Jeg opdagede ved et tilfælde disse fantastiske blogindlæg om rettestrategier, og ved et rent tilfælde var det lige et par dage før et webinar arrangeret af iTDi om selvsamme emne. Så jeg skyndte mig at melde mig til, og blogposten her er resultatet af både mine egne refleksioner fra dagene før, fra blogposten og fra webinaret.

Jeg har tidligere forsøgt at give nogle konkrete ideer til at rette skriftlige opgaver, men i den blogpost ligger fokus nok mere på hvordan rettearbejdet kan lettes i lærerens dagligdag end i hvor høj grad de enkelte strategier påvirker elevernes læring.

Når vi taler rettestrategier til den mundtlige dimension af fremmedsprogsundervisning, er der to hovedtendenser: Den eksplicitte korrektion (hvor læreren tydeligt påpeger en fejl ved elevens sprogproduktion og får fejlen rettet), og den implicitte korrektion (hvor læreren mere indirekte forsøger at henlede elevens opmærksomhed på at der er sket en sproglig fejl). Disse  to overordnede tendenser kan selvfølgelig gradbøjes.
I den eksplicitte korrektion kan man som lærer
  1. vælge selv at give den korrekte formulering.
  2. blot påpege at der var tale om en fejl og opfordre eleven til selv at rette den.
  3. invitere klassen til at deltage i korrektionen og spørge om der er andre kan se og rette fejlen.
  4. lede eleven hen til det præcise sted i sætningen  hvor fejlen optrådte og få eleven til at rette.
  5. give den grammatiske regel og herefter få eleven til at selvrette.
 Af implicitte rettestrategier kunne man
  1. ’drillende’ henlede elevens opmærksomhed på at budskabet kunne misforstås (f.eks. hvis ordet ’pig’ udtales som ’pick’).
  2. reparere fejlen ved at gentage sætningen korrekt som en ’genudsendelse’ (hvilken ofte er sådan forældre lærer børn deres modersmål). Og så altså håbe at eleven fanger fejlen og herigennem retter sig selv.
  3.  illustrere at der er et decideret forståelsesproblem ved at sige ’Sorry?’ (selvom betydningen ikke nødvendigvis går helt tabt på grund af fejlen). Herigennem inviteres elever direkte til selvrettelse.

(Dette er taget fra Scott Thornburys indlæg i føromtalte webinar)

Spørgsmålet om hvordan balancen skal være mellem den implicitte retning og den eksplicitte, er ikke et der umiddelbart lader sig besvare, men afhænger selvfølgelig af elevernes faglige niveau, deres personlighed og situationen. Indimellem ønsker vi jo at fremme kommunikationen uden at demotivere eleverne ved straks at gribe til ’den røde pen’. Scott Thornbury henviste også til at hvor det måske tidligere har været den implicitte rettestrategi, der har været i højsædet fordi den ligner måden hvorpå vi lærer vores modersmål, så har relativt ny forskning vist at eksplicit feedback på sprogligt output faktisk hjælper sprogindlæringen (Thornbury henviste her til Ellis, Rod: Form-Focused Instruction in Second LanguageLearning. Oxford, 2001 )

Hvad enten man vælger en implicit eller en eksplicit rettestrategi, skal man være sig bevidst om man ønsker at rette simultant eller konsekutivt. Den simultane rettelse kan jo uheldigvis medføre et brud i kommunikationen, som herefter bliver sværere at tage op igen, mens den konsekutive kan medføre at eleverne knapt kan huske hvad de sagde når de bliver rettet.

Jeg har forsøgt at samle et par ideer som måske kan bruges i forbindelse med fokus på mundtlig sprogfærdighed.
  1. 6 second drill. Denne ide træner specifikke sproglige konstruktioner. F.eks. kunne man træne en struktur om præpositioner efterfulgt af ’the fact that’ eller gerundium: The story is about a man goING to the cinema. Ritsuko Nakata 6-second drill from Barbara Sakamoto on Vimeo.
  2. Min mor er en fantastisk dygtig (pensioneret) sproglærer og har givet mig ideen til ’the secret sign’, som er et ’s’ jeg tegner i luften når mine elever glemmer at bøje verbet i 3. person ental, nutid, korrekt. Det at have et tegn som kan bruges uden ord, gør rettelsen mindre forstyrrende i kommunikationen.
  3. Fortæl eleverne at du i denne klassediskussion (eller under deres oplæg) ikke vil rette dem sprogligt, men at du i stedet samler fejlene sammen til fejlsætninger. Når diskussionen er færdig, kan du (hvis du har skrevet dem ned på computer) sætte fejlene op på projektoren, og I kan sammen rette dem. I kunne også vente til den efterfølgende time, men så kan eleverne nok svært huske hvem sagde hvad. Du kan bruge øvelsen under gruppearbejder, pararbejder og speeddating også hvor du går rundt og samler fejlsætninger sammen.
  4. Udtaletræning. Ved svære eller lange ord som eleverne har svært ved at få sagt rigtigt, kan du bruge ’backwards pronunciation’ (endnu en idé min mor stak mig). Sig ordets stavelser bagfra, og få eleverne til at gentage hver enkelt, og når I endelig kommer frem til første stavelse, kan de så vende ordet rigtigt igen: Med ordet in-sa-tia-ble starter du altså med –ble, sætter herefter -tiable  på, -satiable , for endelig at ende med insatiable.
  5. Jeg så på førnævnte blogpost fra iTDi en kommentar hvor en lærer fortalte at hun oversatte fejlen til modersmålet for at vise eleven hvad der egentlig blev sagt med fejlen.
  6. Optagelser af elevernes sprogproduktion kan også bruges til selvrettelse. Eleverne kan jo indtale en bestemt opgave og herefter få til opgave at lytte til deres eget sprog og redigere det. Måske kunne dette være et alternativ til en skriftlig opgave. Dette kan let gøres med Soundcloud eller Audioboom . Fordelen ved Soundcloud er at der kan indsættes skriftlige kommentarer i lydfilen.
EP