Det var et skønt forløb. Siden fandt en af hendes noveller vej ind i min lærebog Cross Country Canada. Nu har Jessica Westhead sendt en ny historie ud i verden: “Not Being Shy”. Det er en lidt længere tekst, som til gengæld ikke er så sprogligt svær. Jeg vil så gerne servere noget spritny og underholdende litteratur for mine elever, at jeg har skruet et lille undervisningsforløb på to moduler sammen over novellen. Fokus er ganske enkelt at træne dem i tekstanalyse og fortolkning, og i hvordan man tænker sig ind i en tekst, så man kan skrive en sammenhængende analyse og fortolkning til et engelskessay, der ligner det de skal kunne til eksamen.

Man kan hente mit forløb her eller under materialer. Som altid må man tage diverse fejl og mangler med.

Er du i øvrigt interesseret i Jessica Westheads tekster, kan jeg på det varmeste anbefale et klik ind på hendes hjemmeside hvor flere andre af hendes noveller ligger tilgængelige. Derudover er hendes Mini-zines en interessant blandingsgenre fuld af humor, og teksterne kunne være særdeles oplagte at kigge på i undervisningen (de er korte, så de kan let klares på klassen, faktisk). Og så er en kreativ opgave hvor eleverne skal lave deres egne Mini-zines inspireret af Jessica Westhead, jo helt oplagt.