Lyttetilbud om litteratur

lyt til litteratur

© Cliff på Flickr

“Lyttetilbud om litteratur” blev det kaldt i Skønlitteratur på P1 hvor Nanna Mogensen og Klaus Rothstein præsenterede i hvert fald 2 podcast-sites som publicerer forfattersamtaler. Jeg har ikke fået lyttet nærmere endnu, men glæder mig til at gå ture i sommeraftnerne mens jeg lytter til hvad de har at byde på.

Plotcast.dk –  værkstedsorienterede forfatterssamtaler v. Malene Kirkegaard og Palle Schmidt.

Atlas – et lydmagasin og nedbrud og nytænkning.

To nye babyer på vej

Den ene er faktisk netop kommet til verden og ligger i mine arme lige nu. Her er den:

to babyer

 

Den har intet mindre end fire forældre: Jakob Bækgaard, Kristine Lund Knudsen, Stinna Straagaard Pedersen og mig selv. Det er en bog der sætter fokus på at få eleverne i tale og fokus på at lære dem grundlæggende analysegreb inden for forskellige genrer, og dette gøres igennem fire anderledes emner (Open Up: Working with Genre, Twisted Minds: Approaching Written Texts, G’online: Comprehending the World Wide Web og Beat It: The Lyrical Expression of American Hip Hop) med nyere kvalitetstekster, der ikke er kendt fra andre antologier. Og så er bogen spækket med undervisningsideer, så emnerne er lige til at gå ind og undervise i. Selvfølgelig er tanken at disse undervisningsideer også kan overføres på alle mulige andre tekster og emner, så bogen kan forhåbentlig – ud over at være interessant for eleverne – også være en inspirerende saltvandsindsprøjtning til lærerens undervisning.

Man kan læse nærmere om bogen her og se gratis arbejdsark og links knyttet til bogen her.

Og den anden baby… Den må gerne vente til august med sige dav til verden.

Endelig har jeg lige en servicemeddelelse. Bloggen har fået en Facebookside hvor link til indlæg også postes. Det betyder at der er mulighed for at følge med her når der er nye indlæg på bloggen, nu hvor den irriterende email subscription stadig (!) ikke virker. Så du kan faktisk følge 111variation på både Facebook og på Twitter. Bare klik på ikonerne til højre på bloggen.

Censortjansen – årets efteruddannelse

Denne blogpost bliver forfattet fra en hotelseng på et lidt snusket hotel i Slagelse hvor jeg overnatter i forbindelse med et censorat i dansk. At være censor – både mundtlig og skriftlig – er en af de bedste efteruddannelser. Når man ser kollegers eksamensspørgsmål og hører disse fremlagt af eleverne, giver det inspiration til hvordan man kan lægge snittet på en ny måde i dele af ens egen undervisning, og når man retter 100 eksamensstile, får man også efterhånden et skarpt blik for hvilke specifikke kompetencer eleverne ikke kan få træning nok i.  Hvert år har jeg efter mine censurer været meget inspireret til at tilrettelægge undervisning, men problemet er at der så alligevel går lidt for lang tid (en hel sommerferie) inden jeg kan få omsat min inspiration, og så er meget af det glemt igen. For mig har det der med at gemme eksamensspørgsmålene aldrig rigtig fungeret. Alt det papir, og de forsvinder som regel i bunkerne der alligevel ryger ud, og de refleksioner jeg har gjort mig i forbindelse med spørgsmålene er ikke skrevet ned eller bearbejdet.

I år bliver det ikke lettere at holde fast i inspirationen, for jeg går på barsel lige efter dimissionen, så derfor vil jeg prøve med et lille skema som jeg agter at udfylde så snart jeg kommer hjem, at se om jeg ikke kan gemme de gode ideer og få dem omsat til praksis om godt et år.

skema til eksamensspørgsmål

Skemaet er simpelthen bare en optegnelse over undervisningsemner, fokus, tekster og eksamensspørgsmål, men jeg har tænkt mig at sætte det op så det følger min undervisningsplan, og så kan jeg altså også bruge skemaet til at danne mig den overordnede struktur for hele forløbet. Det betyder altså, at jeg kan bruge skemaet allerede fra starten af gymnasieforløbet til at lave elevernes undervisningsbeskrivelse. Selvfølgelig skal der mange flere nuancer på de forskellige forløb end det der lige er eksamensspørgsmål i, og selvfølgelig skal dette ingenlunde opfattes som ’teaching for the test’, men jeg ender altid med at rode rundt efter eksamensspørgsmål i sidste øjeblik og på denne her måde kan jeg øve mig på at lægge de gode eksamenstekster til side samtidig med at jeg har et overblik over de direkte paralleltekster. De tekster, som ikke lader sig støve op så let, sørger jeg for at få scannet og gemt elektronisk.

Jeg glæder mig allerede nu til at begynde at nusse med skemaet, og få et bedre overblik over ikke bare eksamensspørgsmål, som kunne være gode, men over et helt velstruktureret gymnasieforløb.

Stilheden skyldes….

Det har været lidt roligt på bloggen på de sidste par måneder. Det er jeg klar over. Det skyldes at tiden er gået med at arbejde på denne her:

Open Wide

Tre af mine kolleger, Jakob, Kristine og Stinna, og jeg har sammen skrevet på denne bog det sidste års tid, og nu er den faktisk sådan rigtig på vej. Bogen er tænkt som en grundbog til de gymnasiale uddannelser, men kan også bruges i udskolingen. Den sætter fokus på at overvinde de barrierer eleverne måtte have ved at tale engelsk, og så træner den grundlæggende tekstanalytiske kompetencer gennem fire anderledes og tidssvarende temaer: Open Up – Working With Genre, Twisted Minds – Approaching Written Texts, G’online – Comprehending the World Wide Web og Beat It – The Lyrical Expression of American Hip Hop.

Noget af det bedste ved bogen, synes vi selv, er den store variation af arbejdsopgaver og nærmest grydeklare, tilrettelagte forløb. Så hvis man mangler tid til at opfinde en undervisningstime omkring en tekst fra bunden, så giver bogen en eller flere opskrifter på hvordan timerne inden for de enkelte temaer kan se ud. Og mange af bogens ideer til arbejdsopgaver er direkte overførbare på andre forløb og tekster. Så her skulle altså gerne være masser af inspiration at hente.

Nu glæder vi os rigtig meget til bogen kommer på gaden engang lige før sommerferietid.

Kollegial supervision

Jeg advarer på forhånd om et meget langt indlæg, som er ren refleksion.

For nogle uger siden afsluttede mine kolleger og jeg første runde af et projekt om kollegial supervision. Projektet havde omkring 20 deltagende lærere på skolen, og efter en introduktionsdag hvor Lene Tortzen Bager introducerede os til de supervisionsredskaber vi skulle benytte, blev vi sammensat i grupper af tre.

Konceptet var at vi i denne tremandsgruppe observerede hinandens undervisning, og efter hver undervisningsobservation fulgte en samtale hvor vi indtog forskellige roller: En fokusperson (som havde undervist og defineret et problemfelt som fokusområde), en supervisor (som skulle spørge ind til fokuspersonens fokuspunkt og pædagogiske/didaktiske valg i timen) og en mediator hvis rolle var – efter ’spørgerunden’ – at samle op på de røde tråde der kom frem under samtalen.

Inden selve undervisningsobservationen sendte fokuspersonen sit fokus til de to kolleger: Det kunne være bestemte elevtyper som man har problemer med at håndtere, undervisningsformer man synes er besværlige og gerne vil have et andet blik på hvordan fungerer i timen, eller noget omkring hvordan man håndterer udfordringer med den meget teknologi i lokalet osv.

Samtalerne, hvis struktur man kan læse om hos Lene Tortzen Bager, var meget stramt struktureret, og det var bydende at man ikke måtte komme med vurderende kommentarer (så som ’det fungerede rigtig godt da du….’), men i stedet måtte man komme med konkrete observationer og så ellers spørge ind til hvorfor fokuspersonen havde reageret i bestemte situationer som han/hun gjorde, eller hvilke overvejelser han/hun gjorde sig.

Jeg oplevede observationerne og de efterfølgende samtaler som rigtig givtige. Jeg var sammen med kolleger der havde de samme eller beslægtede fag med mine, og derfor kunne jeg også lade mig direkte inspirere af temaer og konkrete undervisningsmetoder som de tog op, men mest af alt bidrog samtalerne til en refleksion, som jeg ikke ville være kommet frem til uden:  Man blev bevidst om generelle tendenser og problematikker i tiden når det kommer til lærergerningen: At skille det personlige og det professionelle. Hvor skrap skal man være? Hvor meget skal man servicere? Hvornår skal man sige ’hertil og ikke længere’ til eleverne? Hvor meget skal man sekvensere, variere og stilladsere? Bare for at nævne et par af de berørte temaer.

Men hvad så nu? Hvad så med alle disse refleksioner, og hvordan handler man på dem? Har supervisionen overhovedet medført en ændring? Disse spørgsmål blev diskuteret på midtvejsmødet, som blev afholdt for alle de involverede kolleger i sidste uge.  Uanset om man er typen der vælger at hive noterne fra supervisionssamtalerne frem og planlægge hvordan refleksionerne kan udkrystalliseres og udføres, eller om refleksionen får lov at stå alene, så var alle enige om at lille frø er blevet sået. Selvom hver time har sin refleksion, og så er man lynhurtigt videre, blev man bekræftet i at der er almengyldige problemstillinger som man ikke slipper for at forholde sig til hele tiden. Det givtige var blandt andet at se at nogle problemer (fx kontakt med eleverne) er noget man bliver ved med at bakse med, og måske derfor er det sted der skal sættes ind.  Og det at få italesat en sådan problematik får den pludselig – på bedste konstruktivistiske vis – til at eksistere, så man faktisk bliver nødt til at handle på den.

Uanset om man handler meget konkret på supervisionssamtalen eller ej, så er refleksion vel altid noget værd: Virkeligheden man selv opfatter, er ikke nødvendigvis SANDHEDEN. Derfor er det produktivt at der skabes andre nuancer i synet på undervisningssituationen gennem supervisionen. Der er intet galt i at lade andre kolleger se en anden sandhed. Tværtimod. Det minder os om at de 30 elever også har hver deres opfattelse af sandheden.

Og så blev værdien i at se de fælles problemer man kæmper med, fremhævet. Ikke fordi det skal blive en sovepude (”nå, når vi alle kæmper med det, ER det nok bare sådan, og så kan vi ikke gøre noget ved det” – sådan skal det ikke være), men der er noget befriende i den åbenhed der ligger i at vi anerkender og erkender problemerne.

Det virkelig frugtbare – men også udfordrende – ved måden supervisionen var struktureret på, var at der ingen vurdering var, men at det var ren refleksion. Og så er der forhåbentlig ikke så langt fra refleksion til evaluering og justering…..

Og til sidst: To anbefalinger

  • Jeg kan på det varmeste anbefale at forløbet sættes i gang med en fælles seance med et teorestisk oplæg fra fx Lene Tortzen Bager, som også kan hjælpe deltagerne til at få samtalestrukturen ind under huden inden projektet skydes i gang for alvor.
  • Fra Silkeborg Gymnasium hørte jeg at man havde brugt supervisionen i fælles klasser. Dette gjorde det let at sætte læringsmål op herefter når problemfelter i klassen kunne identificeres sammen i lærerteamet. Det var en meget interessant ide, som jeg godt kunne tænke mig at gå videre med hvis vi fortsætter med kollegial supervision på min skole.

Liste over litteratur om undervisning

Denne liste indeholder henvisninger til noget af den litteratur om undervisning og undervisningsideer der har inspireret mig de seneste par år – og som altså ikke er lærebøger. Hvis du brænder inde med nogle litteraturhenvisninger, så smid endelig en kommentar.

  1. E-læring på web 2.0 af Nina Bonderup Dohn og Lars Johnsen.
  2. Feedback og vurdering for læring af Rune Andreassen et al.
  3. Five-Minute Activities af Penny Ur og Andrew Wright
  4. Fremmedsprog i gymnasiet af Hanne Leth Andersen, Susana s. Fernández, Dorte Fristrup og Birgit Henriksen (ed).
  5. Games for Language Learning af Andrew Wright, David Betteridge og Michael Buckby.
  6. The Good Guy Greg Guide to Motivating Language Learners (gratis e-bog) af Adam Simpson. Download her.
  7. Keep Talking af Friederike Kippel
  8. Literature in the Language Classroom af Joanne Collie og Stephen Slater
  9. Sociale medier i gymnasiet af Jesper Tække og Michael Paulsen.
  10. Teacher’s Toolkit af Paul Ginnis
  11. Using Games in the Language Classroom (gratis e-bog) af Adam Simpson. Download her.
  12. Guldgruben. Indlæg her på bloggen med alle de danske undervisningsblogs jeg har kunnet støve op. Disse blogs er hovedkilderne til min egen inspiration. Er det længe siden du har kigget på indlægget, så gør det lige igen. Der er kommet nye blogs til du helt sikkert gerne vil følge, bl.a. Isen og praktikanten som jeg glæder mig til at se ideer fra.