Lexicon

Copyright: Richard Ingram

Min kære mor er tidligere lærer, og selvom hun efterhånden for mange år siden har lagt lærergerningen bag sig, ender hun alligevel ved engang imellem med at købe ’educational games’ som hun tænker kan stimulere børnebørnene. Hun har sidst købt Lexicon, som jeg straks har fundet og taget med hjem til min materialesamling, så mine engelskelever kan få lov at spille spillet i skoleårets sidste engelsktime . Spillet består af 52 spillekort:

A=4; B=1; C=1; D=1; E=4; F=1; G=1; H=3; I=4; J=1; K=1; L=3; M=1; N=1; O=3; P=1; Q=1; R=3; S=3; T=3; U=3; V=1; W=3; X=1; Y=1; Z=1; joker=1

Desuden har hvert bogstav en værdi:

A, E, I= 10 point

B, F, X, Z = 2 point

C, H, K,L, M, N, O, P, R, S, T, U, W = 8 point

D, J, V = 6 point

G, Q, Y = 4 point

Joker= 15 point

Der er flere forskellige variationer af spillet og flere forskellige regelsæt. Her kommer to.

1) Spil lexicon lidt a la scrabble. Hver spiller får 10 kort, og første spiller lægger nu et ord på mindst to men ikke mere end 4 bogstaver. Runden er slut, når en spiller har lagt alle sine kort, og de resterende spillere tæller nu deres point på hånden sammen. Når en spiller når 100 point, er spillet slut, og vinderen er den med færrest point.

2) Denne version handler om at danne ord i en tabel. Tegn en tabel med fem gange 5 felter. Bland kortene og vend et kort ad gangen. Når et kort er vendt, placerer deltagerne dette bogstav der hvor de ønsker i deres tabel. Når alle har placeret bogstavet vendes det næste kort. Fortsæt til 25 kort/bogstaver er vendt. Ideen er selvfølgelig at deltagerne skal forsøge at danne så mange ord som muligt (læses fra venstre til højre, enten lodret eller vandret). Bogstaverne skal placeres med det samme de vendes og man må selvfølgelig ikke flytte rundt på bogstaberne undervejs. Ord på 5 bogstaver giver 10 point, 4 bogstaver giver 7 point, 3 bogstaver giver 3 point og 2 bogstaver giver 1 point. Jokeren kan tælle som hvilket som helst bogstav den enkelte spiller ønsker.

Regler for orddannelser er selvfølgelig de samme som ved Scrabble. God fornøjelse.

EP

(Flere) gratis ressourcer og arbejdsark til engelskundervisningen

Jeg har før blogget om diverse arbejdsark og opgaver til engelskundervisningen, som kan bruges i en travl hverdag, og nu har jeg så – af en eller anden grund først for ganske nylig – fundet frem til Teach them English.
Teach them English er en blog skrevet af Adam Simpson, og det skønne ved bloggen er de mange grydeklare arbejdsark og ressourcer som lægges op. Selvom mange af arbejdsarkene er præget af en noget barnlig grafik, så skal det altså ikke skræmme gymnasiale undervisere fra at bruge disse materialer til fx glosetræning. I grundforløbet i 1.g holder vi på min skole især fokus på at lære eleverne at lave/skrive personkarakteristikker, og til det er indlægget om free resources for lessons about personality and feelings ganske enkelt en skattekiste.
EP

Rewordify

Her er måske redningen til de elever der er ved at gå til over svære engelske tekster og slet ikke forstår de lektier de får for. Ved hjælp af det lille program Rewordify kan eleverne få hjælp til de meget svære ord som de stadig ikke forstår efter et opslag i ordbogen. Se selv.

EP

Quick Questions

point finger
På trods af titlen kan denne lille leg altså sagtens bruges i andre fag – sprogfag såvel som alle mulige andre fag, forestiller jeg mig. Men Quick Questions lyder nu engang bedre end Hurtige Spørgsmål.

I denne leg skal alle elever finde på to eller flere spørgsmål (ingen ja/nej-spørgsmål). Peg på en elev: Vedkommende peger på en klassekammerat, stiller sit spørgsmålet og får et hurtigt svar. Kommer svaret for langsomt, får eleven eventuelt ikke nogen point (hvis du altså mener at et pointsystem kan motivere). Herefter peger den svarende elev på en ny klassekammerat og stiller vedkommende et af sine spørgsmål. Brug f.eks. denne leg til almindelig glosetræning (her kan eleverne enten sige et dansk ord som skal oversættes, eller eleverne skal hurtigt sige et synonym eller et antonym til den glose de får stukket ud fra deres klassekammerater). Du kan også bruge legen til at genopfriske eller tjekke forståelsen af begreber fra et emne I arbejder med, eller bruge legen i forbindelse med tekstlæsning hvor eleverne har lavet arbejdsspørgsmålene. Det er altså eleverne der harpunerer hinanden, og eleverne der stiller spørgsmålene.

EP

Testmoz testprogram

Testmoz er et supernemt lille og hurtigt testprogram, som giver din mulighed for at fx at scanne elevernes viden på et bestemt område. Der er ingen funktioner i Testmoz som jeg ikke tror diverse elærings-platforme som Fronter og Lektio ikke allerede kan, men Testmoz virker for mig at se bare nemmere at gå til, og så kan jeg dele linket med mine elever på klassens Facebookgruppe.

Du kan se en kort instruktionsvideo til Testmoz her:

Jeg har umiddelbart fem ideer til hvordan man kan bruge Testmoz i undervisningen:

  1. Brug sandt eller falsk til at teste elevernes forståelse af en lektie (eller måske endda til at se hvem der har læst, og hvem der ikke har). Som en del af lektien kan du bede eleverne tage testen hvor de skal besvare 10 sandt eller falsk-spørgsmål om teksten. På denne måde får du som sagt både et overblik over hvem der har læst, men også hvor der måske har været nogle forståelsesproblemer som I kan tage udgangspunkt i i en efterfølgende klassediskussion.
  2. I engelskundervisningen kan du bruge Testmoz til delprøve 1-opgaver. Her kan du lave multiple choice med fejlsætninger hvor du skriver en fejlsætning og som svarmuligheder, fire forklaringer med grammatisk terminologi hvoraf selvfølgelig kun den ene er korrekt i sammenhængen. Du kunne også have øvelser hvor eleverne i fri tekst skal skrive den rigtige form af et verbum du vil have sat ind i sætningen.
  3. Brug en multiple choice-quiz til at teste baggrundsviden om et bestemt emne inden I skal i gang. Stil nogle spørgsmål om Romantikken (måske på baggrund af dansk-historie oversigtsforløb), og se hvor meget de husker, og brug det som udgangspunkt for et lærerforedrag. Eller hvor meget ved eleverne egentlig om amerikansk samfund og politik?
  4. Selvfølgelig kan Testmoz også bruges til at træne gloser eller udtryk med en ’fill in the blank’.
  5. Du kan også få eleverne til at træne begreber med en ’multiple choice’. Hav for eksempel beskrivelser af forskellige fortællertyper, som så skal matches med den rigtige fortæller fra svarene i ’multiple choice’. Eller hvad med et lille tekstuddrag, som så skal matches med den rigtige fortæller eller fremstillingsform eller andet.
EP

Quizlet

Rigtig mange af jer kender nok allerede programmet Quizlet, som nemt og hurtigt kan bruges i sprogundervisningen til fx glosetræning eller begrebstræning. Men altså, hvis du ikke kender det, kommer der her en kort beskrivelse. For man kan da ikke have en undervisningsblog uden at nævne Quizlet.

Quizlet er et flashcard-program som umiddelbart egner sig bedst til glosetræning og derfor nok egner sig bedre i fremmedsprogsfag end i engelsk og dansk. Jeg har dog selv brugt det til begrebstræning i forbindelse med mit Graphic Fiction-forløb (som jeg nu har tilpasset til og læser med en 1.g) hvor eleverne lavede små quizzer til hinanden med faglige analysebegreber som jeg mener de skal kende. Disse quizzer lagde eleverne ind i klassens Facebook-gruppe hvorefter de så skulle spille hinandens spil. Og selvfølgelig træner vi også gloser i engelsk ind imellem.

Når du klikker dig ind på Quizlet, vil du selvfølgelig have mulighed for at logge ind/’sign up’. Det er nødvendigt med en konto for at kunne lave dine egne flashcard-sæt, men du kan logge ind/oprette en konto via Facebook, og det gør det rigtig nemt, og du behøver ikke huske andre koder.

Derudover giver dette dig en meget let mulighed for at dele dine sæt med eleverne på klassens Facebook-gruppe hvis I har en sådan. Dette er som nævnt også en rigtig god måde at få eleverne til at dele quizzer med hinanden som de har lavet i forbindelse med undervisningen.
Når du har et har lavet et flashcard-sæt, og eleverne har trænet sættet nok, kan de testes med disse fem forskellige øvelser under ’Study’ og ’Games’. Husk, at i øvelserne under ‘Study’ skal man skrive de præcise svar, og derfor egner disse sig bedst til konkret glosetræning mens ’scatter’ under ’Games’ er den eneste øvelse der fungerer godt til begrebstræning som indeholder længere svar.
Der er også muligt at bruge Quizlet som en diktat hvor gloserne læses højt. Her vælger du øvelsen ‘Speller’ hvor glosen så læses højt, og eleven skal skrive hvad han/hun hører.

Har du ikke tid til at lave dine egne flashcards på Quizlet, eller har du brug for inspiration til et sæt, så kan du med fordel klikke på ’Browse’ i øverste venstre hjørne.

Her har du mulighed for at søge i forskellige kategorier af fag og emner, og finder du et sæt du ønsker at bruge, men måske lave en smule om, kan du let vælge at klikke ’copy’, og vupti er sættet dit.
God fornøjelse med brugen af Quizlet, og har du allerede brugt programmet længe og sidder inde med et par gode ideer, tips og tricks, må du meget gerne smide en kommentar.
EP