Tyve-tyve banker på døren, og det kan kun blive bedre end 2019 (det håber jeg inderligt), som har været præget af fyringer, som har sat sit præg på hele sektoren og også på min skole og dermed også mit arbejdsliv. Den generelle stemning på det absolutte nulpunkt har også sat sit præg på min egen lyst til at udvikle og være kreativ, og det er også kommet til udtryk ved markant færre indlæg på bloggen end jeg ellers har været vant til at poste.
Men der har dog været plads til at finde et par enkelte metoder som jeg har været rigtig glad for, og som jeg jævnligt vender tilbage til.
Så det bedste ved 2019 kommer her:
Mini-whiteboards, som vi har indkøbt i ca. 40 eksemplarer på min skole, er et fantastisk pædagogisk redskab til hurtigt at danne overblik over alle elevers svar, hvad enten det handler om grammatikopgaver, tekstanalyser i gruppearbejder eller quizzer. Læs indlægget her.
Kolonne-skrivning har vist sig at være en helt fantastisk analysemodel, synes jeg, og den perfekte indgangsvinkel til en klassediskussion som alle (eller i hvert fald flere end normalt) tager del i og bidrager til. Du kan læse om metoden her.
At lade eleverne arbejde i eget tempo – samtidig med at jeg får talt med dem alle – har også vist sig at være en arbejdsform jeg vender tilbage til løbende. Også selvom jeg måske nok holder mere af den end eleverne. Det skyldes nok at mange synes den medfører en del ventetid, men jeg er glad for at kunne tale med hver enkelt elev og også se hvem der skal presses op i arbejdstempo. Du kan læse om metoden, som jeg både har brugt til arbejdsspørgsmål til litteratur og til grammatik, her.
Det var sådan set det for i år. Med ønsket om et bedre 2020 til alle dem der også synes 2019 har været træls, rigtig godt nytår!
Det er efterhånden et par år siden at min arbejdsplads investerede i et par ’klassesæt’ af mini-whiteboards, og de er blevet et pædagogisk værktøj, som jeg hyppigt kører med ned til klassen. Her kommer lige en liste på fire forskellige arbejdsformer, som jeg bruger disse whiteboards til.
1: Når eleverne laver gruppearbejde, får hver gruppe et whiteboard de skal skrive noter på. Når jeg går rundt mellem grupperne, kan jeg meget let spørge ind til disse noter, som de så kan forklare for mig. Det gør elevernes arbejde meget mere gennemsigtigt for mig. Eleverne i gruppen kan også efterfølgende præsentere deres færdige produkt for mig med udgangspunkt i deres noter på whiteboardet. Efter gruppearbejdet får eleverne 10 minutter til at skrive deres fælles noter ind i deres individuelle notesbøger.
2: Når elever arbejder med grammatiske øvelser, beder jeg dem også tit besvare deres øvelser på whiteboards. Skal de fx lave indsætningsøvelser eller bøje ord eller lignende, beder jeg dem skrive deres svar på whiteboardet, og med jævne mellemrum skal de holde deres whiteboards op og lade mig tjekke inden de går videre. Det giver mig en klar fornemmelse af hvem der er nået hvor langt, og hvem der måske har brug for at få tingene forklaret en ekstra gang. Og vi undgår en lidt langsommelige fælles opsamling på klassen.
3: Det behøver ikke kun være grammatiske øvelser hvor eleverne skriver deres svar på mini whiteboards. Det kan også være brainstormøvelser hvor elever skal skrive et ord de umiddelbart tænker på, eller repetitionsøvelser hvor elever skal skrive bestemte begreber eller lignende. Når eleverne holder deres tavler med svar op, kan jeg lynhurtigt danne mig et overblik over hvem der har et svar jeg gerne vil have uddybet på klassen.
4: De små whiteboards er perfekte til quizzer og konkurrencer på klassen hvor hver gruppe skal holde deres svar op. Jeg kan så meget hurtigt se, hvilke grupper skal have point for korrekt svar.
De kreative pedeller på skolen har designet den smarte whiteboard-holder med hjul, så whiteboards med penne og tavleklude er klar til at blive skubbet ned til klassen.
I tekstarbejdet er jeg hyppigere og hyppigere begyndt at vende mig mod en lille øvelse, som jeg kalder kolonneskrivning. Jeg har helt sikkert ikke selv fundet på denne øvelse, men kan desværre ikke huske hvor jeg har set den, så hvis nogen ønsker at tage æren for øvelsen, må de endelig skrive til mig, så jeg kan kreditere rette vedkommende.
Eleverne har hjemmefra læst en tekst, og på klassen får de nu fire minutter til at skrive alt det ned som de ved om teksten. Herefter får de fire minutter til at skrive alt det ned de tror de ved om teksten, og endelig får de fire minutter til at skrive alt det ned de ikke ved (men gerne vil vide) om teksten. På klassen tager vi nu en runde, hvor alle elever fortæller noget de har skrevet ned de sidste 12 minutter, og dette skrives op på tavlen. Det viser sig altid så smukt at den første kolonne er den redegørende, den midterste den mere analyserende, og den tredje kolonne indeholder fortolkningsspørgsmål, og disse spørgsmål danner udgangspunkt for klassens videre diskussion. Jeg er vild med hvor systematisk øvelsen har vist sig at være i forhold til at skrive sig ind i en tekst, og jeg har givet mine elever det råd at de selv kan bruge øvelsen når de sidder til skriftlig eksamen engang med en litterær tekst de måske ikke helt kan få hul på.
Og så faldt jeg også over den lille øvelse I notice, I wonder på Edutopia.org (som i øvrigt har en hel masse inspiration at byde på hvis man interesserer sig for formativ evaluering). I notice, I wonder har samme princip som kolonneskrivning, nemlig at eleverne først skal fastslå konkrete ting de bemærker, og derefter reflektere over hvilke spørgsmål der rejser sig om emnet. Øvelsen kan være hurtigere at lave end kolonneskrivning og måske bruges i flere forskellige sammenhænge.
En lille video der demonstrerer hvordan øvelsen kan bruges, kan ses her.
Begrebs-café er en struktur der minder lidt om CL-øvelsen ’Besøg en vismand’ og er en afart af matrix-grupper. Jeg brugte øvelsen i forbindelse med en temmelig lang tekst med forskellige begreber som eleverne skulle opnå forståelse for. Hver elev (jeg har en klasse på 32) blev bedt om at læse et mindre uddrag af teksten, som dækkede over et enkelt eller to centrale begreber. Disse uddrag kunne læses uafhængigt af hinanden.
Eleverne fik nu en liste med omtrent 15 forskellige begreber, som de skulle kunne definere. Eleverne satte sig sammen med de 2-3 andre elever, der havde læst samme uddrag, fandt deres begreber på listen og blev enige om hvordan disse skulle defineres i ca. to sætninger, og hvordan man kunne supplere definitionen med forklaringer.
Nu skulle en elev fra gruppen blive siddende og være café-bestyrer mens de andre besøgte de andre caféer og fik udfyldt deres skema med definitioner på begreber. Der var 10 caféer i alt. Efter en rum tid skulle eleverne bytte ’cafe-bestyrer’, så alle elever kom rundt og besøgte alle caféer, og alle elever prøvede at være café-bestyrere.
Fordelen ved øvelsen var, at eleverne ikke behøvede at læse hele den lange teori-tekst, men i stedet kunne bruge hinanden som ressource-personer. Ulempen var at café-bestyrerne skulle fortælle det samme temmelig mange gange. Og at det tog en del tid.
Men øvelsen kan virkelig komme til sin ret i en eksamens-repetitions-situation, forestiller jeg mig. Så jeg planlægger at mine elever til den tid skal forberede sig på et af vores gennemgåede emner i grupper: De skal sætte sig ind i de forskellige skønlitterære tekster vi har læst, teorien bag forløbet, og hvordan denne kan anvendes på teksterne, hvordan teksterne spiller sammen osv. Og så kan eleverne på skift besøge de caféer hvor de synes de har huller i deres faglige viden.
At gennemgå sagprosatekster – især i engelsk – er for mig noget af det jeg har sværest ved at få til at lykkes godt. Eleverne kan have svært ved at forstå terminologien i teksten, og de har ofte svært ved at tale særligt længe og godt om teksten. Men forleden havde jeg et modul med en kompliceret sagprosa-tekst hvor jeg forsøgte mig med en ny struktur, som jeg bestemt tror jeg vil gentage.
I forbindelse med mit Brexit-forløb satte jeg klassen til at læse artiklen “Brexit was not the voice of the working class nor of the uneducated – it was of the squeezed middle” på timen. I artiklen havde jeg markeret de mest centrale afsnit med grønt, og de afsnit som var af noget mere teknisk karakter – og måske en smule mindre relevante – med gult. Eleverne blev sat i par med en stribe opgaver der skulle løses. Den første opgave bestod i at opsummere indholdet i alle de grønne afsnit i en-to sætninger. Opgave 2 bestod i at samle op på artiklens samlede udsagn og forklare hvorfor den var relevant i forhold til vores tema. Og endelig bestod opgave 3 af tre mindre grammatiske del-opgaver.
Hver gang et par havde løst en opgave, skulle de komme op til mig og forklare mig hvad de havde fundet ud af. Her kunne jeg så kommentere og godkende deres svar. Jeg havde desuden lavet et afkrydsningsskema, så hver gang et par var færdig med en opgave, satte jeg et kryds, og de fik den næste opgave udleveret. På den måde kunne jeg holde øje med hvor langt hvert par var nået, og hvem der arbejdede (for) langsomt. Efterhånden som parrene blev helt færdig med alle opgaver, skulle de bruge resten af tiden på at spille grammatikspil.
Indimellem var køen hos mig lidt for lang (især ved opgave 1 hvor præsentationen hos mig tog lidt for lang tid i forhold til de andre opgaver), så eleverne måtte indimellem bruge uforholdsvis lang tid på at vente på lærerfeedback.
Men konceptet med at se og tale med alle eleverne om disse konkrete opgaver fungerede ret godt, og jeg var glad for at kunne følge med i hvor meget hver enkelt havde forstået af teksten.
Ideen til denne struktur er ikke en jeg selv har fundet på, men derimod fået af mine dygtige kollega, Sidsel, som du kan følge på bloggen Sportmat.
Jeg har det – indrømmet – lidt stramt med elevdemokrati når det kommer til valg af emner vi skal læse i klassen. Min strategi plejer at være at præsentere nogle mulige temaer for eleverne, som vi kan arbejde med, og så stemmer de. Men stemmerne falder tit ud, så kun 1/3 af klassen faktisk får det emne de har valgt (resten har stemt på andre emner), og måske stemmer eleverne i højere grad efter sidemanden end efter deres egne ønsker.
Så I år besluttede jeg mig for at afprøve en alternativ model. Jeg præsenterede hvilke emner vi SKAL læse i dette skoleår (fordi de er kernestof, og vi mangler dem), og så præsenterede jeg emner som eleverne kunne vælge imellem efterfølgende. De skulle vælge et post-colonialism-tema (de fik valget mellem Nigeria, South Africa, West Indies og Canada), og de skulle desuden vælge to andre emner mellem følgende: Privileges, Graphic Fiction, American Hip Hop, British Sonnets, WWI Poetry og Minimalism.
Jeg fortalte ganske kort om de forskellige emners indhold, og så skulle eleverne individuelt skrive motiverede ansøgninger til hvilke tre emner de gerne ville arbejde med. Instruksen lød: ”Your motivation must include (relevant) arguments for why you have chosen these specific topics. What would you like to get out of it? What interests you about this topic?”
Jeg gjorde det klart for eleverne at jeg ikke nødvendigvis ville vælge emnet med de fleste stemmer, men tage emner der havde fået de bedste argumenter med på vejen.
Det viste sig dog alligevel, da jeg gjorde ansøgningerne op, at de emner med flest stemmer også havde de bedste argumenter. Og desuden lykkedes det faktisk – ud af en klasse på 32 elever – at give alle mindst et emne de havde ønsket.
Eleverne blev altså tvunget til at reflektere over hvad de selv kunne tænke sig at arbejde med inden de kastede en stemme efter et emne. Og det var en stor fornøjelse at læse disse refleksioner.
Det er efterhånden et par år siden at min arbejdsplads investerede i et par ’klassesæt’ af mini-whiteboards, og de er blevet et pædagogisk værktøj, som jeg hyppigt kører med ned til klassen. Her kommer lige en liste på fire forskellige arbejdsformer, som jeg bruger disse whiteboards til.