I disse dage florerer denne (nogle år gamle) avisannonce på Facebook. Til Aage SandDet er et sjovt stykke tekst, som nok skulle kunne vække elevernes interesse, så her kommer 10 spørgsmål, skriveøvelser og undervisningsideer teksten kan bruges til i AP eller dansk.

  1. Hvem er de tre karakterer, og hvad er deres indbyrdes forhold? Hvor er vi henne? Argumenter for udlægninger ud fra teksten.
  2. Diskuter begrebet narrativitet. På hvilke måder er der tale om en narrativ her? Hvilke elementer mangler i forhold til en mere klassisk fortælling, og hvad er effekten?
  3. Find eksempler på mikrofiktion (eller ’flash fiction’). Fx Hans Otto Jørgensens ”Gamle Åge” eller Hemingways ”Baby Shoes”. Hvad har de tilfælles med annoncen ”Til Aage Sand”?
  4. Skriv Offline-Facebookprofiler for hver af de tre karakterer.
  5. Skriv en dialog mellem de tre op til episoden i teksten (eller efter) på TodaysMeet. Klassen deles ind i grupper af tre, og hvert gruppemedlem påtager sig en identitet fra en af karaktererne i teksten. Hver gruppe opretter en TodaysMeet, som de skriver dialogen i.
  6. Diskuter sproghandlingerne i teksten. Diskuter offentligt sprog over for privat sprog og skriftsprog over for talesprog. Hvad benytter teksten sig af, og hvad er effekten?
  7. Omskriv teksten til andre sproghandlinger, og byt rundt på brug af offentligt og privat sprog, talesprog og skriftsprog. Hvordan ændrer det ved vores opfattelse af de involverede personer?
  8. Brainstorm over hvilke andre måder Marianne kunne have taget kontakt til Aage Sand på. Hvordan ville budskabet have set ud på disse kommunikationskanaler? Diskuter effekten af at Marianne har indrykket en annonce i en avis.
  9. Undersøg lokalbladet for personlige annoncer. Vælg en, og skriv jeres egen mikrofiktion over den. Hold en litteraturcafe hvor I læser jeres tekster højt og udstiller dem sammen med annoncen.
  10. Skriv en 400-ords analyse og fortolkning af ’Til Aage Sand’. Analysen skal indeholde karakteristik af personerne og deres indbyrdes forhold, sproget og kommunikationssituationen.