Vi er stadig godt i gang med skriftlighedsforløb i 1.a. Som en af de første øvelser skulle eleverne repetere og undersøge begreber knyttet til tekstanalyse, som for eksempel characterization, setting, structure, genre, narratorpoint of view, plot, theme, quote og så videre. I par skulle de skrive deres forklaringer på de enkelte begreber ind i en tabel med to kolonner, så der kunne laves domino-brikker af fagbegreber og forklaringer: Fagbegreber i højre kolonne, og den tilhørende forklaring skulle skrives i venstre kolonne i rækken under. Eleverne klippede deres færdige spil ud og gav det til et andet par.

Vi samlede op på begreber, som eleverne følte sig usikre på.

Og så havde jeg fundet et par opgavebeskrivelser fra folkeskolens afgangsprøver fra hhv. 9. klasse og 10. klasse (på www.prøvebanken.dk), som disse elever med stor sandsynlighed selv har siddet og svedt over for trekvart år siden. Jeg bad dem prøve at identificere, hvilke af vores fagbegreber fra før faktisk var (indirekte) repræsenteret i opgaveformuleringen her. På den måde fik vi en udmærket diskussion om, at gymnasiet faktisk bygger videre på deres viden fra grundskolen, og at fagbegreberne i gymnasiet ikke er så fremmed for dem.