7 Things You Probably Don’t Need To Know About Me

Dette er egentlig titlen på et meme (og hvis du ved om det hedder en eller et meme, vil jeg meget gerne vide det…), der har huseret på engelsksprogede blogs for undervisere. Et (eller en) meme er udsagn eller et spørgsmål der muterer virtuelt efterhånden som det sendes ud til flere mennesker der udvikler eller besvarer memet/memen og derefter videresender det/den (af det græske mimema). Er du blevet tagged til 7 Things You Don’t Need To Know About Me på nettet, er princippet at du nedfælder 7 oplysninger eller små historier om dig selv, som dine læsere nok ikke ved, og derefter skal du tagge 7 nye mennesker og bede dem gøre det samme. Du kan jo tage ideen og bruge den som introduktion til en ny klasse som du skal lære at kende – og som måske endda skal lære hinanden at kende. Det kan bestemt også have sin værdi at bede en klasse der kender dig og hinanden godt, skrive memet da det oftest vil medføre sjovere, underfundigere og mere overraskende besvarelser. Bed ganske enkelt eleverne besvare memet. Du kan selvfølgelig lave opgaven ’retro’ så eleverne bare skriver de 7 ting resten af klassen nok ikke ved om dem på et stykke papir, som de kan læse højt, sætte op på klassens opslagstavle eller lægge ind på klassens e-læringsplatform.

Jeg plejer at gøre det til den første aflevering i engelsk. Eleverne skal skrive deres 7 Things… og aflevere disse sammen med en lydfil hvor de læser dem højt. Så lærer jeg dem at kende samtidig med at hører jeg dem tale engelsk og ser deres skriftlige niveau. De har inden da set mine 7 Things.. så de både kan lære mig lidt at kende og se hvordan opgaven skal se ud.

EP