Oprydning i bøger

BøgerDer er kommet en ekstra beboer i vores hus, og pladsen bliver trang om end han stadig er ret lille. Det betyder at der skal ryddes op og smides ud eller til genbrug, og en af pladsslugerne er bogreolerne. Jeg elsker bøger, men hvis jeg nu skal være helt ærlig, har jeg godt nok mange bøger stående som jeg ved jeg aldrig kommer til at læse (igen). Jeg har været slem til at glemme at afmelde månedens bøger fra min bogklub, og det har resulteret i mange bøger der ikke har min interesse. Så nu har jeg taget det store skridt som jeg ellers havde forsvoret: Jeg er gået over til en e-bogslæser. Og jeg er faktisk ret pjattet med det. Jeg troede jeg ikke kunne læse uden fornemmelsen af bogens størrelse og fornemmelsen af at bladre frem og tilbage, men det kan jeg altså sagtens.

Nå, men tilbage står spørgsmålet hvad der skal ske med alle de bøger som ikke længere kan være i huset. Jeg overvejede at smide dem ud. Uh, men det var alligevel for blasfemisk. Genbrug? En kollega fortalte mig hvordan genbrugsbutikken havde set overbærende på ham da han ville forære dem sine brugte bøger: Bøger er intet værd og kan ikke sælges, men de skulle da gerne hjælpe ham med bortskaffelsen af dem. Så det er heller ikke rigtig en løsning.

Så kom jeg til at tænke på de konkurrencer jeg laver til mine elever ved særlige lejligheder hvor jeg normalt køber små præmier i form af slik. Måske kunne bøgerne bruges her? Så nu har jeg pakket dem i kasser og stillet dem på loftet, og næste gang jeg laver konkurrencer i timerne, finder jeg dem frem, og så er præmien/præmierne en bog. Jeg vil tage et par af mine aflagte bøger med, lave en lille inskription, og så kan eleverne vinde den. Måske kan det lokke dem til faktisk at ville læse den når den kommer til at stå som en næsten personlig gave fra deres lærerinde. Mine kolleger spørger mig om eleverne gider at have en gammel bog. Det er ikke sikkert de gør, men jeg er ligeglad. Det er den præmie der er! (Og jo, jeg bilder mig faktisk ind at mange elever vil synes det er noget lidt særligt at vinde en bog fra sin lærer).

5 forslag til nye tiltag du kan prøve i det nye skoleår

Skoleåret er startet igen, og efter en herlig lang ferie er du måske nu vendt tilbage med masser af energi og lyst til at prøve nye undervisningstiltag eller udviklingstiltag af, men hvad? Mangler du ideer til dette, så har jeg her fem forslag til nye tiltag du kan prøve af i det nye skoleår.
  1. Lad dig inspirere af Lars Henriksens indlæg om at undervise på Twitter fra IT i gymnasiet, og brug det enten i forbindelse med din egen klasse, eller brug det til at styrke samarbejdet med den lokale folkeskole.
  2. Lav løbende gennem dine timer 1 minuts refleksioner, som hjælper eleverne med at konsolidere læringen. Føler du dig rig, kan jeg også anbefale Sharon L. Bowmans The Ten-Minute Trainer: 150 ways to teach it quick and make it stick.
  3. Få skabt et netværk blandt dine kollegaer hvor I prøver Rasmus Kragh Wendelbos ide til at lege benspænd af, som han har postet på IT i gymnasiet. Her giver kolleger hinanden en didaktisk udfordring, som man har en uges tid til at løse. Efterfølgende mødes man og diskuterer udfaldet.
  4.  Om du er pjattet med ideen eller ej, er styrkelsen af elevernes innovative evner en del af bekendtgørelsen:
    ”Stk. 4. Uddannelsen skal have et dannelsesperspektiv med vægt på elevernes udvikling af personlig myndighed. Eleverne skal der for lære at forholde sig reflekterende og ansvarligt til deres omverden: medmennesker, natur og samfund, og til deres egen udvikling. Uddannelsen skal tillige udvikle elevernes kreative og innovative evner og deres kritiske sans.”

    Nogle fag har allerede fået indskrevet udviklingen af innovative evner i deres læreplaner mens andre nok snart får det. Hvis du ikke er i gang allerede, kan du jo starte i år med at lægge små innovative dryp ind i din undervisning. Få fx eleverne til at lave en dokumentarfilm om et fagligt emne I har arbejdet med (allier dig med en folkeskole eller anden gymnasieklasse, der skal være publikum på filmen); få eleverne til at lave en lille lærebog med både teoretisk indføring i et emne og tilhørende opgaver (måske skolen kan investere i at lærebogen faktisk trykkes og udgives hvilket blandt andet kan ske her). Eller få eleverne til at forberede en udstilling til det lokale bibliotek om en bestemt forfatter/en særlig litterær periode I har arbejdet med. Du kan finde meget mere inspiration til at få innovation ind i faget dansk her og ind i faget engelsk her.

  5. Arbejd med at få rettet stilebunkerne på en måde som både er sjovere, hurtigere og mere effektiv i læring. Du kan læse mine forslag til at omlægge rettelserne tidligere foretaget hjemme til tid med eleverne her. Grundtanken i disse forslag er at tvinge eleverne til at reflektere over deres produkter og over den feedback’en.
Rigtig godt skoleår!

Blogindlæg om skolestart

Welcome back

© Kayla Johnson at Flickr

At dømme ud fra diverse Facebook-opdateringer, tweets og blogindlæg er skoleåret for mange lærere begyndt i dag. Du kan blandt andet læse om Stine Aaen Dürrs planer for det nye år her eller læse om at lave et velkomstbrev til skolestart på Læring i det 21. århundrede her.

Jeg har samlet nogle forskellige blogindlæg og links fra de sidste fem år på bloggen her med tips, tricks og ideer til skolestart. Og skrevet et par enkelte til.

At møde sine nye elever – og lære dem at kende:

Det første møde

Bryd isen

Sæt fokus på gøre eleverne trygge ved at tale (engelsk) i klasserummet (og indlægget kan naturligvis suppleres med ideer fra vores nye bog Open Wide)

Brug Facebook-opdateringer – til at lære de nye elever at kende

Lær hinanden at kende med livets pizza-stykker – fra Mike Harrison

Tag på en selfie-tour: Eleverne får til opgave at lave en typisk dag fortalt med selfier, som de sætter sammen til en lille film og præsenterer i grupper af tre.

 

Er du ny eller erfaren lærer? Her er nogle tanker om at få struktureret sit arbejde:

Mine bedste råd til nye og erfarne undervisere

Ti tips til nye undervisere

Om at udvikle sig som lærer

 

Mit eget skoleår går til en barsel. Jeg har en del indlæg klar til bloggen, så der vil blive postet rimelig regelmæssigt i august. Derefter kan det godt være der bliver lidt stille når bloggen endelig går i baby-mode.

Rigtig god skolestart.

Spørgsmål til skolestart

spørgsmål til skolestartCraig Kemp er en flittig Twitter-bruger og en blogger, som jeg meget ofte finder inspiration hos i de mange links og blogindlæg han deler. I dag har han også arrangeret en global Twitter ed-chat for undervisere hvor nedenstående spørgsmål diskuteres på Twitter. Diskussionen starter ved midnat, dansk tid, og kan følges på hashtagget #whatisschool på Twitter. Men skulle man gå glip af den direkte diskussion, kan man jo altid klikke sig ind på hashtagget og læse med i morgen.

Selvom man ikke gider at deltage i diskussionen eller se hvordan andre har besvaret spørgsmålene, så er spørgsmålene alligevel interessante at gøre sig nogle overvejelser omkring når man nu står klar til at starte arbejdet op igen om et par dage.

Fra: Craig Kemp

Questions #whatisschool, July 30, 2015 7PM EDT 

1) How do you get re-motivated to start the school year? What excites you about being back?

2) What message/activity do you love to share with students on the first day? How can you improve it?

3) If you could do, say or change one thing that would create immediate rapport with your students, what would it be?

4) How do you gain immediate rapport with parents, what can you gain by welcoming them in the classroom?

5) What can you change to improve learning opportunities, can modern pedagogy and technology help?

6) What are you going to do different to make this the most amazing year ever?

At sige farvel – og goddag

God sommer 2Det er blevet sommer igen: Studenterne er sprunget ud, vi skålede med dem og sagde farvel i fredags, og vi festede efterfølgende med vores kolleger, glædede os til en lang ferie, til at komme ned i gear og op i hængekøjen. Men midt i euforien over at være nået igennem årets opgaver lurer altså også den lille tristhed det er at skulle sige farvel: Til studenter man har kendt i 3 år og set blive voksne, eller til gode kolleger som af den ene eller anden grund ikke længere skal være en del lærerværelset. Nogle kolleger går på pension mens andre skifter job.

Husk nu at fortælle din gode kollega hvordan han/hun har været med til at inspirere dig. Det er sgu vigtigt at fortælle hinanden at man har sat værdsat hinandens arbejde, og det er vel nærmest umuligt at sætte en pris på den værdi det har for modtageren af rosen.

Skal en kollega skifte til en anden skole, og vil I gerne holde den faglige kontakt ved lige, så kan I måske aftale at dele erfaringer fra det næste udviklingsprojekt I hver især involverer jer i, eller aftale at dele det næste nye forløb I producerer, eller aftale at I sender hinanden en anmeldelse af den næste lærebog/bog om pædagogik I læser. På den måde kan I måske netop udnytte den inspiration der ligger i at bevæge sig i forskellige miljøer.

Men mindst ligeså vigtigt som at sige ordentligt farvel er det at sige ordentligt goddag, og her er fem måder at hilse nye kolleger velkommen på:

  1. Inviter din nye fagkollega med til eventuelle faggruppemøder der afholdes inden sommerferien eller umiddelbart før skoleåret igen starter op.
  2. Lav en screencast med en virtuel tour af de administrative systemer. Der er så meget at sætte sig ind i de første par dage at en enkelt gennemgang hvor man sammen sidder og kigger på en computerskærm, sjældent fungerer rigtig godt. Den virtuelle tour giver den nye kollega mulighed for at sætte sig ind i systemet i sit eget tempo, og før han/hun egentlig starter på skoleåret. Det kan lette forberedelsen enormt.
  3. Vær behjælpelig med undervisningsforløb og konkrete ideer. Del så meget relevant materiale som muligt med den nye kollega – uden at drukne denne. Måske kan du oprette en dropbox som du deler med vedkommende, hvor du lægger det mest relevante over i velorganiserede mapper. Husk at fortælle den uprøvede underviser hvordan man kan bygge en time op.
  4. Sæt dig sammen med den nye kollega til de første pædagogisk råds møder (eller hvad de nu hedder rundt om på skolerne), således at du kan hjælpe kollegaen med konteksten for de forskellige punkter på dagsordenen.
  5. Gør det til en vane de første par måneder at spørge din nye kollega en gang om ugen hvordan det går med arbejdet. Spørg gerne konkret ind til bestemte projekter, klasser, forløb osv. Og vær så klar med at hjælpe med anvisninger hvis din kollega har brug for hjælp.

Jeg siger også farvel: Det er sommer, og jeg skal holde ferie og få slappet rigtig grundigt af inden familieforøgelsen til august. Men jeg blogger lige et par gange i august inden den bette nye melder sin ankomst. Så klik endelig ind igen i starten af august. Rigtig god ferie!