Jeg går til bekendelse: Jeg har fået mine elever til at skamfere et Vita Andersen-digt. Men vi gjorde det i en
god sags tjeneste og for netop at undersøge 70ernes “bekendelseslitteratur” over for en mere modernistisk skrivestil.
Jeg har aldrig før læst Vita Andersen med en klasse, og det var ”Hun ser godt ud” fra Tryghedsnarkomaner (1977), det gik ud over. Det samme med det ikoniske Bazar-klip fra 1984 med Strunge og Tafdrup over for Baidel og Bjørnkjær: Jeg har ikke vist det klip til elever i 15 år, men hold nu op, hvor kan det klip – på allermest tåkrummende vis – sætte 70ernes hverdagsrealisme over for 80ernes postmodernisme.
Her kommer en skitse over modulet.
Læs i litteraturhistorien hjemmefra. Saml op med noter på tavlen til hver af de to perioder. Alle siger en pointe.
Se klippet fra Bazar (vi så de første 20 minutter). Nok er klippet grynet, og nok begynder eleverne at blive fjerne i blikket, når Pia Tafdrup tager på sig at forklare den modernistiske poesis udvikling i Europa, men det er så herligt forløsende, når Baidel
afslutter Tafdrups talestrøm med et ”jeg forstår ikke et ord af, hvad du siger”. Det kan eleverne sådan set godt relatere til, og de har ingen problemer med at overføre begreberne fra litteraturhistorien på klippet og se, hvor skarpt linjerne var trukket op mellem de to poetiske fløje.
Læs Vita Andersen “Hun ser godt ud” sammen. Hvad lægger eleverne mærke til? Hvad er de nysgerrige på?
Forkort digtet! I par, reducér de 72 verselinjer til 36, men hav fokus på at fastholde intentionen i digtet.
Send resultatet til et nabopar. Reducér den nye version, I selv får, yderligere ned til 18 verselinjer.
Og så én gang til: ny version fra en anden gruppe; reducér den til 9 linjer – de 9 mest sigende linjer i digtet.
Send igen de endelige 9 linjer til naboparret. Med ord eller fraser fra kun de 9 linjer skal der nu skrives en modernistisk version af digtet.
Elever læser deres modernistiske omskrivninger af Vita Andersen op, og det bliver tydeligt at begge stilarter – hverdagsrealismen og postmodernismen – har fundet vej ind i elevernes bevidsthed.
Da jeg med glimt i øjet spurgte en af eleverne, hvad man skulle kunne for at forstå hendes omskrevne digt, citerede
hun hurtigt og kækt Pia Tafdrup: ”Man skal såmænd ikke kunne noget særligt.” Hun havde hørt godt efter.