Okay, hvor energien ligefrem skal komme fra, kan jeg nok ikke svare på, men måske har jeg et par tips til hvordan det at udvikle sig som lærer bliver mere overskueligt. Her kommer et par tips til hvordan du – et skridt ad gangen – kan arbejde med nye aspekter af det at være lærer.

  1. Bestem dig for en xxx-måned hvor du vil sætte dig ind i dette eller hint. For eksempel vil du bruge denne måned på at lære at blogge og finde på måder du kan gøre dette med eleverne, eller du vil bruge måneden på at udvikle et nyt forløb, eller du vil gøre måneden til Smartphone-måned og arbejde med at bruge Smartphones i undervisningen. Du behøver selvfølgelig ikke nye projekter hver eneste måned, og tanken om at det kun er et projekt der er på programmet denne måned (og kun i en måned), kan give dig rum til fokusere.
  2. Del med kolleger. Jeg har aldrig forstået hvorfor nogle lærere holder deres materialer så tæt ind til kroppen at ingen andre kolleger må se dem. Hvorfor er man bange for at dele sine succeser og fiaskoer med kolleger der skal ind og undervise i det samme. Jeg faldt over et i den forbindelse rammende citat den anden dag: “Teachers reinventing the wheel every night is so early 90s.” (Men ingen ved rigtig hvem der har sagt det). Hvis man er bekymret for at det man har lavet ikke er tilstrækkeligt, så opret en worst practise-bank. Del alle de erfaringer I har gjort jer, som absolut ikke virkede, og brug disse erfaringer til at rette til. Det er MINDST lige så værdifuldt, som en best practise-bank, og måske noget mindre intimiderende.
  3. Smid ikke væk bare fordi en enkelt time går dårligt. Prøv dit materiale af tre gange før du endelig beslutter dig for at det bare ikke virker (men tilpas selvfølgelig gerne ind imellem). Husk, du skal også selv arbejde dig ind i materialet før det fungerer optimalt, du skal kende materialets styrker og svagheder, og disse kender du ikke nødvendigvis inden du har prøvet det af sammen med eleverne et par gange.
  4. Lad være med at opfinde alle dybe tallerkener på én gang. En kollega gav mig engang følgende tip: Han fortalte at han altid var i gang med et (og kun et) nyt forløb, resten af de forløb han underviste i, var gengangere. På den måde blev bunken alligevel langsomt vendt.
  5. Sig fra! Det er ok ikke at være med i alle udenomsaktiviteter på skolen. Men vælg et par ting ud som du kan engagere dig helhjertet i.
EP