Når jeg følger diskussionen i Gymnasielærernes Chatroom på Facebook, drejer mange af opslagene sig om (kritik af) synlig læring. Der er kritik af målstyringstanken som kan gøre stoffet, undervisningen og læringen noget endimensionel, og kritik af at sammenligne læring med sundhedsvidenskaben (og en sygdom der skal kureres). Jeg er i og for sig enig i denne kritik et stykke hen ad vejen. Læring foregår for mig at se i rum som ikke kan genskabes: Eleverne vil være nogle andre, læreren har ikke fået samme antal kopper kaffe inden, vi underviser eleverne på forskellige tidspunkter på dagen, stoffet er et andet, lokalet er måske et andet og så videre. Metoders effekt afhænger af elever, tid og rum og en række andre faktorer, og uden at have læst Hattie synderligt grundigt var der vist også noget om, i hans effektlister, at man ikke bare kunne tro at den metode med højest effekt på hans liste, automatisk var den der altid skulle bruges. Nå, men nok om det.
Ikke desto mindre synes jeg at synlig læring sætter fokus på at sikre sig at eleverne faktisk lærer det vi gerne vil have dem til, og at vi undervisere ikke bare tænker at når vi først har undervist i det, så er det op til eleven selv at forstå det, og kan eleven ikke det, så er det bare synd og skam. Vi skal videre. Synlig læring lægger op til at sikre sig at eleverne er med på hvad der forventes af dem, og lægger op til at læreren viser eleverne når de har lært det de skal. Det er med til at motivere elevernes lyst til at lære, og det er med til at skabe en bevidsthed hos eleverne om hvordan man lærer, så de bliver opmærksomme på hvordan de hensigtsmæssigt bearbejder det stof de præsenteres for. Det kræver at læreren laver evalueringer, og det kræver også at læreren giver eleverne mulighed for at reflektere over både hvad de har lært, og hvor de endnu har huller i deres viden og kunnen. Dette leder til anke nr. 2.
For hvordan skal man kunne nå at lave så mange evalueringer, og hvordan skal man kunne nå konstant at justere sin undervisning til den feedback man så får? Nogle gange er det bare nødvendigt at forberede sig mere end en time frem, og så er der måske ikke lige plads til at lave de vilde justeringer.
Forleden læste jeg så et indlæg på bloggen Brilliant or Insane: Eduation on the Edge der gav (vist nok 13) forslag til 30 sekunders evalueringer. Indlægger hedder ”The 30 Second Assessment”. Her nævnes blandt andet at eleverne laver analogier for dagens time, laver overskrifter og underoverskrifter (som måske endda kan udvides til hele artikler) over dagens tema, eller at eleverne sætter post-its op i klassen under overskrifterne ”det forvirrer mig stadig”, ”jeg vil gerne vide mere om…”, ”Jeg sætter spørgsmålstegn ved…”, ”jeg har forstået…”. Du kan læse alle ideerne til 30 sekunders evalueringer her.
I disse forslag er der rigtig god inspiration at hente til at fremtvinge elevrefleksioner og rigtig god inspiration til at indhente nogle hurtige evalueringer som kan give læreren et billede af om eleverne bevæger sig i den rigtige retning. Og så behøver evalueringerne altså for mig at se ikke altid bestå af meget mere end det.