Forleden i boghandlen faldt jeg over Story Cubes, som jeg straks impulsindkøbte. Her er tale om en æske med 9 terninger med billeder i stedet for tal, og ideen er at man slår med terningerne og bruger billederne til at lade sig inspirere til at fortælle en historie.
Disse terninger kan bruges som en uforpligtende icebreaker-øvelse, forestiller jeg mig, hvor eleverne enten individuelt eller i par fortæller historier inspireret af terningeslaget.
Her kan der gives supplerende øvelser og benspænd: Fx kan eleverne blive bedt om efterfølgende at skrive deres historie ned og pudse den af sprogligt. Eller de kan arbejde med at lade historien følge berettermodellen for derigennem at øve sig i og blive bevidst om hvordan man skaber det gode anslag, den gode spændingskurve, den gode udfasning osv. De kan selvfølgelig også blive bedt om at lade historien indeholde elementer fra det tema, klassen nu engang er i gang med at studere.
De 9 terninger kostede 150 kr. (men kan vist fås billigere andre steder). Ni terninger forslår godt nok som en skrædder en vist sted i en klasse på 30 elever, men jeg fandt den gratis app Story Dice (som godt nok ikke er helt så lækker som Story Cubes), og den ville eleverne kunne anvende på deres telefoner i stedet for.
Jeg har mange achilleshæle. Dem kan man blandt andet læse om her og her. Men jeg arbejder også til stadighed på at få nogle af dem dyppet i Styx. En af mine blinde vinkler har været aktuelle samfundsforhold i engelsktalende lande. Jeg har aldrig før været særlig optaget af at få fx amerikansk præsidentvalg eller britisk politik ind i undervisningen. Men efter at have overværet en kollegas modul sidste år i forbindelse med kollegial supervision hvor hun uden videre tog fat i en aktuel begivenhed og talte med eleverne om den, fik hun alligevel overbevist mig om at vi ind imellem må lade undervisningsplaner være netop blot planer og i stedet fokusere på den del af vores job som handler om at (ud)danne unge mennesker til også at forholde sig begivenheder i den del af verden der ligger uden for deres allernærmeste sfære.
Så jeg kørte altså i starten af skoleåret et forløb om Brexit, som man kan læse en smule om her. Og jeg har netop kørt et forløb om amerikanske værdier og det amerikanske valgsystem, som tidligere omtalte kollega faktisk havde forberedt til hele skolens engelskkolleger. Dagens efter det amerikanske valg havde jeg timer med eleverne, og for første gang nogen sinde dukkede jeg uforberedt op. Vi skulle nemlig se på vindertalen (som eleverne ville skulle skrive en analyseopgave af). Vindertalen kom en time før min undervisningstime med klassen. Vi diskuterede først resultatet. Vi hørte Trumps tale, sammenlignede den med tidligere taler, diskuterede hvilke værdier der kom til udtryk, spekulerede i fremtiden. Dagen efter havde jeg klassen igen. Vi hørte Clintons ’concession speech’. Vi diskuterede igen talens indhold i forhold til de værdier vi havde arbejdet med i forløbet. Og eleverne var mere fagligt engagerede end normalt. At kunne anvende deres teoretiske viden til at nuancere debatten om helt aktuelle forhold, som alle går og diskuterer i disse dage, virkede virkelig motiverende – måske sat sammen med det faktum at karaktergivningen tilfældigvis faldt sammen med det amerikanske valg.
I hvert fald vil jeg gøre dette så ofte jeg kan. Både i dansk og engelsk er det centralt ind imellem at lægge de forkromede planer til side og fokusere på det dagsaktuelle. Så her er syv forslag til hvordan:
Bed eleverne søge på forskellige aviser og finde en nyhed, som de præsenterer for klassen. Dette kan fint bruges som en lille taleøvelse i starten af en time hvor eleverne altså præsenterer ’news of the day’.
Eleverne prøver at grave i deres tidligere gennemgåede emner for at finde teorier og/eller viden der kan bruges til at nuancere deres forståelse af et aktuelt emne eller en aktuel begivenhed.
Elever skriver analyseopgaver/kronikker over debatindlæg, klummer eller ledere som de selv finder. De skal altså selv finde et passende tekstforlæg frem, som interesserer dem, og forlægget må ikke være mere end en måned gammelt. På den måde træner de at skrive deres opgave til et alment dannet og interesseret publikum, der ikke nødvendig kender tekstforlægget, og man minimerer risikoen for snyd og afskrift.
Eleverne traver sociale medier og nyhedsmedier igennem for syn på et aktuelt emne eller en aktuel begivenhed. Herefter diskuterer klassen emnet. Man kan sættes fokus på argumentationskneb, hvis ikke emnet ellers synes at have relevant tilknytning til undervisningen.
Lav faktatjek. Hvad har eleverne hørt om begivenheden? Alle input er velkomne. Herefter skal eleverne ud og faktatjekke. Kan vi stole på de kilder de finder frem til at underbygge deres påstande?
Læreren medbringer en rekvisit så som en sikkerhedsnål på tøjet for Safety Pin Movement eller en poppy på 11. november eller et skilt med et slogan. Bed eleverne finde ud af hvad rekvisitten dækker over og står for.
Eleverne laver et fremtidsscenarie: Hvilken betydning har denne begivenhed haft om 30 år, når I kigger tilbage?
Jeg er faldet over og for denne fine video-skabelon, My Simple Show, som virker velegnet til en alternativ elevpræsentation. Her skal eleverne udfylde et manuskript for deres video, udvælge passende billeder og så enten indtale manus selv eller få en computerstemme til at læse højt (hvis det er på engelsk). Jeg er især ret vild med manuskript-fasen fordi eleverne her bliver taget ved hånden i forhold til hvordan man strukturerer et sådant afhængigt af hvilket emne der behandles. Programmet er simpelthen så let anvendeligt, og slutresultatet er et – synes jeg – meget fint design. Og fordi skabelonen ligger fast, kommer eleverne ikke til at fortabe sig i layout, men kan fokusere på indholdet. Jeg har lavet en lille video her, og det tog mig virkelig ikke mere end ti minutter at lave den (resultatet er derefter, men den giver vel alligevel en fornemmelse af hvad app’en kan).
App’en kræver et login, og jeg brugte bare min Google-konto da det virkede som det letteste.
Jeg skal selv bruge app’en med elever første gang som opsamling på mit London-forløb hvor det er tanken at eleverne i par får ansvar for en af de tekster vi har arbejdet med, som de så skal lave en video over. Det bliver altså en video der udlægger en analyse og fortolkning af teksten baseret på det vi har talt om på klassen.
Så er sommerferien slut. Også for denne blogs vedkommende. Men hold nu op, hvor skal jeg grave dybt når jeg skal finde struktur og ideer frem efter mere end et år væk fra klasselokalet. Og det kan mærkes i min forberedelse. Jeg har brugt oceaner af tid på at forberede det første modul med min kommende 3.g-engelskklasse. Alt for meget tid. Så meget at venlige kolleger måtte sige at jeg skulle stoppe. Her er hvorfor det tog så lang tid.
Den første time efter en sommerferie plejer alt for ofte for mit vedkommende at være en opremsning af regler og hensigtserklæringer. Eleverne hører ikke halvdelen af det – og glemmer det alligevel meget hurtigt igen. Så i år har jeg besluttet at vente lidt med reglerne. I stedet vil jeg udnytte at de kommer motiverede og tændte, klar til at gå i gang og lære noget nyt.
Under min barsel besluttede jeg, at jeg i år ville have fokus på at lære mine elever gloser. Det skal ske systematisk og i hvert eneste modul, og ud over de gloser de skal lære i forbindelse med tekstlæsning, var min intention at de skulle arbejde med de 570 gloser fra AWL. Planen var at når eleverne mødte ind, skulle de læse listen igennem og markere hvilke gloser de kender, tror de kender og ikke kender. Jeg ville så følge Chuck Sandys arbejdsforslag og lade eleverne i grupper af tre finde på tre forslag til hvordan de kan arbejde med gloserne.
Men efter at have brugt timer på at tilrettelægge denne sekvens, gik det op for mig at det bare ikke fungerer i min kontekst. Eleverne får rigeligt at gøre med at fokusere på de gloser vi arbejder med i den almindelige tekstlæsning, så ideen er droppet igen. Altså ideen om de 570 AWL-gloser. Ikke ideen om særlig fokus på gloser. Eller ideen om at få dem i gang med det samme.
Så jeg i fuld gang med at indsamle måder at tilgå glosearbejdet på, så der kan arbejdes varieret med gloser fra de tekster vi læser, hver eneste time . Jeg finder inspiration i bl.a. Uddannelsesstyrelsens temahæfteserie nr.25, 2000: Ord og tekst: Sproglig opmærksomhed i engelskundervisningen i gymnasiet og på HF af Birte Christensen, Jonna Engberg-Pedersen, Mette Grønvold og Birgit Henriksen. Og jeg finder god inspiration på bloggen Leoxicon.
Når det første emne er gennemført med systematisk glosetilegnelse, skal jeg nok skrive en liste over hvilke metoder der virkede (og ikke virkede) med hvilke tekster.
Og ellers glæder jeg mig til at stå i klasselokalet igen og til igen at få ideer der kan omformuleres til blogindlæg.
Noget af det mest komplicerede i mine fag, synes jeg, er at stilladsere eleverne til at lave (og ikke mindst at skrive) den formfuldendte, sammenhængende analyse og fortolkning. Jo jo da, vi prøver at understøtte eleverne med diverse analysemodeller hvor vi langsomt bygger mere og mere på, men ofte bliver resultatet at elevernes analyse bliver skematisk og usammenhængende, og at den smukt udformede fremstilling hvor de samme pointer i en tekst netop understøttes af forskellige elementer af tekstanalysen, udebliver.
I stedet for at give eleverne analysemodeller giver man så eleverne klassiske arbejdsspørgsmål til teksterne, og nu går det pludselig meget bedre med at få den sammenhængende analyse og fortolkning frem. Men det er der helt ærligt ikke meget at sige til, for spørgsmålene leder jo lige præcis eleverne derhen hvor man vil have dem. Og selvom arbejdsspørgsmålene nok er med til at vise eleverne hvordan de nærlæser på specifikke tekststeder, så er de i markant mindre grad med til at lære eleverne selvstændigt at finde de centrale tekststeder når der ikke er understøttende arbejdsspørgsmål til.
Arbejdsspørgsmål i tekstlæsning peger altså eleverne præcis derhen hvor vi vil have dem, men de er i mindre grad med til at træne blikket for relevansen af de enkelte analysedele til hver enkelt tekst. Det er min påstand. Det er helt uvidenskabeligt og udelukkende baseret på mavefornemmelse. Ikke desto mindre er dette min erfaring, men måske skyldes det selvfølgelig bare at jeg ikke er i stand til at undervise klart nok på denne måde.
Nå, men hvad er alternativet? Hvordan underviser vi i tekstnærhed uden at blive for skematiske og uden at give køb på den selvstændige refleksion – og på en måde hvor alle elever kan være med? Jeg har knoklet med dette indlæg i et par måneder, og egentlig var det lagt på hylden da en kollega på Facebookgruppen Engelskundervisere i de gymnasiale uddannelser bragte disse spørgsmålet op. Det gav mig mod på at forsøge med indlægget igen, så stor tak til Chanett Dichmann Karlsen for både inspiration til indlægget og konkrete ideer.
Her kommer 10 forslag til alternative måder at komme ind i teksten på, som sætter elevernes tilgang i højsæde.
Bed eleverne skrive en individuel fortolkningshypotese når de møder på klassen (eller som lektie derhjemme). Sæt eleverne i grupper hvor de læser hinandens hypoteser, vælger den de synes bedst om, og forsøger at bevise denne. De præsenterer hypotese og analyse på klassen.
Giv eleverne et konkret analyseaspekt f.eks. miljø, personer, synsvinkel/fortælleteknik, sprog osv. Bed dem herefter finde 2-3 citater i teksten der siger noget om dette analyseaspekt, og på baggrund af elevernes citater foldes diskussionen ud, så den også kommer til at dække andre analyseelementer. Disse andre elementer kan så krydses af efterhånden som de dækkes. Trådene samles i en fortolkning, og har man startet timen med en fortolkningshypotese, kan man selvfølgelig sammenholde med denne.
Den litterære kaffeklub: Foregår lidt som forslaget ovenfor, men har især fokus på den gode klassesamtale og at udvikle analyse og fortolkning i fællesskab og altså basere sine udlægninger på andres observationer.
Kollaborativ virtuel analyse: Er især anvendelig ved kortere tekster/lyrik. Her er teksten delt ind i en tabel, og eleverne skriver nu individuelt umiddelbare betragtninger for hver eneste linje i teksten. Disse samles så op på klassen.
Tavs time: Nok særligt velegnet til mindre tekstuddrag eller kortere tekster (lyrik). I min beskrivelse er der især fokus på åbningen af en tekst, men det kan i ligeså høj grad være samlende fortolkning der er i fokus.
Fokus på semantiske skemaer eller ordklasser. Lad eleverne undersøge en bestemt ordklasse i teksten eller lave semantiske skemaer, og se om dette ikke kan bruges til at åbne op for teksten. Det er min erfaring at der (især i lyrik) altid er noget at hente ved at studere ordklasserne som jeg skriver om i dette indlæg om digtlæsning på Smartboardet.
Når eleverne laver arbejdsspørgsmål (eller undrespørgsmål), træner de også deres evne til at sætte fokus på centrale elementer i en tekst. Man kan hjælpe eleverne med at strukturere disse spørgsmål ved at bede om at få alle spørgsmål op på tavlen. Herefter skal eleverne i en klassediskussion blive enige om hvor det ville være godt at starte, og hvor man så bevæger sig hen efter hvert spørgsmål. På den måde bliver øvelsen altså ikke blot en øvelse i at stille de rigtige spørgsmål til en tekst, men også en øvelse i at systematisere og strukturere sin analyse og fortolkning.
Fokuser på kontraster. Kontraster er altid et godt sted at starte, synes jeg. Bed eleverne identificere mindst fem kontraster i teksten (det kan være mellem to karakterer, mellem miljøet og en karakter, mellem to miljøer, to sproglige greb der står i kontrast og så videre. Gør eventuelt øvelsen visuel ved at opstille kontrasterne grafisk og på linjen mellem elementerne, skrives så tolkning af disse betragtninger.
Gæt tankerne. Bed eleverne udvælge nogle konkrete episoder i teksten (eller konkrete tekststeder). Skriv disse ned i den ene kolonne i en tabel med 2 kolonner, og i cellen overfor skrives nu karakterernes tanker under disse handlinger.
Læs de første 10 linjer af teksten, og dan et overblik over teksten ud fra dette. Hvad lærer vi? Hvad skal vi holde øje med? Gennem læsningen af teksten er det så disse elementer især eleverne arbejder med. Og måske skal der justeres undervejs? Dette er især velegnet hvis man læser teksten sammen på klassen frem for derhjemme som lektie.
Jeg vil gerne sætte fokus på at bruge elevernes indgang til teksten i langt højere grad, og jeg vil gerne være bedre til at træne deres evne til at åbne op for teksterne vi læser – og ikke mindst deres tro på at de faktisk kan dette. Så når jeg vender tilbage fra barsel, vil jeg give mig selv den udfordring at jeg i en længere periode (måske et helt semester) ikke må bruge klassiske arbejdsspørgsmål, men kun give eleverne generelle instruktioner der kan hjælpe med at få gang i analysen og fortolkningen.
På Daily Writing Tips findes et par lister med idiomer over bestemte ord, fx ‘roads and paths‘, ‘common shapes‘ eller ‘numbers‘. Disse kan eleverne fint bruge til at lave deres egen idiom-ordbog. Eleverne får tildelt de 30-50 idiomer og skal nu definere disse skriftligt. Herefter må de gå rundt i klassen og dele/spørge om idiomer de ikke selv kendte.
Vil man ikke bruge listerne fra DWT, kan elever også selv starte med en vild brainstorm på hvor mange idiomer de kender med et ord/udtryk, fx idiomer med dyr eller med retninger.
Eller måske kan eleverne endda prøve at opfinde nye idiomer.
Forleden i boghandlen faldt jeg over Story Cubes, som jeg straks impulsindkøbte. Her er tale om en æske med 9 terninger med billeder i stedet for tal, og ideen er at man slår med terningerne og bruger billederne til at lade sig inspirere til at fortælle en historie.
Jeg har mange achilleshæle. Dem kan man blandt andet læse om 