Forløb om britiske sonetter

Keats: On the sonnet

Copyright: Philip Chapman-Bell – Keats “On The Sonnet”

De af jer der er medlemmer af engelsklærerforeningen og derfor får Anglo-files, har sikkert læst artiklen om The Sonnet – et undervisningsforløb om sonetter og den britiske litteraturhistorie af Bodil Aase Frandsen i det seneste nummer (#175, februar, 2015). Jeg læste artiklen med stor fornøjelse, især fordi jeg selv netop er i gang med et forløb jeg kalder Seven British Sonnets, og fordi artiklen gav mig rigtig god inspiration til hvordan jeg i fremtiden kan udvide dette forløb, og gav mig gode ideer til eksamensspørgsmål.

Forløbet bruger jeg i min 2.g-klasse (B-niveau), og selvom forløbet hedder Seven British Sonnets er det nok udvidet til egentlig at være 8 sonetter hvor den ene er en sonet eleverne selv skal finde. Forløbets hovedfokus er egentlig ikke litteraturhistorie, men nærmere at beherske tilgange til at læse poesi og beherske den fagterminologi der knytter sig hertil. Men helt at undgå litteraturhistorie er jo svært, hvis ikke umuligt, så en vis overfladisk introduktion til Shakespeare som repræsentant for overgangen mellem middelalder og renæssance og Wordsworth som romantiker er også med. Forløbet består af 4 Shakespeare-sonetter (5 med en sonet til prøveeksamen), 1 sonet af Wordsworth, 1 af Rupert Brooke og 1 WWI-sonet som eleverne selv skal vælge.

Jeg har forsøgt at skrive mit forløb ind i en meget tilgængelig forløbsoversigt og forløbsplan, så det skulle være ret let at overtage hvis nogen skulle få lyst. Modulerne er af 95 minutters varighed. Til hvert modul er også en SMARTBoardfil. Har man ikke den software der skal til for at åbne denne filtype, kan man åbne disse gratis på Notebook Express.

Hvis man er interesseret i disse filer, kan man sende mig en mail, og så sender jeg dem gerne. I første omgang lægger jeg de første 4 moduler op. Resten følger når jeg får tid til at skrive disse pænt og ordentligt sammen.

Jeg har ikke læst ordentlig korrektur, så eventuelle fejl og mangler må I lige bære over med.

Forløbet findes her eller under materialer.

Forfatterskærme

Tilbage i november postede Stine Aaen Dürr en henvisning til Forfatterskærme, hvor man som læser kan stille 10 spørgsmål til en dansk forfatter (fx Helle Helle, Jens Blendstrup eller Naja Maria Aidt). Det er en ret sjov interaktiv øvelse, som sagtens kan bruges af eleverne til at interviewe forfatteren. Og glem ikke i den forbindelse Bogtube.

Tak til Stine for den fine henvisning til forfatterskærme!

5 klassiske romanforløb

romanerJeg indrømmer blankt at det ikke sker så ofte mere at jeg læser hele romaner med mine engelskklasser. Men jeg vil faktisk gerne. Og hvis jeg nu beslutter mig for det, så vil jeg gå ind på  The New York Times Learning Network efter inspiration. Så her følger undervisningsideer til fem mere eller mindre klassiske romaner, som rigtig mange skoler har stående i klassesæt.

 

Lord of The Flies

The Kite Runner

The Catcher in the Rye

Of Mice and Men

The Scarlet Letter

Og mangler du lidt inspiration til Shakespeare kan du finde den her, og nye ideer til I Have a Dream findes her.

Nye blogs – værd at følge

Det er først lige nu at jeg er faldet over The Teacher James og All at C, to undervisningsblogs som jeg er sikker på jeg vil lade mig inspirere mig kraftigt af fremover.

All at C kredser om “video activities for advanced students”, og selvom de fleste af emnerne synes lidt for løsrevne i forhold til de temaer jeg selv ville læse med mine engelskhold, så er der bestemt inspiration hvis man fx lige mangler et introduktionsmodul til et forløb om poetry i starten af 1.g. Der er også en del timeplaner om kortfilm, der måske kan bruges.

The Teacher James har en separat fane på sin blog med “lesson ideas“. Jeg synes selv at ideen om Seven Word Biographies er skøn: Den kunne både bruges som introduktion til mødet med nye elever, men kan også omsættes til små remedieringsøvelser hvor eleverne skal skrive syv-ords-biografier til karakterer i en tekst, forfattere eller andre kulturbærere.

EP

Tegn et læringsnetværk

Copyright: Alec Couros

I mandags var jeg på kursus om motivation, og selvom jeg gerne vil undgå fuldstændig at planke oplægsholdernes gode ideer i mine indlæg på bloggen, vil jeg alligevel gerne dele et par af de talrige ideer jeg fik med hjem. Jeg hørte blandt andet Lene Baake fra Skive Handelsskole fortælle om sit arbejde med sociale medier i undervisningen – erfaringer hun blandt andet havde gjort sig gennem sin deltagelse i SME-projektet som handelsgymnasiet gennemførte i samarbejde Michael Paulsen og Jesper Tække.

Hun forslog blandt andet at synliggøre læringsnetværker for eleverne. Hun bad dem lave et mind-map over deres læringsnetværk – altså hvor får de hjælp, og hvor kan de få hjælp (det kan være alt fra familie, Facebook, Politiken.dk, lektieværksted, Twitter, blogs, Infomedia osv.) Og så laver læreren selvfølgelig også et mindmap. Eleverne præsenterer deres mind-maps for hinanden og udvikler på den baggrund måske endda et fælles mind-map. På den måde kan de forhåbentlig være med til at inspirere hinanden med gode ideer til hvor man henter viden og hjælp. Hvis en elev fx aktivt følger forskellige nyhedsmedier som Jyllandsposten, New York Times og Huffington Post, kan dette måske inspirere andre til at gøre det samme. Og de kan gennem dette mind-map også få lidt bredere input til at gribe litteratursøgning an til større opgaver, så disse ikke strander ved Google og Wikipedia.

Tusind tak til Lene Baake for den idé!
EP